Sider

Viser opslag med etiketten hostfamily. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hostfamily. Vis alle opslag

torsdag den 21. juni 2018

One of the most bittersweet feelings had to be when you realise, how much you're going to miss a moment while you’re still living it

Lige for tiden oplever jeg så mange øjeblikke, hvor jeg tænker "hvor kommer jeg til at savne dette". Nogle gange er det som om tiden går alt for hurtig, og at jeg slet ikke kan følge med. Tiden flyver afsted, og det er lidt skræmmende. Jeg er så spændt på at komme hjem, og nogle dage virker det som en evighed, mens andre dage giver mig lyst til at blive her. Giver mig en følelse af, at jeg endnu ikke er klar til at vende snuden hjemad. Jeg elsker mit liv her - jeg vitterligt elsker Amerika og alt landet indebærer, undtaget deres idiotiske billister, og måske også deres tendens til, at maden skal være så sød. Jeg føler mig så hjemme og tilpas, og vigtigst af alt, så føler jeg mig god nok - en følelse jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft. Dette er nogle ting, jeg er bange for at miste, når jeg kommer hjem igen. 

Lørdag blev brugt i Washington DC, hvor jeg så Danmark spille mod Peru på en bar, med min veninde fra Brasilien. Normalt er jeg ikke den store fodbold fan, men jeg må indrømme, at jeg er begyndt at kunne mærke en nationalfølelse. Det kom ligeså stille efter, jeg fandt ud af, at de var med i  VM. Jeg begyndte ligeså stille at mærke en stolthed, og den er efterhånden kun vokset. Jeg har heller aldrig været stor fan af Danmark, faktisk fik jeg altid landet til at lyde forfærdelig, når jeg snakkede om det. Hvad jeg hører fra Amerikanerne, der har været der, så skulle man ikke altid tro, at vi taler om det samme land. Det bliver spændende at se, hvad jeg synes om Danmark, når jeg kommer tilbage. 
Vi sad på baren, hvor jeg fik to andre drenge til at holde med Danmark, så hver gang Danmark gjorde noget godt, kom den ene og gav mig high five, samt kom han løbende hen og gav mig en krammer, da de scorede. Det var dejligt med lidt opbakning, eftersom at min veninde ikke havde den største tiltro til Danmark. Da Danmark scorede var jeg overraskende nok tæt på at fælde en tåre, hvad går der af mig? Her i dag stod jeg også tidligt op for at se kampen alene klokken 8, det havde jeg heller aldrig troet, at jeg ville gøre. 
Danmark vandt mod Peru og kæft en glæde det bragte indeni mig. Vi fejrede det på Arlington kirkegård, hvilket var ret upassende. Jeg havde endnu ikke været der, og jeg føler lidt at tiden er knap, så selvom det var virkelig upassende, så tog vi derhen, hvilket vi grinede lidt af. Derudover var vi på Union market, som er street food, samt besøgte vi nogle andre ting i DC, så det var en lang men fanatisk dag. 

Søndag stod på hiking i Shenandoah National Park. Vi tog på en rute, hvor vi kom på det højeste punkt med en smuk udsigt, samt tog en anden rute med vandfald. Det var en super smuk og sjov dag. Vi kørte bl.a. forkert, og endte et virkelig creepy sted, fordi forbindelsen hele tiden hoppede af og på. Vi så bjørne, hvilket amerikanerne var virkelig oppe og køre over. De gik helt tæt på dem, samt tog billeder i evigheder, og dermed blokerede vejen, så der opstod traffik. Det var en virkelig varm dag, hvor man svedte, så snart man gik et skridt. Da jeg kom hjem, duftede der er banankage. Julie viste mig et armbånd, hun er ved at lave, og min værtsmor viste mig et billede af Alexs nye frisure. Det var så dejligt at komme hjem til sådan en god stemning, og selvom man til tider er ved at få nok af at bo i en værtsfamilie, så gik det virkelig også bare op for mig, hvor meget jeg kommer til at savne det. 









torsdag den 15. marts 2018

Sometimes you just need a little break - hvad er der sket siden sidst? 


