Sider

torsdag den 19. april 2018

Besøg af min mor: New York City & Washington DC.

I eftermiddags sagde jeg farvel til min mor efter to skønne uger. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er, at sige farvel. Hele dagen har tårerne bare blevet ved  med at løbe, og det er som om, at de ingen ende vil tage. Har sådan brug for at være alene og bare græde, men jeg føler ikke jeg har noget sted, hvor jeg kan gøre det, uden nogle kan høre mig. Den tomhed det efterlader, når en hjemmefra tager afsted igen er ikke rigtig til at beskrive. Man har lige vendt sig til at have dem tæt på igen, og så tager de bare afsted og efterlader mig her 6342 km fra mit rigtige hjem. Endnu engang havde jeg lyst til at tage med hjem, og tanken om at se mine venner og familie igen, får mig bare til at græde endnu mere. Det som om, at se nogle hjemmefra bringer hjemve. Jeg havde det fint inden min mor kom, men det fik mig til at indse, hvor meget jeg egentlig savner dem derhjemme. 
Jeg græd allerede på vej til lufthavnen, da jeg skulle tage imod min mor. I en halvtime begyndte tårerne at løbe hver gang, jeg kiggede hen mod døren, hun skulle komme igennem, så istedet stod jeg og kiggede ligeud, netop for at undgå at græde - det var lidt for tidligt. At se folk tage imod familie, kæreste og venner i lufthavnen var virkelig rørende og gjorde det ikke ligefrem nemmere angående tårerne. Som tiden gik blev jeg mere og mere utålmodig, og kunne tilsidst godt kigge hen mod døren uden at græde, men da hun så endelig kom efter en times tid, så brød det ud. Der stod vi og græd sammen. Det var så overvældende, det var på en måde urealistisk, at hun endelig var her efter 7 måneder, og før jeg nåede at se mig om, så var hun væk igen. Jeg ved godt, at jeg vil blive glad igen, som jeg har været det meste af tiden her i Amerika, men lige nu, lige i dag føles det bare uoverskueligt, og jeg håber bare, at den tomhed, jeg føler lige nu, er forsvundet imorgen. 

Ikke misforstå mig, jeg havde virkelig brug for, at min mor kom, men man bliver bare aldrig klar til at sige farvel. Dog var det virkelig dårlig timing, for dagen inden hun kom, døde min hostmom's bror af kræft. Der havde været en trykket stemning i huset, og hendes tristhed kunne tydeligt mærkes. I sådanne situationer er man virkelig på udebane, men da det skete, blev den endnu tydeligere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så det var virkelig tiltrængt med en ferie, som startede om mandagen. 
Den første aften (torsdag) tog min mor og jeg ud og spise med min hostdad, fordi børnene havde fritidsaktiviteter, hvilket var helt udemærket. Min mor mødte derimod først min hostmom og børnene i løbet af de sidste dage, hvor hun var her, hvilket også var virkelig hyggeligt. Jeg er dog derimod bare glad for, at hun fik dem mødt - fik et indblik i den familie, jeg har boet hos i over 7 måneder, for i starten så det hele temmeligt sort ud. Hun skulle have mødt dem fra start, hun skulle have boet hos os, men sådan blev det desværre ikke. 

Fredag morgen træder jeg i kattebræk som det første, og ikke nok med det får jeg selvfølgelig også næseblod, lørdag tager bussen tilbage til Washington DC et par timer længere end den burde, ikke spørg mig hvorfor, og søndag bakker jeg ind i en anden bil. Jeg var klar til at græde. Da min mor og jeg så stiger ud af bilen, står pigen derimod nærmest og griner en smule - puha hvor er jeg glad for, at der intet skete, og at hun tog det så pænt. Følte godt nok ikke lige, at heldet var med os.

