Sider

mandag den 8. januar 2018

Min første date i Amerika, samt en snak om drenge.

Det har været super sjovt at hænge ud med nogle rigtige amerikanere eftersom, at man mest kun har snakket med andre au pairs. Det kan selvfølgelig også være svært, at komme i kontakt med de lokale, og jeg er ikke stolt af, at sige det, meeeen tinder hjalp her. Jeg har godt nok stadig appen, men jeg bruger den ikke længere. Jeg er på ingen måde på udkig efter en fyr, faktisk er jeg slet ikke interesseret, men jeg skulle da lige tjekke fyrene ud, da jeg kom her til - ikke noget at råbe hurra over. I november var jeg lidt deprimeret og syntes, at jeg havde nogle kedelige veninder, men et match inviterede mig i biografen, hvor der samtidig bliver serveret. Det var en ting en veninde havde fortalt mig om, før jeg kom hertil, så det kom selvfølgelig på to-do-listen. Jeg er ikke dating-typen, og var eller er heller ikke interesseret i ham på nogen måde. Men altså jeg forsøger at være åbenmindet og forsøger at springe ud i tingene, hvilket jeg må sige, at jeg er blevet meget bedre til. Normalt ville jeg sige nej, og normalt ville jeg have været nervøs over at skulle på date, men jeg havde ingen forventninger, fordi jeg netop ikke var interesseret i ham. Chancen kom, så hvorfor ikke? Han inviterede mig godt nok ud til en film, jeg overhovedet ikke ville se, men altså det var jo på to-do listen, og jeg røv kedede mig. Vi endte så godt nok ikke engang ikke med at se filmen, da han havde hørt fra nogle venner, at den var dårlig, og jeg fik derfor heller ikke krydset det af listen, men altså vi havde da en hyggelig aften, og han er nu årsagen til, at jeg har amerikanske venner. 

Vi tog i stedet hen i en spillehal tingeting, ved ikke hvad man kalder sådan et sted. Et sted med bl.a. bowling, lazer-game, pool og andre spil, som man normalt kun spiller i tivoli og den slags. Det var nok ikke et sted, jeg var kommet, hvis ikke det var fordi, at han var lokal og dermed kender området. Det var hyggeligt, og vi prøvede lidt forskellige spil og derudover lazer-game med en flok 10-årige unger, så det var jo super. Det hele var super afslappende og det var sjovt, at opleve hvordan "amerikanske" drenge er. Han åbnede bl.a døren til hans bil for mig og tog min jakke - ikke lige noget jeg har oplevet før i Danmark, eller noget jeg kunne forestille mig, at danske drenge gør. Det virkede alligevel også lidt gammeldags på en måde. Han var lidt af en gentleman, men det var stadigvæk et nej herfra. Kunne derimod godt se på ham, at han ikke ligefrem var vant til piger, der bøvser, ikke fordi jeg tror, at der er mange fyrer, der synes, det er charmerende, men altså det varmede da, at jeg ikke skræmte ham væk, men at han derimod inviterede mig til alverdens ting derefter. Min faster kom nogle dage efter, og jeg brugte selvfølgelig tiden med hende, derudover var jeg jo heller ikke rigtig interesseret, så der skulle en del til, for at jeg sagde ja. Han inviterede mig til den fest, som jeg fortalte om i mit sidste indlæg, og ja hvorfor ikke? Nu har jeg jo altid drømt om de amerikanske house parties, som man ser på film, så det kunne jeg da ikke sige nej til. Jeg inviterede Pia med, og det er super fedt, at vi nu har disse amerikanske venner sammen. 