Tiden er fløjet afsted, men jeg må sige, at jeg nu er kommet til et punkt, hvor jeg virkelig er ved at have brug for et lille break - brug for en lille pause fra hverdagen. Når jeg arbejder bruge jeg det meste af tiden i sofaen eller i bilen, og ja det kan da til tider blive pænt kedeligt, når man intet "rigtig" laver, selv når man er på "arbejde". Det lyder som et luksus problem. Lad mig bare sige, at jeg glæder mig super meget til, at min mor kommer og besøger mig om meget kort tid. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at se hende igen, samt til at vise hende Amerika, og ikke mindst at få nogle uforglemmelige minder sammen. Men derudover så har det været en tid med meget skift i vejret, dejlige venskaber, hyggelige stunder, usædvanlige tilbud samt mindeværdige øjeblikke. 

I starten af februar fik jeg mit første kram af Alex, som nogle af jer nok allerede har læst. Det var en speciel dag.
Jeg havde nogle tydelige drømme i starten af februar, og nogle gange ville jeg sådan ønske, at jeg vidste hvad de betød. Jeg drømte bl.a. at min far fortalte mig, at han ville komme og besøge mig sammen med min mor. Det føltes så virkeligt, da jeg vågnede, så det var lidt hårdt at indse, at det blot var en drøm. Betyder det, at jeg endnu ikke er klar til at se virkeligheden i øjnene? Godt jeg stadig har et halvt år til at vende mig ved tanken. Derudover drømte jeg også, at jeg svømmede med delfiner, som jeg altid har haft en stor kærlighed til, men jeg blev selvfølgelig angrebet af hajer. Jeg havde i forbindelse med cruiset, jeg skal på til april, overvejet om jeg skulle svømme med delfiner, eftersom at det altid har været noget, jeg har overvejet og drømt om. Jeg har bare ikke vidst, om jeg egentlig turde, fordi jeg altid har synes, at vand er lidt skræmmende. Hvorfor skulle jeg lige drømme om hajer i denne forbindelse, det har da ikke ligefrem givet mig mere lyst. Men nogle gange skal man jo gøre ting, der skræmmer en. 

For anden eller tredje gang fortalte min værtsfar, at han havde fået klager fra naboerne om, at jeg kører for stærkt i nabolaget. Det gjorde mig lidt sur indeni, for efter sidst gang han sagde det, har jeg virkelig tænkt over det, og kørt hvad jeg må (det meste af tiden). Derudover klagede de også over, at jeg ikke stoppede ved stopskiltene - der er da ingen, der stopper fuldstændigt ved stopskiltene, når der ikke kommer nogle biler. Min værtsfar sagde endda også selv, at han heller aldrig gør det, men at det selvfølgelig bare gjorde ham lidt bekymret, at han havde fået klager fra tre forskellige naboer. Det jo slet ikke super pinligt - kæft nogle sladrehanke.

Derudover har jeg fået et par nye veninder, været i byen samt blevet venner med dørvagten på torsdagsklubben. Jeg er blevet færdig med alle mine klasser og har nu alle de credits, som jeg skal have, for at fuldføre au pair programmet - mangler dog Niagara Falls turen til Juni. Jeg har trænet med en amerikansk ven, som er personlig træner, så det jo godt nok lige at kunne få nogle fifs. Derudover er det jo ikke dårligt, at have en ven på college. Lad mig bare sige, at jeg venter på en college fest. Desværre har de fået afbud på at holde fester for tiden, fordi en endte på hospitalet sidste gang. Gad vide hvor længe der går...  Jeg har set super bowl hos en veninde, hvor der var alverdens mad. Måske jeg kun kom på grund af maden... og selvfølgelig selskabet. Endnu en gang spiste jeg alt for meget. Super bowl interesserede mig endnu engang ikke, men det var sjovt at opleve en rigtig amerikansk superbowl komsammen med alverdens lækkerier. 

Jeg har selvfølgelig set Fifty Shades Of Grey, som største delen af den kvindelige befolkning. Derudover har jeg også set The Greatest Showman på valentinsdag, som jeg overraskende nok var rigtig vild med, og hvis det ikke skal være løgn, så har jeg også set "everyday", som nu også var en ganske okay film.
Jeg har været på road trip til North Carolina og Tennessee, hvor bull riding og country musik var et hit. Jeg har spillet bowling med en flok veninder, bestilt rejse til Cancun, og taget billeder i photobooth for første gang - ikke nemt at være 6 inde i sådan en. Jeg har været på picnik i Great Falls park, eftersom at vejret pludselig var 27 grader, selvom der sneede få dage før. Vejret her er mig en gåde.