Fredag viste jeg min mor rundt og gav hende et indblik i området osv. Hele lørdagen stod på NYC, hvor hun selvfølgelig så de oplagte ting som Brooklyn bridge, Time Square, 9/11 memorial og world trade center, vi besøgte Madam Tussaud museum med voksfigur af kendte samt 4D film. Det var klart et af højdepunkterne, det var virkelig en oplevelse - især 4D filmen. Derudover var vi i Empire State Building - den udsigt bliver man altså aldrig træt af. Jeg har aldrig følt mig så ynkelig, som jeg følte mig lige inden vi skulle til at hjem med bussen. Vi havde sølle to dollars tilbage i kontant og var super sultne - jeg var i hvert fald. Der var selvfølgelig kun madsteder, hvor man kun kunne betale kontant, så der gik jeg rundt til de forskellige for at høre, hvad jeg kunne få for sølle 2 dollars - hvilket var rettere sagt intet. Jeg kom pludselig til en lidt flinkere en, som sagde jeg kunne for en crossant til to dollars, fordi han havde ondt af mig, så det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til, selvom det dog ikke lige var det mest mættende til en 4 timers lang bustur, som derimod også blev forsinket, men altså man må jo nogle gange tage, hvad man kan få. Fordi jeg åbenbart så så ynkelig ud fik jeg også lige en lidt tør kage med på vejen, så der var man jo lidt heldig. Har godt nok aldrig følt mig så sølle, så fattig og ynkelig i mit liv, men så fik man da også prøvet det. 
Søndag spiste vi på en amerikansk diner og brugte dagen i Washington DC, hvor hun så det hvide hus, forskellige mindesmærker og hun fik oplevet Cherry Blossom, så det var nogle begivensrige og travle dage.

Mandagen stod på cruise til Bahamas og Miami Beach, men det vil jeg komme ind på i et andet indlæg. Hvor har den sidste tid været ret overvældende. Den trykket stemning i huset, følelses af at være på udebane, besøg af min mor, hvor vi bl.a. har fået snakket om mine forældres skilsmisse. Det bliver virkelig en hel ny hverdag, jeg kommer hjem til, men det var rart endelig at snakke rigtig om det.



 



 





Washington DC:


 




torsdag den 5. april 2018

Washington DC - Cherry Blossom

I søndags tog jeg til en begivenhed kaldes "Cherry Blossom" i Washington DC, hvilket er en stor begivenhed her i DC. Blomstringen vil kun være der i kort tid - omkring to ugers tid, hvorefter blomsterne vil falde af træerne og evt blive erstattet med blade, så derfor er det med at slå til, når blomstringen bliver annonceret. Tidspunktet er forskelligt fra år til år, eftersom at det selvfølgelig afhænger meget af vejret. Der er nogle mennesker, der holder øje med træerne og gætter på tidspunkter, hvornår blomstringen vil blive, så det er klart et højdepunkt her i DC, og mange tager også hertil bare for at se det, så det skulle jeg selvfølgelig ikke gå glip af. Derudover er der også et festival i forbindelsen med blomstringen, hvor der er forskellige events. Jeg tror dog ikke, at blomsterne har nået sit højdepunkt endnu, men et smukt syn, det var det bestemt. Det var en slags gåtur langs vandet, hvor man var omringet af blomsterne. Jeg tog afsted med en af pigerne, jeg mødte i weekenden. Vi var rigtig heldige med vejret, så efter vores gåtur købte vi mad fra food trucks og holdt os en lille picnic på græsset, så det var en perfekt dag. 





tirsdag den 3. april 2018

Roadtrip: Baltimore & Atlantic City.