Jeg har aldrig mødt så "direkte" drenge, som her i Amerika. De er i hvert fald ikke blege for at invitere en ud, og det er ikke blot til netflix & chill, som vist har været meget populært i Danmark de sidste par år. Den anden dag blev jeg inviteret på date af en, jeg mødte til slåskampaftenen med amerikanerne. Vi skulle lave bål og derved kigge på stjerner med madpakker. Det lød da super hyggeligt, og som den håbløse romantiker jeg er, så var det da klart en ting, jeg ville have været fristet til at sige ja til, hvis ikke det var fordi der er minusgrader udenfor. Men selvfølgelig kun som venner. 
Det virker som om, at man i Danmark ikke rigtig gør noget ud af mødet blandt to køn - det hele virker så overfladisk, så useriøst og som en slags engangsting. Hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg ved ikke helt hvad, der sker for vores generation, og udtrykket fuckboy (undskyld udtrykket) er da også blevet et meget velkendt ord, som selv danske "artister" har gjort brug af. Jeg gjorde måske også selv brug af det, mere end jeg muligvis burde - jeg var selv god til at beskylde alle drenge for at være fuckboys. Jeg var død træt af drenge, egoisme, træt af vores generation og den måde vi behandler hinanden på. Jeg troede og håbede, at jeg ville slippe for i hvert fald fuckboys, da jeg tog flyet til Amerika, men jeg er stadigvæk ikke helt overbevist. Den anden dag overhørte jeg en samtale i saunaen, som fik mig til at indse, at drengene nok ikke engang er bedre her. Men nu hvor jeg alligevel ikke er interesseret, så kan det vel mere eller mindre også være ligemeget. Om man her i Amerika blot kan være venner blandt drenge og piger er jeg dog heller ikke helt klar over, det virker desværre ikke så udbredt her, hvis jeg skal være helt ærlig. Men nu må vi jo se. 

Jeg har altid været lidt forbløffet over, at der skal ingenting til, for at en dreng inviterer en pige ud i de amerikanske film. Det virkede så urealstisk på en måde. Du ved... støder lige pludselig ind i hinanden på en cafe, og derefter udveksler numre eller aftaler en date, eller på gangen i skolen osv. Det hele virkede så urealistisk og jeg kunne overhovedet ikke forestille mig, at det skete særlig tit i Danmark, eller er det bare mig? Jeg er efterhånden ret overbevist om, at det nok rent faktisk sker her i Amerika - drengene er måske bare mere direkte, men hvad der ligger til grund for det, har jeg ingen anelse om. Måske er de ikke ligeså "stolte" og dermed ikke ligeså "bange" for at blive afvist, eller måske er de bare bedre til at tage chancen, hvad ved jeg? 

fredag den 5. januar 2018

Måneden der gik - december i Amerika.

Endnu en måned er nu gået. På en måde har det ikke rigtig føles som december måned, den har i hvert fald ikke været som den plejer at være. Jeg har manglet nogle af de danske traditioner og manglet min familie for, at julen ville være i top, men ser man bort fra det, så har det været en god og magisk måned. 

I starten af december sagde jeg farvel til min faster efter 12 dejlige dage sammen. Jeg har været til Alexs band koncert, været i biografen for at se wonder med Julie, set pitch perfect 3 med en veninde, og jeg har opført mig som en lille pige til Zoolights i DC. Jeg har set det store juletræ hos det hvide hus, samt træerne rundt om det store juletræ, som repræsentere alle staterne i Amerika. Jeg har fået en ny veninde Pia, som jeg mødte på "bumle" som er en dating app. Det smarte ved denne app er nemlig, at man kan vælge, om man søger dates eller bff - og jeg søger kun bffs. Nu lyder jeg måske en smule ensom, men når man har så meget fritid og gerne vil ud og rejse en masse, så er det vigtigt med lidt forskellige veninder, eftersom at alle jo selvfølgelig ikke har det samme arbejdsskema eller samme to-do-liste. Vi mødtes på Starbucks og tog om aftenen til karaoke bar og videre på et diskotek. Det endte med en "efterfest" hos en amerikaner, hvor vi alle lå på sengen og hørte musik og snakkede. Ikke som man normalt forestiller sig en efterfest, men det var rigtig hyggeligt og afslappende - jeg sætter stor pris på, når man kan være sig selv og bare slappe af i andres selskab. Morgenen efter var det dog ikke lige så sjovt, det var i hvert fald rigtig svært at komme op. 
Jeg har stået på skøjter på et tag. Desværre var isen elendig, men udsigten og området var super cool. Vi fik varmt kakao og nød solen. Vejret her i december har været super underligt. Den ene dag er der sne, og den anden dag er der fuld sol og omkring 14 grader. Det slet ikke til at finde ud. Jeg har været med til at bage julesmåkager, hvilket i alt endte med omkring 10 forskellige slags. Jeg har aldrig prøvet at have så stort et småkageudvalg, hvilket man selvfølgelig ikke kan klage over. Jeg har set smukke amerikanske huse med julelys og været i New York City, hvilket var helt fantastisk.  