Jeg har for første gang følt, at Julie og jeg var som søskende. Dette var dog en engangsforstilling, men en dag, jeg håber, der kommer mange flere af. Ved ikke lige hvad der gik af hende, men hun var virkelig i snakkehumør og fortalte mig alverdensting. Selv da jeg havde en veninde på besøg, blev hun ved med at snakke til mig, og kom endda ned på mit værelse, for at fortælle mig hvor mange kalorier, hun havde spist til aftensmad. Hun tilbød mig endda også hendes sidste stykke pizza, hvilket heller aldrig er sket før. Det var helt overvældende, men hold fast hvor gjorde det mig glad. Ligeså glad som den dag, Alex krammede mig. Det sjovt at tænke på, at de sikkert allerede dagen efter har glemt disse momenter, hvor det for mig har så stor betydning, at det kommer i min dagbog. Samt er øjeblikke jeg håber, der vil komme flere af. 

I denne måned (marts) kom der også nogle udsædvanlige tilbud, som jeg nu ellers aldrig har oplevet før. Jeg blev bl.a. inviteret hjem af en lesbisk - ved ikke lige hvilke signaler, jeg sender i byen. Da jeg takkede pænt nej tak, sluttede hun af med at sige, at jeg altså ikke skulle være bange - for de skulle nok lade være med at voldtage mig. Havde hun regnet med, at det ville få mig til at skifte mening? Derudover blev jeg også kontaktet på instagram, hvor jeg blev tilbudt en sugar daddy på 37 år, for han er altså vild med ambitiøse kvinder, og det er jeg jo? En ting jeg endda ikke selv var klar over. Jeg ville tjene imellem 300-500 dollars om ugen (ca. 1800-3000 kr), hvilket jeg da må være ærlig at indrømme var pænt fristende. Endda mere end jeg tjener som Au Pair, men også her blev det en pænt nej tak. Kan simpelthen ikke sætte mig ind i den tankegang.

Jeg tæller ligeså stille ned til at min mor kommer, hvor vi bl.a. skal shoppe, til NYC, til Miami beach samt på cruise til Bahamas, og hvor jeg for første gang skal bruge nogle af mine betalte feriedage. Kun 20 dage, og jeg vil stå i lufthavnen klar til at give hende det største kram. Jeg kan ikke vente!









tirsdag den 13. februar 2018

Sometimes the smallest things take up the most room in our hearts

Om ikke så længe er der gået seks måneder, og halvdelen af mit år her i US er dermed gået. Da jeg overvejede, at blive au pair, synes jeg, at et år var lang tid, for kunne jeg nu undvære min familie og venner i et helt år? Normalt tænker man et år som lang tid - 4 forskellige årstider, hvor vinteren er uendelig. Men alligevel når vi tænker tilbage, så fløj tiden jo ofte vel og mærket. I andre lande er det muligt, at være au pair i f.eks et halvt år, men i netop US er det mindste et år, hvilket mere eller mindre giver god mening. Tænk hvis min rejse allerede var ovre, lad mig bare sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg har halvdelen af mit år tilbage. Det er i løbet af de sidse par måneder, hvor jeg er begyndt at føle, at jeg komme godt ud af det med "børnene" - især drengen, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad det gør mig. Det tog sin tid at komme til det punkt. Der er de små øjeblikke, hvor det hele bare er det værd. Selvom de virkelig har deres humørsvingninger - de er jo teenagere, så er jeg virkelig begyndt at holde af dem. Drengen og jeg kan joke med hinanden, og jeg tager det ikke længere tungt, hvis han svarer mig respektløst. Hvorimod det var noget helt andet i starten - som det menneske jeg er, så tog jeg det selvfølgelig tungt. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Når børnene var i dårligt humør, så endte jeg også med at blive det, fordi det selvfølgelig også gik ud over mig. Det var ikke altid nemt, men det er der jo aldrig noget, der er i begyndelsen. Jeg ønskede så inderligt at opbygge et godt forhold til dem, ønskede så inderligt at prøve, at have "søskende" for en stund, men ofte føltes det bare som en umulig opgave, og jeg gav mere eller mindre op. Jeg trøstede mig dog med, at katten gav mig lidt omsorg samt, at jeg kom godt ud af det med moren. Jeg følte mig heldig, fordi jeg netop ved, hvor uheldig så mange andre au pairs hver eneste dag er med deres værtsfamilier, samt jeg følte mig hjemme, jeg var spændt på dette eventyr, og vigtigt af alt jeg var gladere, så derfor kunne jeg godt se bort fra det "ikke rigtig eksisterende forhold" til børnene. Men nu føler jeg mig bare endnu mere heldig. Moren havde godt nok sagt, at det ville tage noget tid at opbygge et forhold til børnene,  men at det tog så lang tid, havde jeg ikke forventet. Pludselig uden rigtig at bemærke det, så var vores forhold vokset.