Weekenden stod på roadtrip, hvilket er en ting, jeg er ret stor fan af. Denne gang var det dog med tre helt fremmede piger, hvor jeg havde fundet dem via en au pair gruppe. 
En af pigerne havde lavet et opslag, om nogle var interesseret i at tage til Baltimore og Atlantic City, og ja hvorfor ikke. Jeg havde ikke været nogle af stederne, så selvfølgelig var jeg klar. Vi var alle så heldige at have fri om fredagen, så vi tog en tur til Baltimore, som er i staten Maryland, men som en af pigerne troede var en stat for sig selv, så det fik vi grinet ret meget af. Da vi lige var kommet dertil ville en af pigerne have noget mad. Mens vi stod der og ventede i køen, oplevede jeg et af de øjeblikke, som virkede lidt filmagtigt. Ud af det blå sagde en ung fyr, at jeg havde et dejligt smil, og begyndte derefter at spørge ind til mig. Han sluttede af med at spørge efter mit nummer, fordi han gerne ville se mig igen. I har vel set det i film, hvor en spilder/taber noget, eller kommer til at gå ind i et fremmed, og hvor de så ender med at tage på date eller noget i den stil? Jeg har altid tænkt "det sker jo aldrig i virkeligheden", men ja jeg tror nærmere, at det afhænger af ens kultur, og det er bare ikke rigtig en del af den danske kultur, hvis man kan sige det. Jeg tror i hvert fald, at det sjældent sker - i hvert fald i ædru tilstand. Men ja det var bare så random, og hvor elsker jeg bare det omkring Amerika - de siger virkelig bare, hvad der falder dem ind. 
Vi tilbragte nogle hyggelige timer downtown, fik noget god mad og gik langs havnen. Derefter kørte vi til Atlantic City i New Jersey, som er østkystens svar på Las Vegas med alle kasinoerne, hvilket var super blæret. Vi holdt forefest på hotellet, hvor deres mission selvfølgelig var at hælde på mig i spillet vandfald. Vi tog derefter i byen, hvor vi var inde i en slags bygning, hvor der var alverdens kasinoer og andre forskellige spil, som jeg ikke engang kender navnene på. Derudover var der klubber, restauranter og hotel, så det var et ret cool sted. Vi havde en super sjov aften, og tog hjem da klubberne lukkede. Lørdagen var de andre temmelige døde, så vi endte først med at tage fra hotellet ved 12 tiden. Vi tilbragte dagen i Atlantic City, hvor vi gik langt strandpromenaden, var en tur nede på stranden, og især en af pigerne fik spildt en del penge på spil. Byen var så sommerlig og hyggelig, og jeg kunne bestemt godt finde på at tage dertil igen. Vi havde to super sjove dage, og hvor er jeg bare glad for, at jeg er begyndt at gøre ting som dette -  at tage på roadtrip med fremmede, havde aldrig faldt mig ind, hvis i havde spurgt mig for 7 måneder siden. 














torsdag den 15. marts 2018

Sometimes you just need a little break - hvad er der sket siden sidst? 


Tiden er fløjet afsted, men jeg må sige, at jeg nu er kommet til et punkt, hvor jeg virkelig er ved at have brug for et lille break - brug for en lille pause fra hverdagen. Når jeg arbejder bruge jeg det meste af tiden i sofaen eller i bilen, og ja det kan da til tider blive pænt kedeligt, når man intet "rigtig" laver, selv når man er på "arbejde". Det lyder som et luksus problem. Lad mig bare sige, at jeg glæder mig super meget til, at min mor kommer og besøger mig om meget kort tid. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at se hende igen, samt til at vise hende Amerika, og ikke mindst at få nogle uforglemmelige minder sammen. Men derudover så har det været en tid med meget skift i vejret, dejlige venskaber, hyggelige stunder, usædvanlige tilbud samt mindeværdige øjeblikke. 

