Sider

Viser opslag med etiketten America. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten America. Vis alle opslag

mandag den 23. juli 2018

Hvad er der sket siden sidst?




















Igen har jeg været sløv med bloggen, og ugerne er fløjet afsted. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne stoppe tiden, synes den går alt for hurtig. 
Børnene har selvfølgelig fået sommerferie, hvilket i de fleste Au Pairs tilfælde betyder mere arbejde, men i mit tilfælde, afhænger det virkelig af dagene og børnenes "planer". Da de er teenagere og bare sætter pris på at have fri og sidde på deres værelse, er der derfor ikke så meget lave. Jeg starter med at "arbejde" klokken 10, men hvis ikke jeg skal køre "børnene" nogle steder hen, har jeg heldigvis muligheden for at ligge ved poolen eller gøre noget andet. Den frihed er jeg virkelig taknemmelig for. Julie (hostkid) er begyndt at tage køretimer, og får nu snart sit kørekort, så for det meste er det altid hende, der kører - hun skal dog have en "voksen" ved siden af. Det var lidt specielt at sidde ved siden af i starten, men nu har jeg efterhånden vendt mig til det. 

Vi har haft et lille tivoli tæt på, hvor jeg bor, hvor man blandt andet kunne vinde levende fisk. Små børn gik derfor rundt med poser med levende fisk i, hvilket var super underligt. 
Jeg har været til udendørs filmaften på en havn i Maryland, hvilket er et super hyggeligt sted. Vi bad en dreng om at tage et billede af os, hvilket tog ret lang tid for ham, så da vi fik telefonen tilbage, regnede vi ligesom med, at der ville være nogle at vælge imellem, for som alle ved, så skal der tages 100 billeder, for at der bare er et godt - men nej, drengen havde kun taget et enkelt billede. Det grinede vi meget over. (Man skulle nok have været der) 

Tidligere samme dag var jeg til goodbye picnic med nogle andre tøser, hvor vi kastede med frisbee. Pludselig trådte jeg i noget hårdt med barefødder, hvorefter jeg finder ud af, at det var lort. Hvorfor det var så hårdt, ved jeg så til gengæld ikke lige. Vi kunne slet ikke stoppe med at grine igen, og igen gik det op for meget, hvor meget jeg kommer til at savne alt dette. Det var lidt ambivalent, for mens jeg grinede, og der er jo virkelig ikke noget bedre end et grin, der kommer helt nede fra maven af, så blev jeg samtidig også lidt trist - jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil se disse mennesker igen, samtidig er det virkelig med blandede følelser, at jeg snart forlader Amerika. Nogle dage fortryder jeg nærmest, at jeg slet overvejede at forlænge Au Pair programmet, mens andre dage er jeg virkelig spændt på at komme hjem igen. 

Jeg har set solnedgangen i en park med min veninde Julia, hvor der fløj en masse ildfluer rundt. Det var så smuk en aften. Vi spiste chips med kims dip, hvilket altid er en sikker vinder. 
Jeg har fejret 4th of July/Amerikas fødselsdag, hvor jeg var til pool party, hvorefter vi senere tog til Washington DC for at se fyrværkeriet. Det var selvfølgelig smukt, men det kunne altså ikke måle sig med fyrværkerier over Niagara Falls i Canada. 

Jeg har været til endnu et barcrawl, nydt milkshakes fra Amerikanske dinere, spillet bowling, set VM hvor jeg selvfølgelig ikke var helt tilfreds med, at Danmark røg ud. Jeg har sagt farvel til 3 veninder, sunget karaoke, og tilbragt et par timer i en badering ned af Potomac River med nogle veninder, hvilket var super afslappende. 

Min hostfamilie og jeg har igen haft besøg af en tidligere Au Pair, denne gang den eneste fra Danmark (udover mig selvfølgelig). Hun kom mandag og tog hjem søndag morgen, så det har været super hyggeligt, og dejligt med lidt dansk selskab. Vi har bl.a været en tur til D.C, været i Kings Dominion som er en forlystelsespark, hvilket var en dag med sus i maven. Vi har shoppet, spillet topgolf, og spist alt for meget mad!!!! Da vi var i D.C snakkede vi selvfølgelig dansk, da det kun var hende og jeg. Pludselig var der en far, der begyndte at snakke til os på dansk, hvor jeg spurgte "snakker du dansk". Jeg var så overrasket over at høre dansk i Amerika, og nogle gange bliver jeg helt i tvivl, når jeg hører noget, om det er dansk eller engelsk, eftersom at jeg er blevet så vant til at høre engelsk. Senere da vi var på Joe & The Juice, hvilket er super cool, at de har her, eftersom at det er dansk, hørte jeg også pludselig en mand have en telefonsamtale på dansk. Jeg opførte mig virkelig som om, at jeg ikke havde hørt dansk i en evighed, og snart bliver det det eneste sprog, jeg kommer til at høre. Det sjovt hvordan man kan blive så vant til et andet sprog. 
Lørdag morgen går turen til New Orleans, hvilket jeg glæder mig super meget til. Det føles som en evighed siden, jeg sidst rejste. 

onsdag den 28. februar 2018

Live a life you will remember - seks måneder

Hold fast hvor er der sket meget på blot 6 måneder; grænser er blevet brudt, bucket list er blevet længere, kryds er blevet sat, nye ting er blevet prøvet og alt har været bedre end, hvad jeg har turde håbe på. Jeg har oplevet ting, jeg kun har turde drømme om, jeg har oplevet ting, som forevigt vil blive husket. Jeg har mødt mennesker fra hele verden, og aldrig har det været nemmere at finde venner. Aldrig har jeg følt mig så tryg, følt mig så sikker i at køre, aldrig har tiden gået så hurtig og mennesker været så søde - aldrig har jeg følt mig så glad. Dette har udentvivl været de bedste 6 måneder i mit liv. 