Et af højde punkterne i denne måned var uden tvivl ugly sweater houseparty hos et amerikansk kærestepar. Det hele overgik alle mine forventninger. Ja der var de røde krus, som man ser på film, der var massere af mad bl.a kyllingevinger, chips, pizza og cookies. Jeg er ikke så vant til fester med massere af  mad, så det fik jeg da i hvert fald benyttet mig af - måske lidt for meget. Det endte med omkring 7 kyllingevinger, 3 stykker pizza samt chips, så det var måske lige rigelig nok, og som i nok kan regne ud, så blev jeg altså overhovedet ikke noget, der kunne ligne at være beruset. Det endte derimod med ondt i maven, flot Sofie.. Burde virkelig lære at begrænse mig lidt. Heldigvis var dette også en fest, hvor det ikke var nødvendigt at være fuld, for at have det sjovt. Vi spillede drukspil og dansede grimt - hvilket jeg er stor fan af. Jeg snakkede med en pige, som havde været i København. Det er altid sjovt at høre, hvad andre mener om Danmark. Hun beskrev det som rent, søde altid velklædte mennesker med et perfekt udseende. Hun nævnte bl.a. de perfekte øjenbryn og den perfekte hud, hvad fanden? Derudover nævnte hun også, at folk var sundere og det rene vand - hun følte sig endda sund af at drikke vores vand. Hun var virkelig betaget af Danmark ligesom, at jeg er betaget af Amerika. Hun så det, at folk altid er velklædte som en god ting, hvor jeg elsker amerikanernes sporty og afslappet stil. Hvem elsker ikke at kunne gå i natbukser i offentligheden? Alle menneskerne til festen var super rare og super cool. Især pigerne overraskede mig. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg frygtede den bitchede attitude, som piger ofte har overfor fremmede piger, men det var der ikke noget af. Vi mødtes med dem igen to uger efter, hvor vi så slåskamp, hvilket på ingen måde interesserede mig, men det var godt at se dem igen. 
Til nytår var Pia og jeg endda også sammen med to af de drenge, som vi lærte at kende til festen. Vi holdt forefest hos en af dem, og tog senere videre til en fest. Festen var ingen succes - det var mennesker, der var gift, uddannet osv. De havde i hvert fald styr på livet og var lidt små kedelige. Ikke for at være dømmende eller udtale mig om, at folk der har styr på livet er kedelige, for det må da egentlig være meget rart - det kender jeg desværre ikke rigtig til. Det var bare lidt tamt og hvor var mit dansegulv? Vi tog derfor videre til en anden fest, hvilken derimod blev en succes. Vi dansede endnu engang grimt og hyggede os bare. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til denne aften, hvilket måske også er grunden til, at den netop blev så god. Normalt overvurderer jeg nytårsaften og har alt for høje forventninger, hvilket dermed ofte ender med en skuffelse. 

Vinterferien er ovre, og jeg kan ikke længere sove længe, bortset fra i går og i dag hvor børnene har haft fri på grund af, at der åbenbart er for koldt. Det lyder lidt mærkeligt efter min mening. Det var egentlig fint nok at vende tilbage til hverdagen, de to dage det varede, men jeg har da heller ikke noget imod, at kunne sove længe. 




lørdag den 30. december 2017

There comes a day when you realize turning the page is the best feeling in the world - because you realize there's so much more to the book than the page you were stuck on.

Puha endnu et år er nu snart gået, og vi skifter årstallet ud med 2018. Det har været et år fyldt med byturer, en stress over skolen, alt for mange følelser, glæden over at blive student, en stor beslutning og et endnu større spring - det har været et blandet år med slid, tårer, fest og farver. Som jeg læste i min dagbog fornylig "lever kun for weekenderne, hvor jeg kan drikke mig stiv og få en smule fred for det, der giver mig hovedpine" (21/2 2017). Selvom det er skrevet i starten af 2017, så beskriver det måske meget godt mit år. Lad mig bare sige, at jeg ikke rigtig savner gymnasietiden. Gymnasietiden blev ikke rigtig som forventet for mit vedkommende, men altså det medførte to guldklumper, som jeg er mere end taknemmelige for, og som jeg savner hver eneste dag. 