I starten af februar fik jeg mit første kram af Alex, som nogle af jer nok allerede har læst. Det var en speciel dag.
Jeg havde nogle tydelige drømme i starten af februar, og nogle gange ville jeg sådan ønske, at jeg vidste hvad de betød. Jeg drømte bl.a. at min far fortalte mig, at han ville komme og besøge mig sammen med min mor. Det føltes så virkeligt, da jeg vågnede, så det var lidt hårdt at indse, at det blot var en drøm. Betyder det, at jeg endnu ikke er klar til at se virkeligheden i øjnene? Godt jeg stadig har et halvt år til at vende mig ved tanken. Derudover drømte jeg også, at jeg svømmede med delfiner, som jeg altid har haft en stor kærlighed til, men jeg blev selvfølgelig angrebet af hajer. Jeg havde i forbindelse med cruiset, jeg skal på til april, overvejet om jeg skulle svømme med delfiner, eftersom at det altid har været noget, jeg har overvejet og drømt om. Jeg har bare ikke vidst, om jeg egentlig turde, fordi jeg altid har synes, at vand er lidt skræmmende. Hvorfor skulle jeg lige drømme om hajer i denne forbindelse, det har da ikke ligefrem givet mig mere lyst. Men nogle gange skal man jo gøre ting, der skræmmer en. 

For anden eller tredje gang fortalte min værtsfar, at han havde fået klager fra naboerne om, at jeg kører for stærkt i nabolaget. Det gjorde mig lidt sur indeni, for efter sidst gang han sagde det, har jeg virkelig tænkt over det, og kørt hvad jeg må (det meste af tiden). Derudover klagede de også over, at jeg ikke stoppede ved stopskiltene - der er da ingen, der stopper fuldstændigt ved stopskiltene, når der ikke kommer nogle biler. Min værtsfar sagde endda også selv, at han heller aldrig gør det, men at det selvfølgelig bare gjorde ham lidt bekymret, at han havde fået klager fra tre forskellige naboer. Det jo slet ikke super pinligt - kæft nogle sladrehanke.

Derudover har jeg fået et par nye veninder, været i byen samt blevet venner med dørvagten på torsdagsklubben. Jeg er blevet færdig med alle mine klasser og har nu alle de credits, som jeg skal have, for at fuldføre au pair programmet - mangler dog Niagara Falls turen til Juni. Jeg har trænet med en amerikansk ven, som er personlig træner, så det jo godt nok lige at kunne få nogle fifs. Derudover er det jo ikke dårligt, at have en ven på college. Lad mig bare sige, at jeg venter på en college fest. Desværre har de fået afbud på at holde fester for tiden, fordi en endte på hospitalet sidste gang. Gad vide hvor længe der går...  Jeg har set super bowl hos en veninde, hvor der var alverdens mad. Måske jeg kun kom på grund af maden... og selvfølgelig selskabet. Endnu en gang spiste jeg alt for meget. Super bowl interesserede mig endnu engang ikke, men det var sjovt at opleve en rigtig amerikansk superbowl komsammen med alverdens lækkerier. 

Jeg har selvfølgelig set Fifty Shades Of Grey, som største delen af den kvindelige befolkning. Derudover har jeg også set The Greatest Showman på valentinsdag, som jeg overraskende nok var rigtig vild med, og hvis det ikke skal være løgn, så har jeg også set "everyday", som nu også var en ganske okay film.
Jeg har været på road trip til North Carolina og Tennessee, hvor bull riding og country musik var et hit. Jeg har spillet bowling med en flok veninder, bestilt rejse til Cancun, og taget billeder i photobooth for første gang - ikke nemt at være 6 inde i sådan en. Jeg har været på picnik i Great Falls park, eftersom at vejret pludselig var 27 grader, selvom der sneede få dage før. Vejret her er mig en gåde.

Jeg har for første gang følt, at Julie og jeg var som søskende. Dette var dog en engangsforstilling, men en dag, jeg håber, der kommer mange flere af. Ved ikke lige hvad der gik af hende, men hun var virkelig i snakkehumør og fortalte mig alverdensting. Selv da jeg havde en veninde på besøg, blev hun ved med at snakke til mig, og kom endda ned på mit værelse, for at fortælle mig hvor mange kalorier, hun havde spist til aftensmad. Hun tilbød mig endda også hendes sidste stykke pizza, hvilket heller aldrig er sket før. Det var helt overvældende, men hold fast hvor gjorde det mig glad. Ligeså glad som den dag, Alex krammede mig. Det sjovt at tænke på, at de sikkert allerede dagen efter har glemt disse momenter, hvor det for mig har så stor betydning, at det kommer i min dagbog. Samt er øjeblikke jeg håber, der vil komme flere af. 

