Sider

tirsdag den 13. februar 2018

Sometimes the smallest things take up the most room in our hearts

Om ikke så længe er der gået seks måneder, og halvdelen af mit år her i US er dermed gået. Da jeg overvejede, at blive au pair, synes jeg, at et år var lang tid, for kunne jeg nu undvære min familie og venner i et helt år? Normalt tænker man et år som lang tid - 4 forskellige årstider, hvor vinteren er uendelig. Men alligevel når vi tænker tilbage, så fløj tiden jo ofte vel og mærket. I andre lande er det muligt, at være au pair i f.eks et halvt år, men i netop US er det mindste et år, hvilket mere eller mindre giver god mening. Tænk hvis min rejse allerede var ovre, lad mig bare sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg har halvdelen af mit år tilbage. Det er i løbet af de sidse par måneder, hvor jeg er begyndt at føle, at jeg komme godt ud af det med "børnene" - især drengen, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad det gør mig. Det tog sin tid at komme til det punkt. Der er de små øjeblikke, hvor det hele bare er det værd. Selvom de virkelig har deres humørsvingninger - de er jo teenagere, så er jeg virkelig begyndt at holde af dem. Drengen og jeg kan joke med hinanden, og jeg tager det ikke længere tungt, hvis han svarer mig respektløst. Hvorimod det var noget helt andet i starten - som det menneske jeg er, så tog jeg det selvfølgelig tungt. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Når børnene var i dårligt humør, så endte jeg også med at blive det, fordi det selvfølgelig også gik ud over mig. Det var ikke altid nemt, men det er der jo aldrig noget, der er i begyndelsen. Jeg ønskede så inderligt at opbygge et godt forhold til dem, ønskede så inderligt at prøve, at have "søskende" for en stund, men ofte føltes det bare som en umulig opgave, og jeg gav mere eller mindre op. Jeg trøstede mig dog med, at katten gav mig lidt omsorg samt, at jeg kom godt ud af det med moren. Jeg følte mig heldig, fordi jeg netop ved, hvor uheldig så mange andre au pairs hver eneste dag er med deres værtsfamilier, samt jeg følte mig hjemme, jeg var spændt på dette eventyr, og vigtigt af alt jeg var gladere, så derfor kunne jeg godt se bort fra det "ikke rigtig eksisterende forhold" til børnene. Men nu føler jeg mig bare endnu mere heldig. Moren havde godt nok sagt, at det ville tage noget tid at opbygge et forhold til børnene,  men at det tog så lang tid, havde jeg ikke forventet. Pludselig uden rigtig at bemærke det, så var vores forhold vokset.

Den anden dag prikkede Alex (drengen) til mig, hvilket resulterede i en lille prikke-kamp, hvor han selvfølgelig endte med at løbe "bange" væk. Jeg ved ikke hvad det er, men det gjorde mig bare glad. Jeg kender ham efterhånden så godt til at vide, at han aldrig ville have gjort det ved en, han ikke følte sig tryg ved. Hvor lyder det plat, men det var som en slags bekræftelse, at jeg faktisk gør noget rigtigt. Jeg ved ikke om i kan følge mig? I starten af min sjette måned, fik jeg mit første kram af Alex. Ja i hørte rigtigt - et kram. Det var et stort øjeblik, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at det ville ske. Men ja, det skete simpelthen. Han ville have mig til at køre ham til best buy. Jeg bad ham om at sige, at jeg var den bedste au pair nogensinde, hvilket han selvfølgelig gjorde, men at krammet kom oveni, det var overraskende. Da jeg fortalte moren det, spurgte hun om, jeg var sikker på, at det var Alex, for hun kunne ikke huske, hvornår han sidst havde krammet en au pair. Ja jeg følte mig ret specielt i det øjeblik, og det fortjente bestemt at komme i dagbogen. Tænk at et kram kan betyde så meget, men det er virkelig de små ting, der bare betyder alverdens, og som i sidste ende bare slet ikke er små.