Den anden dag prikkede Alex (drengen) til mig, hvilket resulterede i en lille prikke-kamp, hvor han selvfølgelig endte med at løbe "bange" væk. Jeg ved ikke hvad det er, men det gjorde mig bare glad. Jeg kender ham efterhånden så godt til at vide, at han aldrig ville have gjort det ved en, han ikke følte sig tryg ved. Hvor lyder det plat, men det var som en slags bekræftelse, at jeg faktisk gør noget rigtigt. Jeg ved ikke om i kan følge mig? I starten af min sjette måned, fik jeg mit første kram af Alex. Ja i hørte rigtigt - et kram. Det var et stort øjeblik, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at det ville ske. Men ja, det skete simpelthen. Han ville have mig til at køre ham til best buy. Jeg bad ham om at sige, at jeg var den bedste au pair nogensinde, hvilket han selvfølgelig gjorde, men at krammet kom oveni, det var overraskende. Da jeg fortalte moren det, spurgte hun om, jeg var sikker på, at det var Alex, for hun kunne ikke huske, hvornår han sidst havde krammet en au pair. Ja jeg følte mig ret specielt i det øjeblik, og det fortjente bestemt at komme i dagbogen. Tænk at et kram kan betyde så meget, men det er virkelig de små ting, der bare betyder alverdens, og som i sidste ende bare slet ikke er små.

mandag den 18. september 2017

Happy days - ugen der gik

Tirsdag aften kørte jeg til Arlington, for at mødes med andre Au Pairs - de har nemlig et ugeligt "møde" på starbuckscafeen. Jeg fulgtes med dem, jeg havde været i Great falls parken med. Jeg skulle køre lidt over en halv time, for at komme dertil, men det var helt klart det hele værd. Det var nogle syge veje, jeg skulle køre på, og derudover skulle jeg for første gang køre igennem en told. Hvilken told skulle jeg køre igennem? Skulle jeg betalte? Jeg var vildt forvirret, men kørte bare. Da jeg havde kørt igennem, følte jeg, at der var en bil efter mig - jeg blev faktisk lidt små bange. Havde jeg nu gjort noget, jeg ikke måtte?? Det var heldigvis blot en følelse, puha. Jeg var så glad, da jeg endelig nåede frem.
Aldrig havde jeg troet, at der ville dukke så mange op - der var nok omkring 70 Au Pairs, det var helt crazy. Blev også ret overrasket over, hvor mange drenge der var, men kun respekt til dem. Aldrig har jeg mødt så søde og åbne mennesker - alle krammede alle, som om alle blot var venner. Jeg kørte hjem ved 23 tiden, så der var pænt mørkt udenfor - normalt er jeg ikke rigtig vant til at køre i mørke, og egentlig heller ikke på sindsyge motorveje, eller motorveje i det helt taget, men det hele gik jo heldigvis fint. Det vildt så mange grænser, jeg har overtrådt her på det sidste. Det på ingen måde sidste gang, jeg deltager til sådan nogle arrangementer - det var helt fantastisk, og det gjorde mig så glad indeni. Da jeg kom hjem var jeg helt overgearet, og kunne slet ikke falde i søvn - kunne tydeligt mærke trætheden morgenen efter, men det var jeg vist ikke den eneste der kunne, eftersom at de andre i familien også sov over sig.