2017 har bl.a. været vidne til et blåt øje i Magaluf og min sædvanlige sløret aften i udlandet, kast op i bussen på vej i byen, et mislykket aalborg karneval hvor vi alle endte med at blive væk fra hinanden, en glæde for sit arbejde i Power med skønne kollegaer samt en crazy Power fest i København. En stor beslutning om at tage til Amerika, sjov grønkoncert i Århus, alt for mange lektier og afleveringer, en lidt for fuld men fantastisk gallafest, fraværssamtale, en sidste skoledag klædt ud som indianer, været ved at dø over SRP, en lykke for at være færdig med gymnasiet og endelig student. Studenterfester, studenterkørsel, et rigtigt pool party, nye venskaber, alt for meget natmad, onkels bryllup, succesfuld Justin Bieber koncert, tøsetur til heidepark og en fantastisk smukfest med alt for lidt søvn. Fik klippet kort hår, et hårdt farvel til dem derhjemme, og indflytning hos en fremmed familie. Forvandlet mig til et kattemenneske og udviklet en glæde for naturen. Sunget lidt for elendigt i mikrofonen til karaoke bar, været tæt på at slå en hjort ihjel, levet livet som en amerikaner. 21 års fødselsdag i US, en rigtig Halloween, thanksgiving, jul uden mine forældre. Følelsen af at være i en film og hooked på at få krydset alt af på to-do listen. 

Nogle gange er det virkelig tankevækkende at kigge i sin gamle dagbog. Det kan både frembringe et smil, et grin, flovhed men også grave en gammel følelse op. Det er som at at vende tilbage til det tidspunkt, hvor man skrev det, og man kan mærke præcis, hvad man følte i det øjeblik. På godt og ondt. "Står og er ved at skulle lave morgenmad og pludselig løber tårerne ned af mine kinder, og jeg begynder at græde. Havde lige snakket med en fra Cultural Care omkring tingene, der skal ordnes inden jeg skal rejse. Det kommer bare så tæt på, og det gør mig rigtig følsom. Jeg ved, at det bliver hårdt, men jeg tror virkelig, at det er det, jeg har brug for. Komme væk, langt væk. Er bange for at fortryde at blive au pair, men på den anden side, kan jeg heller ikke holde tanken om at blive her ud". Jeg husker tydeligt, hvor emotionel jeg var op til starten på mit eventyr. Jeg var virkelig i tvivl om, det var den rigtige beslutning, men jeg var bare så sikker på, at jeg ville væk. Jeg er heldigvis ikke i tvivl længere - dette var den rigtige beslutning. Selvom det virkede så skræmmende at tage det store skridt alene ud i en helt fremmed verden, så endte det med at blive det bedste, jeg nogensinde har gjort. Allerede nu kan jeg mærke, at jeg har forandret mig på de "få" måneder, jeg har været her - det bliver spændende at se, hvad der vil ske på de resterende måneder.


Jeg håber virkelig, at 2018 vil blive mit år, men håber vi ikke det hvert år? Det meste af 2018 vil jeg være her i Amerika, og dette år kan kun bringe en masse nye oplever, og forhåbentligt kun blive bedre end 2017. Jeg ved ikke endnu, hvad 2018 vil bringe, men jeg håber bl.a. at California, Florida, Boston, Texas, Las Vegas, Atlanta, Hawaii, og de andre stater omkring Virginia vil blive krydset af listen. Derudover ser jeg frem til mit besøg af min mor, min gymnasieveninde Hannah, som for nylig fortalte mig, at hun også gerne vil komme og besøge mig, hvilket gjorde mig ualmindeligt glad. Derudover Nicoline, hvis hun får råd, hvilket jeg selvfølgelig håber. Limoride, drive in bio, en masse national parker, roadtrips, evt. krydstogt til Bahamas. Listen er nærmest uendelige, og selvom et år kan synes af meget, så tvivler jeg på, at jeg kan nå det hele.