mandag den 29. januar 2018

The best part of your life time will be the small, nameless moments you spend smiling with someone who matters to you - MÅNEDEN DER GIK

Endnu en måned er gået - endnu en fantastisk måned med gode minder, grin og venskaber.
I denne måned har jeg taget min først klasse. Jeg tog en museums klasse med min veninde Sarah, og jeg havde aldrig forestillet mig, det kunne være så nemt. Vi var der i omkring 2 timer og lavede ikke en skid. Vi skulle svare på nogle spørgsmål, vi kunne finde i den botaniske have, og vi var så heldige, at en af pigerne på vores hold lavede det hele, så det var jo skønt. Resten af dagen tilbragte jeg med Sarah.

Jeg har haft en seriøs snak med min værtsforældre, eftersom at pigen fandt en alkoholsflaske i min bil. Det var super akavet, men altså jeg forstod jo godt det alvorlige i det, eftersom at jeg bl.a kunne have været arresteret og endt med at blive sendt hjem, hvis politiet havde stoppet mig. Gudske lov for at dette ikke skete. De er super strenge herovre, og det er ikke altid noget, man tænker over, når man ikke er vant til det. Jeg havde ikke drukket, men min veninde havde på vej til et diskotek. Her i USA er det ikke tilladt at drikke i bilen - slet ikke engang at have alkohol i nærheden af chaufføren. Sååå det kommer nok ikke til at ske igen. 

Derudover har jeg været på min første road trip, og har nu to nye stater krydset af listen. Det var helt fantastisk, og jeg kunne til hver en tid tage på en ny. Jeg har fået bestilt cruise til Bahamas med min mor til April, så det ser jeg rigtig meget frem til. Det kan ikke blive andet end godt.

Jeg har for første gang hentet Alex inde på skolen, fordi han var "syg". Da han rejste sig op, fik han overbalance og var ved at vælte. Dette resulterede i, at sygeplejersken troede, han ikke kunne gå optimalt og derfor forlangte, at han skulle sidde i en kørestol, mens skolens sikkerhedsvagt, sygeplejersken og jeg fulgte ham hen til bilen. Det var simpelthen så sjovt, og jeg havde så svært ved at holde masken. Alex var så sur over at skulle sidde i den kørestol, og muligvis også ret flov, eftersom at vi skulle gå forbi den lange kø af biler, der skulle hente deres børn. Jeg skulle her være den ansvarlige voksen, men jeg havde så svært ved at tage det seriøst. Alex var helt okay, han havde blot lidt hovedpine og ondt i maven, men sygeplejersken mente, at jeg skulle tage ham til hospitalet. Det gjorde jeg ikke - jeg lavede istedet hans favoritter: varmt chokolade og mac & cheese.

Har haft tøseweekend med min veninde Sarah, som jeg simpelthen er så glad for, at have fået som veninde. Vi har det altid så sjovt sammen, og man kan ikke være andet end i godt humør, når man er sammen med hende. Vi spiste på noget kaldes "Wendy's", som minder  om McDonalds - bare bedre ifølge min mening. Mens vi sad der og spiste, kom der pludselig to drenge hen til vores bord, og inviterede os til houseparty. Først sagde Sarah, at hun hed Charlotte, og det bedste jeg simpelthen lige i øjeblikket kunne komme op med var navnet Henry - drengene forstod ikke helt, hvorfor vi grinede så meget. Vi endte ikke med at tage til festen, eftersom at vi bare trængte til en tøseaften, derudover var de jo også alt for unge til Sarah - det skal lige siges, at de var 20 og 23, hvilket bestemt heller ikke er nemt, når pigebarnet er til fyre sidst i 20'erne, og 30 gør da heller ikke spor, og at hun har en fyr, skal da ikke være nogen forhindring. Hun er simpelthen amazing. Søndag var en rigtig søndag - morgenmad i sengen og serie i fjernsynet. Derudover stod jeg på skøjter med min kontaktgruppe, hvilket virkelig var sjovt. At stå på skøjter i 17 grader er noget helt andet end i kulde med frosne tæer og finger.