I denne måned (marts) kom der også nogle udsædvanlige tilbud, som jeg nu ellers aldrig har oplevet før. Jeg blev bl.a. inviteret hjem af en lesbisk - ved ikke lige hvilke signaler, jeg sender i byen. Da jeg takkede pænt nej tak, sluttede hun af med at sige, at jeg altså ikke skulle være bange - for de skulle nok lade være med at voldtage mig. Havde hun regnet med, at det ville få mig til at skifte mening? Derudover blev jeg også kontaktet på instagram, hvor jeg blev tilbudt en sugar daddy på 37 år, for han er altså vild med ambitiøse kvinder, og det er jeg jo? En ting jeg endda ikke selv var klar over. Jeg ville tjene imellem 300-500 dollars om ugen (ca. 1800-3000 kr), hvilket jeg da må være ærlig at indrømme var pænt fristende. Endda mere end jeg tjener som Au Pair, men også her blev det en pænt nej tak. Kan simpelthen ikke sætte mig ind i den tankegang.

Jeg tæller ligeså stille ned til at min mor kommer, hvor vi bl.a. skal shoppe, til NYC, til Miami beach samt på cruise til Bahamas, og hvor jeg for første gang skal bruge nogle af mine betalte feriedage. Kun 20 dage, og jeg vil stå i lufthavnen klar til at give hende det største kram. Jeg kan ikke vente!









onsdag den 28. februar 2018

Live a life you will remember - seks måneder

Hold fast hvor er der sket meget på blot 6 måneder; grænser er blevet brudt, bucket list er blevet længere, kryds er blevet sat, nye ting er blevet prøvet og alt har været bedre end, hvad jeg har turde håbe på. Jeg har oplevet ting, jeg kun har turde drømme om, jeg har oplevet ting, som forevigt vil blive husket. Jeg har mødt mennesker fra hele verden, og aldrig har det været nemmere at finde venner. Aldrig har jeg følt mig så tryg, følt mig så sikker i at køre, aldrig har tiden gået så hurtig og mennesker været så søde - aldrig har jeg følt mig så glad. Dette har udentvivl været de bedste 6 måneder i mit liv. 

Jeg har oplevet nogle af de amerikanske traditioner, som vi i Danmark har stjålet, men som på ingen måde kan sammenlignes. Jeg har oplevet en rigtig halloween, thanksgiving, en amerikansk jul og  valentinsdag. Det har været en kæmpe oplevelse, og en af de mange grunde til, at jeg så gerne ville hertil. Jeg må sige, at halloween udentvivl var min favorit, og jeg ved allerede, at jeg vil komme til at savne oktober måned, når jeg kommer hjem igen. Der er intet, der kan sammenlignes med min oktober måned her. Jeg oplevede et haunted house for første gang, var omringet af alverdens ting med græskarsmag, var til halloween pub crawl og oplevede en rigtig halloween, som man ser på film. Det var intet mindre end fantastisk!

Jeg har været til houseparties, kørt med en gul NY taxi, været på en amerikansk diner, karaoke bar, rooftops bars. Leget turist i forskellige stater, hiket i den smukke natur, set en amerikansk football kamp samt ice hockey, taget billeder i photobooth, været på road trips, spist alt for meget mad, forelsket mig i en kat, skyskrabere, solnedgange, samt palmetræer.

Jeg har oplevet 10 forskellige stater; Virginia, West Virginia, Maryland, New York, Illinois, Pennsylvania, Georgia, South Carolina, North Carolina, Tennessee. Det er kun 20% af hele Amerika, så der er lang vej endnu. Indtil videre er Tennessee, New York og South Carolina/Georgia (de minder meget om hinanden) mine favoritter. Tennessee skilte sig ud med deres cowboy tema og deres country musik, hvor der føles som om, at man er i en film, når man er i New York City. South Carolina/Georgia gav mig en feriefølelse, og det gik op for mig, hvor vild jeg er med palmetræer.