Jeg er så evig taknemmlig for min familie og mine venner hjemme i Danmark. Det er umuligt ikke at frygte at blive glemt, erstattet, og at tingene ikke vil være det samme, når man kommer hjem, for der kan ske så meget på et år. De har ingen anelse om, hvor meget deres støtte samt en tanke i ny og næ betyder - men det betyder alverdens, og især på de dage, hvor jeg føler mig så langt væk hjemmefra. Jeg ville aldrig have klaret de indtil videre fire måneder, hvis det ikke var for dem. Selvom jeg virkelig savner dem alle, og nærmest græder ved tanken om at se dem igen, så føler jeg mig samtidig også rigtig heldig - at have så betydningsfulde mennesker i mit liv. 

torsdag den 28. december 2017

Walking in a winter wonderland - New York City 










Den 23 december tog jeg med to veninder til New York City - det er hvad jeg kalder magisk. Det var noget af en oplevelse, og jeg er så glad for, at vi tog afsted. Jeg var ret i tvivl om, jeg skulle tage afsted eftersom, at jeg var der for en månedstid siden, men jeg ville gerne se alle julelysene, og hvem siger, at jeg nogensinde vil have så stor en chance for det igen? Det var jo oplagt eftersom, at det ikke er "mere end 4 timer væk". Vi tog bussen klokken 7 om morgenen og tog den hjem igen klokken 19.30, og egentlig var det et perfekt antal timer - vi nåede i hvert fald, hvad vi ville. Vi var i kvarteret Dumbo, gik over Brooklyn Brige mens det småregnede og var tåget. Det positive ved dette var, at vi nærmest havde broen for os selv, hvilket vist står til sjældenhederne. Nogle butikker var super flot pyntet og andre butikker havde cool vindusudsmykning, vi så det store Rockerfeller juletræ, så et fantastisk lysshow, gik en tur i Central Park og gik igennem et julemarket. Det hele var så smukt, julet og magisk, og det burde helt klart være en ting, alle burde opleve. 

Da vi var på vej hjem i bussen, sad jeg ved siden af en ung fyr. Jeg har aldrig oplevet noget ligende. Han begyndte pludseligt at nusse/prikke til siden af mit lår. Jeg troede først, at det var den, man sætter selen i, der stødte ind i mig, men det virkede alligevel underligt. Jeg kiggede derfor hen på ham, jeg sad ved siden af, men han "sov". Jeg rykkede mig en smule fra seletingen, men det blev ved. Jeg var virkelig forvirret. Var jeg bare overtræt? Var det noget jeg bildte mig ind? Pludselig kunne jeg mærke noget, der gravede sig ind under mit ben og længere op mod min numse - det var ikke normalt, og det var bestemt ikke noget, jeg bare bildte mig selv ind. Jeg rykkede mig igen. Det var så underligt, og han begyndte at skræmme mig en smule. Pludselig landede hans jakkeærme over mit lår, men det kunne vel bare være tilfældigt? Alligevel ikke. Pludselig begyndte det at blive lidt varmt på mit lår. Jeg flyttede ærmet og kunne hurtigt få et glimt af hans hånd på mit lår, som han fjernede, idet jeg fjernede ærmet. Han gjorde det hele så diskret, at det var helt uhyggeligt. Jeg var så chokeret, forbavset og skræmt, at jeg ikke engang kunne få mig selv til at sige noget til ham. Jeg endte nærmest med at sidde oppe i vinduet, efter at have rykket mig 4 gange.. Hvordan kan man ikke forstå en hentydning? Da jeg skulle ud af bussen, da vi endelig var i DC, kunne jeg ikke engang få mig selv til at kigge på ham - det var virkelig en ubehagelig oplevelse. Jeg ved også godt, at jeg skulle have sagt noget, men jeg var virkelig chokeret, at jeg nærmest var helt mundlam. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad der fik ham til at tro, at han kunne tillade sig det? Jeg sagde knap to ord til ham.. Men selvom det var en ubehagelig afslutning på dagen, så kunne det ikke ødelægge det eventyr, jeg havde oplevet denne dag. 