Weekenden efter (denne weekend) legede jeg turist med 5 andre piger i Washington Dc. Vi er alle fra forskellige lande, hvilket er super cool. Vi havde sådan en hyggelig dag med massere af grin. Vi var bl.a på holocaust museum, hvilket var kæmpe. Vi fik lækker frokost, så monomenterne og ellers gik vi bare lidt rundt. Det var en lang dag og jeg var først hjemme ved halv otte tiden, hvor jeg derefter tog hjem til min veninde Sarah, hvor jeg var til søndag aften. Vi gik bl.a. en tur nede i byen, hvor jeg rigtig pruttede om priserne i en butik. Jeg ville nemlig gerne have en trøje, hvor der stod "virginia is for lovers", og først sagde han vi kunne få en besparelse på 10%, hvilket simpelthen ikke var nok. Det endte med, at han slog det ind i hans eget navn, som om at han skulle købe det, så vi fik en besparelse på 40%. Sarah synet det var rigtig flovt, at stå ved siden af, men endte selvfølgelig også selv med at købe en. Endnu en fantastisk weekend. 







'


tirsdag den 23. januar 2018

5 måneder, og hvornår føler man sig ikke som en del af familien?

For cirka fem måneder siden tog jeg flyet til Amerika - 20 år og en enkeltbillet. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor jeg vågnede op på hotellet i Kbh. Tårerne pressede sig på, og jeg følte, at jeg kunne græde forevigt. Jeg var ikke klar, men hvornår er man også det? Det var så skræmmende. Hvad havde jeg lige gang i? Det er nu tæt på at være et halvt år, jeg har været her, og jeg har aldrig oplevet tiden gå så hurtig. Når jeg tænker på, at jeg ser min familie og venner om et halvt års tid - ja så føles det på en måde som lang tid, men når jeg tænker på, at jeg kun har et halvt år tilbage til at opleve alt det, jeg har drømt om, alt det jeg har på min to-do-liste, så føles det som ingen tid. 

Lille mig, som nogle vil kalde dværg, andre vil tro jeg er 14, der skulle ud i den store fremmede verden. Til landet jeg altid har drømt om. En enkeltbillet til et fremmed land med andet sprog, kultur og traditioner. En fremmed familie, der kunne have forskønnet dem selv og deres liv. Lille mig der altid har været dårlige til at træffe beslutninger, og bange for det ukendte, men samtidig en lyst og glæde for verden, livet og dets muligheder. 

Det er selvfølgelig super underligt at flytte ind hos en fremmede familie, som man blot har haft nogle få skypeopkald med. Man har forventningen om, at man vil blive en del af den familie og føle sig som et familiemedlem, men vil man nogle sinde føle sig fuldstændig som et familiemedlem og på ligefod med de andre? Man ved jo godt, at man til hver en tid vil blive fravalgt, og at deres børn selvfølgelig altid kommer i første række, men hvordan må det ikke også være at lade en fremmed person tage del i deres liv og familie, og skulle opbygge dette bånd på ny hvert år? Jeg synes det er en stor gave, de giver - de giver muligheden for at komme til USA, rejse, og samtidig lade en føle, at man aldrig er fuldstændig alene. Det er nemt at føle sig alene, når man lige er kommet til et nyt land, hvor alt er fremmet. Man har ingen venner, man har heller ikke rigtig nogen familie, for man kender dem ikke, man skal til at finde sig til rette, til at lære området at kende, vende sig til et nyt værelse og hus, som gerne skulle blive til et hjem, man skal finde sin plads og samtidig finde sig selv i alt dette. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem. De fik mig til at føle mig velkommen og som en del af familie, da alt var nyt og lidt skræmmende. Da jeg fik nyheden om mine forældres skilsmisse, fik de mig til at føle, at jeg også har en familie her. Tænk at det virkelig er omkring tre måneder siden, jeg fik nyheden at vide. Nogle gange føles det som om, at jeg er ret afklaret og okay med det, men andre gange giver det mig en knude i maven og giver mig lyst til at græde. Det føles stadig ikke helt så virkeligt. 