Onsdag mødtes jeg med to fra mit område. De var nu meget søde, men jeg kunne tydeligt mærke, at vi var lidt forskellige. De er stor fan af Harry Potter, game of thrones og super natural - altså vi alle har vel set lidt af Harry Potter, men så har jeg heller ikke mere end det. De ville derfor gerne kigge i fan-butikker eller hvad man nu end kalder sådan nogle butikker med t-shirts med tryk og alverdens ting med bl.a. super natural osv. Det var skam også helt fint, men det nok bare et punkt, hvor vi ikke lige falder i hak, men hvem ved - måske er jeg fan, når jeg vender snuden hjemad? Men jeg tænker da helt klart, at se dem igen - dog er ulempen lidt, at de har små børn og derfor ikke så meget fritid i løbet af dagen, hvor jeg har oceaner af tid, så det jo lidt ærgerligt.

Onsdag aften kom to af min værtsfamilies tidligere Au Pair, hvor det ved den ene er 5 år siden, hun var deres Au Pair. Det så skønt at se, at de har bevaret forholdet. Jeg var så heldig, at have fået fri torsdag og fredag, så jeg rigtig kunne bruge tiden sammen med dem, og ikke skulle tænke på hvornår jeg skulle være hjemme. Vi tilbragte nogle super skønne dage sammen, som bestod af en masse af shopping og mad. Vi brugte hele torsdagen i Potomac Mall - det var kæmpe, og en del af butikkerne var outlet, hvilket betyder billlige ting og det vi alle jo fan af. Fredag var vi i Tysons Corner, og om aftenen spiste hele familien på cheesecake factory. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så mæt, det var frygteligt. Vi fik lidt nachos til forret, jeg fik en thai ret til hovedret, og kunne knap nok spise halvdelen, og til dessert skulle vi selvfølgelig have en af deres kendte cheesecake. Tror jeg tog tre bidder også var jeg helt færdig - havde ondt i maven resten af aftenen, følte nærmest ikke at jeg kunne gå. Fordelen her i USA er, at man tager sine rester med hjem, så altid noget man ikke skulle til, at føle sig uhøflig fordi man ikke havde spist det hele op, hvilket også ville have været umuligt, hvis man bare skulle have følt sig en lille smule i live bagefter.



Lørdag morgen tog jeg mig endelig sammen - løb mig en tur på grund af den dårlige samvittighed fra dagen før, samt fordi jeg simpelthen er kommet ind i en alt for dårlig rytme, og skal nu til at tage mig lidt sammen. Eksamerne, studenterugen og sommerferien gjorde intet godt for formen eller kroppen. Jeg har mange aftener sagt til mig selv, at jeg vil tage ud og løbe, når jeg vågner dagen efter, men er det sket, nej. Jeg var fuld af undskyldninger, hvilket jeg nok ikke er den eneste, der kender til. Men jeg løb mig en tur, hvilket er rigtig stort for mig, i og med at jeg slet ikke kan huske hvor mange år, det er siden, jeg sidst løb mig en tur udenfor - og jeg HADER at løbe! Jeg løb 2,5 km rund i nabolaget - elsker simpelthen synet af de store amerikanske huse. Jeg er nærmest overrasket over de 2,5 km, da jeg normalt er typen, der tager 5 minutters cardio i et fitness center. Min krop kunne tydeligt mærke, at jeg ikke er vant til at løbe og at det er længe siden, jeg sidst har været aktiv - havde  noget af en smerte i kroppen om søndagen, hvor er det dog ynkeligt. Har planer om at starte i et fitness center, hvilket jeg faktisk glæder mig til. Var gået ret død i det hjemme i Danmark, men nu glæder jeg mig til at komme igang igen. Lørdag spiste hele familien frokost på bluemont vinyard. Det var simpelthen så hyggeligt - der var fantastisk vejr, fantastisk udsigt og fantastisk selskab. Da vi kom hjem var vi alle virkelig trætte - nogle tog derfor en lur mens andre så en film. Det  var meningen, vi skulle have været ude og spise, men vi alle var så smadret og var hoppet i hyggetøjet, samt stadig så mætte, at vi endte med at droppe det og spiste derfor hjemme istedet.