tirsdag den 26. december 2017

Min jul i Amerika

Julen er allerede ved at være ovre, og vi går nu snart ind i et nyt år. Det er helt utroligt alt det, der har været sket i de snart fire måneder, hvor jeg har været her i Amerika, og nu kan jeg krydse amerikansk jul samt jul uden min familie af listen. Julen i år er blevet fejret den 25 i stedet for den 24, jeg har fået gaver om morgenen, i stedet for om aftenen. Jeg har fået fisk som julemad i stedet for and og flæskesteg, og jeg har båret hyggetøj fremfor for fint tøj. Det har været sjovt at opleve en jul, der står lidt i kontrast til den danske jul, men altså som jeg har sagt før, så fortrækker jeg den, som den plejer at være. Men det var en oplevelse og helt klart en jul, jeg aldrig vil glemme. 

Den 24, som også i Amerika kaldes juleaften, fik vi 5 forskellige slags fisk. Forretten bestod af 4 forskellige slags fisk, som man kan se på billedet. Ikke engang forretten kunne jeg spise det hele af. Derefter bestod hovedretten af en pastaret med fisk i. Jeg savnede nu godt nok min danske julemad, men det var da altid noget, at jeg godt kan lide fisk. Dette er en italiensk tradition, som min værtsmor er vokset op med. Det virker ikke til, at de her i Amerika har en typisk juleaftensret, som vi mere eller mindre har i Danmark. Det har nok også noget at gøre med, at der er så mange forskellige etniciteter her. I løbet af dagen spillede vi spil, jeg snakkede med min familie i Danmark, jeg hjalp med at forberede maden og ellers spiste vi bare småkager og tullerede rundt. Om aftenen så vi en jule film. Så det var en stille og rolig aften. Det var ikke fordi jeg savnede gaverne på nogen måde, det var bare lidt som om, at jeg blev ved med at vente på "juleaften", hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg manglede min danske julemad, min familie, ris a la mande, pakkespil, dans om juletræet, som jeg egentlig ikke er særlig stor fan af længere. Jeg manglede lidt de ting, som jeg tænker på, når jeg tænker "juleaften".  Jeg ved dog, at de fleste ting næste år vil være ved det samme, så det hjælper en del. 

Den 25 stod vi op ved 8 tiden, og 5 julesokker stod i sofaen med små gaver i. Der var bl.a chokolade, hyggesokker, gavekort til biografen og andre småsmager i sokkerne, så det var meget hyggeligt. Derefter hentede "børnene" pakker til os alle, og vi åbnede gaverne. Faren filmede hele gaveforestillingen, og det var egentlig meget fredeligt. Jeg var ret overrasket over, hvor mange gaver jeg fik familien, det havde jeg slet ikke regnet med. Der var endda også en gave fra katten. Vi spiste god morgenmad, og ellers forløb dagen meget rolig med besøg af familiens venner, vi så en julefilm, spillede et spil, jeg snakkede med nogle veninder hjemmefra, og om aftenen fik vi noget, jeg nærmest tror er flæskesteg samt sovs, så det var jeg godt tilfreds med. Denne dag savnede jeg dog at tage i byen, som de fleste unge i Danmark gør dagen efter juleaften. Bare tanken om at se alle igen - den dag glæder jeg mig meget til. 

I dag var jeg lige en hurtig tur i fitness, mens Julie var til svømning. Det var godt at være tilbage, for puha hvor væmmes jeg bare ved synet af min krop fortiden. Sådan nogle periode har vi fleste jo, og det bestemt heller ikke noget nyt, men det er især kommet her den sidste månedstid, og det er ikke bare på grund af juletiden.. Maden her er anderledes og federe, positionerne er større, og jeg har ikke hørt om nogle au pairs, som ikke har taget på her i Amerika, men puha hvor jeg hader det. At tabe mig og blive sundere må vist blive et af nytårsforsættene, hvilket jo efterhånden er et meget almindeligt og optimistisk nytårsforsæt for mange mennesker. 