Torsdagsklub, breakfast dates, sing along musik, hyggetøj, teenagerhud, frihed, snaksaglige fremmede, tøsehygge og fed mad er især ting, der beskriver mit halve år. Jeg har vendt mig af med mit "alkoholsforbrug", og har kun drukket omkring 6 gange, hvor 3 af dem var i min fødselsdagsweekend, så det er altså ingenting, sammenlignet med mit forbrug i Danmark. Det føles så godt ikke længere, at se det som en nødvendighed.

Jeg har levet i min egen trygge lille bobbel, hvor jeg hverken har læst eller set nyheder. Jeg tror dette er grunden til, at jeg aldrig har følt mig så tryg, for hvordan er det muligt, at føle sig mere tryg i Amerika end i lille Danmark? Jeg løber ikke længere hen til døren, når det er mørkt, selvom jeg kun er få meter derfra. Det føles godt ikke at være bange hele tiden, fordi jeg netop er så uvidende om, hvad der sker ude i verden, men på den anden side bryder jeg mig heller ikke om, at føle mig så udvidende. Det er bare så skræmmende at høre om alle de frygtelige ting, der sker rundt omkring. I løbet af de sidste måneder, har jeg lært kun at fokusere på her og nu, og har for det meste af tiden, skubbet mine bekymringer væk. Jeg har haft fred i mine tanker, hvilket har været så rart eftersom, at mit hoved normalt er fyldt med alverdens lort. Jeg føler en slags indre ro og en oprigtig glæde indeni, og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor godt det føles.

Jeg har lavet en lille video omkring mit halve år. Jeg håber selvfølgelig, at i vil kunne lide den, men hvis ikke, så er det også helt okay, for videoen gør i hvert fald mig super glad.

fredag den 23. februar 2018

Road trip: North Carolina & Tennessee - rodeo show & country music.

Sidste weekend stod på road trip, hvilket var oplagt i og med, at mandag var en helligdag. Vi startede fredag aften, hvor vi kørte til North Carolina for at overnatte. Lørdag morgen tilbragte vi i downtown Raleigh, hvorefter vi kørte til Knoxville, som er i staten Tennessee. Vi spiste lækker aftensmad på gay street, og om aftenen så vi et rodeoshow/bull riding, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det var klar en af de bedste ting ved hele turen. Jeg havde aldrig overvejet at se sådan et show, men hvor er jeg glad for, at jeg nu har oplevet det. Det kan klart anbefales, og ifølge min mening så er det hundrede gang sjovere end at se en fodbold kamp eller en anden sportsgren. Det var fuldstændig som på film! Atmosfæren var fantastisk, og folks påklædning med cowboy sko og hatte var prikken over i'et. Vi havde egentlig pladser lidt langt fra, men Lena og jeg endte med, at sætte os ned foran i løbet af den sidste del af showet eftersom, at der ikke sad nogle. Det var sjovt, at have det helt tæt på. Da showet var ovre, og der var fundet en vinder, skulle vi selvfølgelig også have autografer fra alle de professionelle, der stillede op, for så kikset var vi nemlig - følte mig rigtig som en teenager fan

Søndag morgen tog vi billeder ved væggen "Greetings from Knoxville" og kørte derefter til Nashville, som var hovedbyen på vores road trip. Vi tilbragte søndag, samt noget af mandag i Nashville, hvor vi havde dejligt vejr og hyggelige stunder. Vi så Vanderbilt universitet, en park og de forskellige smukke vægge med grafitti. Vi gik en aftentur på en bro, hvor der var udsigt ud over byen,  hvilket var super smukt. Fra broen af kunne man høre musikken spille, og jeg kunne slet ikke vente med at komme ned og opleve det. Jeg vidste på forhånd, at Nashville er kendt for deres country musik, samt er en rigtig musikby men, at der ligefrem var live-musik på alle værtshusene/barerne, som man på amerikansk sydstatslang kalder "Honky tonks", havde jeg alligevel ikke forventet. Det var en lang gade med forskellige barer og musik  - godt nok kendte jeg ikke det musik, der blev spillet, og normalt lytter jeg heller ikke til countrymusik, men det var simpelthen så fantastisk. Jeg har allerede lyst til at tage dertil igen - udelukket på grund af stemningen samt musikken i byen. Det var nogle super hyggelige barer -  rooftop barer, massere af lyskæder og temaer. Hos den sidste bar vi var på, var der live musik nedenunder, og ovenpå var det et rigtigt diskotek med rigtig festmusik. Vil mene at jeg nu har oplevet en rigtig Nashville fest.