Min familie fik mig hurtigt til at føle mig velkommen og som en del af familie - de var gode til at inkludere mig i alting, men samtidig give mig plads til at finde mig til rette. Selvfølgelig opstår der tidspunkter, hvor man føler sig super akavet, og hvor man ikke lige føler sig helt "hjemme". Der er selvfølgelig altid det akavet øjeblik, hvor børnene får skæld ud af forældrene. Det er selvfølgelig helt naturligt, og det er helt fint, men når de store skænderier opstår, så prøver jeg lidt at liste væk. I har vel prøvet det akavet øjeblik, hvor i er sammen med en ven, og pludselig får vennen skæld ud af forældrene, mens i står ved siden af, og ikke ved hvad i skal gøre af jer selv? Det tror jeg vi fleste har prøvet. Derudover så var der også lige det tidspunkt, hvor der stod en masse småkager på bordet, og jeg havde selvfølgelig lyst til den, som der kun var en tilbage af. Typisk ikke? Jeg kunne selvfølgelig ikke få mig selv til at tage den, hvilket højst sandsynlig havde været anderledes, hvis jeg havde været hjemme i Danmark. Når vi skal have take out lader jeg altid børnene bestemme, hvor det skal være fra, og lader som om, at jeg er ligeglad. På den anden side kunne jeg heller aldrig finde på, at spørge dem om, de vil hente mig fra byen eller noget i den stil, eller spørge om jeg må holde en kæmpe fest i deres hus. Så der er selvfølgelig altid de tidspunkter, hvor tingene ville have været lidt anderledes, hvis man havde været hjemme hos sin rigtige familie, men disse ting er til at leve med.
Et hjem er nødvendigvis ikke et sted, det er mere en følelse - en følelse af at du hører hjemme, og det at vide, du er holdt af, og for mig føles dette som et hjem. Men der er selvfølgelig aldrig noget som ens egen familie. Mine bedsteforældres kram og varme hjem, min mors omsorg og betænksomhed, min fars irriterende men samtidig savnet kommentar, som feks. "hvor ligner du udskidt æblegrød", men så det jo altid noget, man kan få den over facetime istedet haha. Ens eget værelse og seng, ja bare ens forældres ubetinget kærlighed. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem til det igen, men jeg er ikke færdig med at leve min drøm endnu, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at give op.

Men jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan finde et "hjem" andre steder i verden. Selvom Amerika er anderledes fra Danmark på rigtig mange punkter, så føler jeg mig virkelig hjemme her. Jeg elsker at være her, jeg føler mig fri, jeg føler mig langt om længe god nok - jeg føler omsider, at jeg kan trække vejret igen. Jeg er glad, jeg er virkelig glad, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ked af det. Måske lige da min faster rejste, men derudover. Inden jeg kom hertil var jeg lidt af en tudemarie, det var lidt som om, at jeg havde brug for at græde en gang i mellem, for at blive okay igen, hvis i kan følge mig? Det lyder ret mærkeligt, men den trang har jeg ikke her, og det føles så godt. Her har jeg nærmere lyst til at græde af glæde. Jeg er blevet så meget gladere, siden jeg er kommer hertil. Jeg er så evigt glad og stolt over, at jeg gjorde det!

Billeder fra den første uge i US - Training school/New York City. Billederne gør mig så glad, og jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, at jeg havde disse seks danske tøser ved min side, da jeg mest af alt bare havde lyst til at blive hjemme. Det var en stor hjælp at vi havde hinanden. 



onsdag den 17. januar 2018

Road trip - South Carolina & Georgia. 

Lørdag: Charleston - South Carolina. 