Søndag tog vi 6 piger til Washington D.C, hvilket bestemt også er en super smuk by. Vi var ude og spise på den mest reserveret resturent i USA (Founding Farmers), hvilket var en okay restaurant. Jeg prøvede en drik, der kaldes New York Egg cream - den består ikke af æg, men derimod af mælk, chokolade sirup og danskvand. Jeg havde lyst til at prøve noget, der var helt specielt ved denne resturent - lad mig bare sig det sådan, at det ikke er en, jeg vil bestille en anden gang. Derudover fik jeg bruch, som var helt udemærket. Vi så det hvide hus, hvilket slet ikke var så stort, som jeg havde forventet, ellers gik vi lidt rundt og shoppede i byen. Det var altså ikke en turisttur - det må blive en anden gang.






tirsdag den 12. september 2017

Sometimes I'm feeling so far away

I fredags var det en uge siden, jeg kom til min værtsfamilie. Det føles egentlig som længere tid siden - der har været så mange nye indtryk og så mange nye ting, man lige har skulle ind i. Jeg er egentlig lidt overrasket over, hvor hurtigt jeg er faldt til. De første par dage var det selvfølgelig mærkeligt, at stå op om morgen i et hus der føltes så fremmed. Nu føles det ganske normalt, og jeg føler, at jeg kan være mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Her er der plads til hyggetøj, morgenhår, min uundværlige morgenkåbe, bøvse, privatliv samt fællesskab, mit ustyrlige grin, madkærlighed og bumsede hud (min hud har flippet lidt ud her på det sidste - føler mig stadig som en teenager, med de uforudslige bumser. Derudover undrer det mig lidt, at jeg stadig ikke har lært, at presse en bums ordentligt ud) - Det vil altså sige, at der plads til mig og den person, jeg er.

Det er lidt svært, at beskrive den følelse, jeg vågner op med nogle morgener. Det er ikke som sådan en dårlig følelse overhovedet, det mere følelsen af, at man er langt væk hjemme fra. Derfor er der simpelthen ikke noget, der gør mig mere lykkelig, end når jeg vågner op med en besked fra nogle hjemmefra - bare det at vide, man ikke er glemt, men at der rent faktisk er nogle, der tænker på en. Den taknemmelighed, kan jeg slet ikke beskrive!

Fredag var vi til en high school American football kamp på børnenes skole. Fik hele oplevelsen med hotdog, halvleg med cheerleaders, bands, dansere, sangere og råbende "fans"/forældre. Dette er bare en ud af mange ting, der skal prøves, når man er herovre. Der har været skønt vejr i denne uge, så jeg har slappet af i haven med musik i ørene - måske jeg også har forsøgt, at få en lille tan, hvem ved. Lørdag mødte jeg min LCC for første gang (min kontaktperson), og jeg er nu blevet "introduceret" i min kontaktgruppe igennem whatsapp, så forhåbentlig jeg finder nogle venner i mit område - man har vel lov at håbe. Vi har et månedligt møde, så i slutningen af september vil jeg i hvert fald komme til at møde dem alle. Jeg har allerede skrevet med en, der hedder Lisa og vi har aftalt at finde en dag, så det glæder jeg mig til. Søndag øvede vi lidt parkering - kan ligeså godt sige det, som det er - jeg mestrer ikke i at parkere sådan en kæmpe bil. Lille mig siddende i en bil, der er 10 gange så stor som mig selv, hvis ikke mere, er ikke altid helt nemt. Men altså jeg har da ikke ramt noget endnu, så helt dårlig kan jeg da heller ikke være. Jeg fik en bedre fornemmelse af bilens størrelse, og det var super sødt af Kathy gad bruge tid på det. Derudover øvede Julie sig også i at køre, hun er nemlig ved at tage køretimer i skolen og kommer i besiddelse af et kørekort, mens jeg er her som Au Pair. Da jeg var 16 år, turde jeg dæleme ikke få et kørekort.
Mandag var jeg i Great Falls park med Safiya, som er en af danskerne, jeg rejste med, samt hendes italienske nabo som også er Au Pair. Vi havde en rigtig hyggelig dag med picnic og gåtur gennem parken. Stedet var simpelthen så smukt og dejligt, og det er udentvivl ikke sidste gang, jeg tager derhen.