Jeg havde ikke de store forventninger til Tennessee, og det har aldrig været en af de stater, jeg bare var nødt til at besøge, men det er klart en af mine yndlingsstater indtil videre. Bare hele temaet med cowboy var alt for cool. Vi var i en cowboy sko butik, og aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at der kunne være så mange forskellige slags. Jeg prøvede "sweet potato fries" og "hot chicken", hvilket Tennessee er kendt for. Jeg synes altid det er ret interessant, at prøve noget mad, der er specielt i de stater, jeg besøger. Vi fik den stærke sovs ved siden af kyllingen, og hold da op hvor var det stærkt. Ikke noget jeg nødvendigvis vil prøve igen, men sweet potato fries derimod var nærmest bedre end normale fries.

Vi kørte ind i en anden tidszone, og det er så imponerende, at man kan være i det samme land - blot en køretur på 10 timer, og alt er anderledes. Jeg har aldrig set nogle bære cowboy sko eller cowboy hatte her i staten Virginia, hvilket på en måde også ville være malplaceret. De bærer det muligvis på de country klubber, vi har her, hvor man bl.a. kan lære at danse country line dans. Det vil tiden vise, eftersom at jeg for første gang skal på en i aften.  Det jeg mener er, at jeg ikke kunne forestille mig, folk gå i det her i offentligheden. Det som om, det ikke rigtig er en del af normen, hvorimod det bliver set som værende normale i Tennessee. Derfor er det altid så spændende at opleve en ny stat, især når det er en, der udskiller sig fra de andre, og netop af den grund er jeg så vild med Tennessee - fordi den er anderledes.

Jeg var afsted med en af de piger, jeg mødte for første gang på min sidste road trip, samt to andre piger, som jeg aldrig havde mødt før. Det altid lidt "risikabelt", når man tager afsted med nogle, man ikke rigtig kender. Man ved jo aldrig, hvordan man kommer ud af det med hinanden og den slags ting, og før jeg kom hertil, ville jeg aldrig have taget på road trip, med nogle jeg ikke rigtig kendte, men i år er alt bare anderledes. Vi havde det fint, men lad mig bare sige, at jeg ikke rigtig har lyst til at tage afsted med dem igen, så skal jeg i hvert ikke være den eneste, der ikke snakker tysk. De havde en tendens til, at snakke tysk, det meste af tiden, fordi de nærmest kun har tyske venner. Der er overraskende mange tyskere her, tror nærmest at over halvdelen af alle au pairs er fra Tyskland, det helt crazy. Det var lidt tarveligt af dem, og jeg forsøgte også at sige det til dem flere gange, men det som om, at det er en vane for dem, hvilket er super ærgerligt. Godt nok havde jeg tysk i skolen, men puha hvor snakker de alt for hurtigt til, at jeg overhovedet kan forsøge at følge med i samtalen. Lige siden jeg er kommet hertil, har jeg ikke rigtig brugt min hjerne, så det krævede nærmest for meget, at skulle til at tænke igen. Det er lidt uhyggeligt at tænke på.

Sangen til sidst i indlægget, er en sang, jeg for første gang hørte tre unge fyre synge på en af de mange barer, og jeg blev helt vild med den.

Raleigh - North Carolina:


Knoxville - Tennessee. 






Nashville - Tenneesee.