mandag den 18. december 2017

You never really know the true value of a moment, until it becomes a memory

December måned har været anderledes i år. Mange ting har været anderledes, siden jeg er kommet til Amerika, hvilket jeg ofte ikke har noget imod. Det er spændende og interessant at opleve noget nyt og anderledes fra det, man er vant til, og jeg er sikker på, det også er sundt for os alle at prøve. December måned er en helt speciel måned for rigtig mange mennesker, hvilket jeg måske bedre forstår nu. I år har jeg været langt væk fra min familie - dem man normalt plejer at nyde og fejre denne hyggelige tid med. Jeg vil ikke være hjemme juleaften, men skal i år fejre jul på en helt anden måde. Inden mit eventyr startede, glædede jeg mig til at prøve at opleve en amerikansk jul. Det ikke fordi jeg ikke længere glæder mig til det, det er bare gået op for mig, at jeg nok foretrækker julen, som den altid plejer at være.
Jeg har en veninde, der nævnte noget om, at det nok ville blive mærkeligt her i december, og at det måske ville fremkalde hjemve. Det forventede jeg egentlig ikke på det tidspunkt eftersom, at jeg ikke troede, at julen var hellig for mig. Selvfølgelig har jeg altid holdt af julen og dets traditioner, men jeg troede ikke, at det havde så stor en betydning, som jeg nu har fundet ud af, at den har. At tingene her i december ikke har været, som de plejer at være, har åbnet mine øjne, og nu glæder jeg mig nærmest allerede til december næste år. Måske lidt for tidligt at glæde sig til? I starten kunne jeg mærke et lille savn til de ting, som jeg normalt plejer at tage for givet i denne måned - bl.a. julekalenderhygge med familien hver aften, kalender- og adventslysene. Adventsgaver, hjemmelavet æbleskifter hos mine bedsteforældre, lækkert hjemmelavet marcipan konfekt, julefrokost osv. Vi har heller ikke bagt julesmåkager endnu, men det er jeg så til gengæld sikker på, at vi skal lave, men hvornår? Synes måske, at det er ved at være på tide. Det undre mig bare, at de ikke har kalenderlys her, og hvad med julekalenderne i tv'et? Derfor må jeg jo følge med i den i Danmark. Nu ved jeg bare, at jeg næste år vil gøre noget mere ud af denne måned.

Det er ikke kun for mig, at denne måned har været anderledes. Kathy (hostmom) har været i L.A for at tage sig at sin bror, som har kræft. Det har derfor kun været børnene, faren og jeg. Faren som ofte er på foretningsrejse, og som man normalt ikke ser så meget til, har nu skulle vise en helt anden side af ham selv. Han har skulle tage Kathys rolle - hende der normalt styrer alt her i huset. Det har været mærkeligt ikke at have hendes dejlige væsen her, men hvor er jeg bare glad for, at hun kommer hjem inden juleaften.

Derimod er det også anderledes for min famile hjemme i Danmark. Jeg vil ikke være der juleaften, og mine forældre vil heller ikke være sammen. Det er lidt som om, at vores lille familie på tre - mor, far og datter, nu er skilt ad. Min lille familie som altid plejer at være sammen. Det er underligt at tænke på, og det giver mig på en måde en klump i halsen. Jeg ved det bliver super mærkeligt for dem, at jeg ikke er der, men nu hvor de heller ikke har hinanden, gør det bare endnu mere mærkeligt. Sidste jul var altså sidste gang, at min lille familie holdt jul sammen, hvorfor satte jeg ikke noget mere pris på det? Men ja, man ved jo aldrig, hvornår noget er sidste gang. I år står jeg i det mindste ikke med valget mellem hvem, jeg skal holde jul med, men det skal jeg så til gengæld forholde mig til næste år. Ja jeg glæder mig til de sædvanlige traditioner i december, men jeg ved allerede, at det heller ikke blive et nemt valg, for hvordan skal jeg kunne vælge? 