Klokken tre lørdag morgen gik turen til Charleston uden nogen plan. Seks timer inden turen begyndte, var vi hverken klar over hvor mange, vi ville blive, hvor vi skulle sove, eller hvor mange stater, vi ville besøge. Det hele var ret spontant og endte med at blive en af de bedste weekender nogen sinde. Vi var mig, min veninde Sarah, hendes amerikanske fyr og en ved navn Lena, som ingen af os kendte på forhånd, men som jeg især tilbragte en del tid med på turen. 
Vi holdt alt for mange pauser og endte først med at være i Charleston ved 1 tiden, hvor vi besøgte den smukke "magnolia plantation", hvor man normalt skal betale. Som au pair er man ret nærig, så ja vi sneg os rundt, og planlage derfor at foregive os som nogle, der ikke kunne engelsk, hvis vi nu skulle blive opdaget - det blev vi ikke, hvilket nok ellers kunne have endt med at blive en sjov fornøjelse. Derudover var vi et sted, der kaldes "the battery", som er en promenade. Der så vi bl.a. "Rainboe row", hvilket er nogle farverige huse og "the waterfront park". Vi så solnedgangen ud over promenaden, og i dette øjeblik var jeg virkelig lykkelig. Jeg var så glad, at jeg nærmest kunne have grædt. Det var så drømmende, romantisk, smukt, fredfyldt - det var hvad jeg vil kalde perfekt, og en fantastisk afslutning på en god dag. Allerede fra start var jeg vild med South Carolina, hvor palmetræer og nogle specielle træer især kendertegner staten. Det var "ferieagtigt" og gav mig sådan en glad følelse indeni. New York City er også smuk med alle skyskraberne, men dette er noget helt andet.  

Fordelen ved at have Sarahs fyr med på turen var især, at via ham kunne vi få hoteller til halv pris, så det takkede man jo ikke nej til. Bare den første dag føltes som en hel weekend, selvom vi godt nok sad i bilen i en hel del timer, så var det bare som om, at der skete så meget på en enkel dag. Vi spillede et spil der hedder "ladies night", som omhandler personlige spørgsmål. Derudover sang vi til en masse tøsemusik og spiste en masse snacks. Havde godt nok lidt ondt af fyren, men altså hvad havde han regnet med? Vi er jo trods alt piger, og "Party in the USA" og High School Musical slår jo aldrig fejl. 

Læs om den næste destination efter billederne. 














Søndag: Savannah & Tybee Island Beach - Georgia. 

Søndag fik vi lækker morgenmad på hotellet, og tog derefter bl.a til "forsyth park", "wormsloe historie site" og "bonaventue cemetery", hvilket klart var den smukkeste kirkegård, jeg har set. Vi så solnedgangen på stranden på Tybee Island, hvilket klart var et af højdepunkterne på hele turen. Til dem der kender filmen "the last song" med Miley Cyrus, så blev filmen optaget på denne strand, så det gjorde jo kun det hele lidt bedre. Endnu en perfekt aften med solnedgang og feriefornemmelse på grund af de smukke palmetræer. Husene på øen var virkelig også lækre - jeg ville i hvert fald ikke have haft noget imod at bo der. 
Os piger spiste aftensmad på en restaurant, hvor vi fik lov til at se the hunger games istedet for amerikansk fodbold, mens fyren sad hjemme på hotellet og var ved at gå i spåner over kampen. Endnu en dejlig dag fyldt med fjol, grin og snacks. 
















Mandag: Tybee Beach & Savannah. 

Mandag morgen stod vi tidligt op, for at tage til den samme strand fra dagen før, dog for at se solen stå op denne gang. Det var noget af en kold morgen, men smukt det var det. Derudover tilbragte Lena og jeg tid i downtown Savannah, hvor vi så en parade til ære for Martin Luther King. Vi spiste frozen yoghurt, gik langs floden og ledte efter souvenirs. Derefter gik turen hjem til Virginia, hvor jeg var hjemme i min seng ved 00 tiden. Godt nok brugte jeg hele tirsdagen i sengen, men bare det at komme lidt væk fra det vante, at komme ud og opleve noget nyt giver virkelig mit liv mening. Det giver mig en glæde indeni og giver mig en ny energi. Det er virkelig ting og oplevelser som dette, der gør livet værd at leve.