søndag den 10. december 2017

I'm in a different world now

For omkring et år siden blev jeg færdig med min Au Pair profil på Cultural Care og min søgning efter en værtsfamilie begyndte for alvor. Jeg havde dog ikke regnet med, at det ville tage omkring 5 måneder, at finde den rigtige familie. Det tog tid - længere tid end hos mange andre, men jeg til gengæld, fandt den rigtige familie i første hug. Hver dag ser jeg opslag om rematch på Au Pair grupper, og jeg er så glad for, at det ikke har været en realitet for mig, men man skal vel aldrig sige aldrig. Jeg er bare glad for, at jeg ikke tog en hurtig beslutning, men fulgte mit hjerte. Det vildt at tænke på, at det næsten er et år siden. Der er sket så meget, og jeg er virkelig i Amerika - det land, jeg altid har drømt om. Jeg havde flere gange lyst til at give op på søgningen, for det hele var så uoverskueligt med skolen samtidig. Derimod vidste jeg heller ikke helt, om jeg egentlig havde modet på det, og om jeg egentlig havde lyst til det. Det eneste jeg vidste var bare, at jeg ville væk - ud og opleve noget nyt. Selvom det var nogle stressende og nervepirrende måneder, så gav jeg heldigvis ikke op.

Nogle gange er det ikke til at forstå, at jeg virkelig er her. Jeg ved ikke hvorfor, det er jo bare et land? Men USA har bare altid været så langt væk fra mig, og jeg har bare altid vidst, at jeg ville dertil, men hvorfor helt præcis, det ved jeg egentlig ikke. Måske har jeg bare ville opleve alt det, jeg ser på film og i serier, måske det bl.a. var de smukke skyskrabere i NYC, de lækre strande i California - Amerika betagede mig bare.
Til tider føles det som om, at jeg er i en helt anden verden. Jeg ser skyskrabere, som jeg kun har set på film, rigtige amerikanske store huse med basketnet, og nu lever jeg i et. Vejene er større - alt er større. Folk i Virginia er interesseret for andre end dem selv, og jeg har aldrig oplevet så mange fremmedede smile til mig. Havde heller aldrig troet, at jeg ville falde i snak med fremmede i saunaen, i boblebadet, på metrostationen osv. I Danmark snakker man ikke rigtig med fremmede, og vi fleste forsøger f.eks. ihærdigt at undgå at sidde ved siden af en fremmed i bussen, og de færreste smiler til hinanden på gaden. Det var nærmest overvældende at komme her, og det var klart en ting, jeg lagde mærke til i starten, og jeg elskede det med det samme. I Danmark blev jeg så glad, hver gang en fremmed smilede til mig på gaden, fordi det netop aldrig rigtig skete. Nu er det blevet hverdag.
For første gang af hvad jeg kan huske, har jeg oplevet godt vejr på min fødselsdag. Jeg har aldrig oplevet strålende sol i oktober måned, og at man har kunne sidde i tanktop i starten af december. Det er ikke svært at vende sig til, og vejret i Danmark er klart en af de ting, jeg slet ikke savner. Derfor overraskede det mig lidt, da der pludselig sneede lørdag morgen. Hvor kom det fra? 

På en måde føles det lidt som om, at jeg lever i to verdener. Jeg har mit liv i Danmark og samtidig et liv her i Amerika. Jeg snakker engelsk til dagligt, men samtidig går der heller ikke en dag, hvor jeg ikke skriver eller snakker dansk. Dem jeg kender aller bedst ser jeg ikke i hverdagen længere, og de kender slet ikke til dem, jeg nu ser hver dag. Det er svært at give slip på alt det derhjemme og bare leve mit liv her i Amerika.

Der er så mange ting, jeg allerede holder af herovre, og for mit vedkommende har det været overraskende nemt at falde til og føle sig hjemme. Til tider glemmer jeg helt, hvordan tingene er i Danmark, f.eks. hvor mange spor vi har på de danske motorveje, og hvilke færdselsregler vi har i Virginia men ikke i Danmark. Hvordan kan man nærmest allerede blive i tvivl?
Hvis jeg skal være helt ærlig, kunne jeg sagtens forestille mig at bo herovre permanent. Jeg er sikker på, at når mit år er ovre, så er jeg mere end klar til at komme hjem, og der er da også allerede ting, jeg virkelig ser frem til, når jeg kommer hjem igen, men man ved jo aldrig hvad fremtiden vil bringe. Jeg vil i hvert fald ikke udelukke muligheden, for jeg er vild Amerika.