Jeg har oplevet nogle af de amerikanske traditioner, som vi i Danmark har stjålet, men som på ingen måde kan sammenlignes. Jeg har oplevet en rigtig halloween, thanksgiving, en amerikansk jul og  valentinsdag. Det har været en kæmpe oplevelse, og en af de mange grunde til, at jeg så gerne ville hertil. Jeg må sige, at halloween udentvivl var min favorit, og jeg ved allerede, at jeg vil komme til at savne oktober måned, når jeg kommer hjem igen. Der er intet, der kan sammenlignes med min oktober måned her. Jeg oplevede et haunted house for første gang, var omringet af alverdens ting med græskarsmag, var til halloween pub crawl og oplevede en rigtig halloween, som man ser på film. Det var intet mindre end fantastisk!

Jeg har været til houseparties, kørt med en gul NY taxi, været på en amerikansk diner, karaoke bar, rooftops bars. Leget turist i forskellige stater, hiket i den smukke natur, set en amerikansk football kamp samt ice hockey, taget billeder i photobooth, været på road trips, spist alt for meget mad, forelsket mig i en kat, skyskrabere, solnedgange, samt palmetræer.

Jeg har oplevet 10 forskellige stater; Virginia, West Virginia, Maryland, New York, Illinois, Pennsylvania, Georgia, South Carolina, North Carolina, Tennessee. Det er kun 20% af hele Amerika, så der er lang vej endnu. Indtil videre er Tennessee, New York og South Carolina/Georgia (de minder meget om hinanden) mine favoritter. Tennessee skilte sig ud med deres cowboy tema og deres country musik, hvor der føles som om, at man er i en film, når man er i New York City. South Carolina/Georgia gav mig en feriefølelse, og det gik op for mig, hvor vild jeg er med palmetræer.

Torsdagsklub, breakfast dates, sing along musik, hyggetøj, teenagerhud, frihed, snaksaglige fremmede, tøsehygge og fed mad er især ting, der beskriver mit halve år. Jeg har vendt mig af med mit "alkoholsforbrug", og har kun drukket omkring 6 gange, hvor 3 af dem var i min fødselsdagsweekend, så det er altså ingenting, sammenlignet med mit forbrug i Danmark. Det føles så godt ikke længere, at se det som en nødvendighed.

Jeg har levet i min egen trygge lille bobbel, hvor jeg hverken har læst eller set nyheder. Jeg tror dette er grunden til, at jeg aldrig har følt mig så tryg, for hvordan er det muligt, at føle sig mere tryg i Amerika end i lille Danmark? Jeg løber ikke længere hen til døren, når det er mørkt, selvom jeg kun er få meter derfra. Det føles godt ikke at være bange hele tiden, fordi jeg netop er så uvidende om, hvad der sker ude i verden, men på den anden side bryder jeg mig heller ikke om, at føle mig så udvidende. Det er bare så skræmmende at høre om alle de frygtelige ting, der sker rundt omkring. I løbet af de sidste måneder, har jeg lært kun at fokusere på her og nu, og har for det meste af tiden, skubbet mine bekymringer væk. Jeg har haft fred i mine tanker, hvilket har været så rart eftersom, at mit hoved normalt er fyldt med alverdens lort. Jeg føler en slags indre ro og en oprigtig glæde indeni, og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor godt det føles.

Jeg har lavet en lille video omkring mit halve år. Jeg håber selvfølgelig, at i vil kunne lide den, men hvis ikke, så er det også helt okay, for videoen gør i hvert fald mig super glad.

tirsdag den 13. februar 2018

Sometimes the smallest things take up the most room in our hearts

Om ikke så længe er der gået seks måneder, og halvdelen af mit år her i US er dermed gået. Da jeg overvejede, at blive au pair, synes jeg, at et år var lang tid, for kunne jeg nu undvære min familie og venner i et helt år? Normalt tænker man et år som lang tid - 4 forskellige årstider, hvor vinteren er uendelig. Men alligevel når vi tænker tilbage, så fløj tiden jo ofte vel og mærket. I andre lande er det muligt, at være au pair i f.eks et halvt år, men i netop US er det mindste et år, hvilket mere eller mindre giver god mening. Tænk hvis min rejse allerede var ovre, lad mig bare sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg har halvdelen af mit år tilbage. Det er i løbet af de sidse par måneder, hvor jeg er begyndt at føle, at jeg komme godt ud af det med "børnene" - især drengen, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad det gør mig. Det tog sin tid at komme til det punkt. Der er de små øjeblikke, hvor det hele bare er det værd. Selvom de virkelig har deres humørsvingninger - de er jo teenagere, så er jeg virkelig begyndt at holde af dem. Drengen og jeg kan joke med hinanden, og jeg tager det ikke længere tungt, hvis han svarer mig respektløst. Hvorimod det var noget helt andet i starten - som det menneske jeg er, så tog jeg det selvfølgelig tungt. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Når børnene var i dårligt humør, så endte jeg også med at blive det, fordi det selvfølgelig også gik ud over mig. Det var ikke altid nemt, men det er der jo aldrig noget, der er i begyndelsen. Jeg ønskede så inderligt at opbygge et godt forhold til dem, ønskede så inderligt at prøve, at have "søskende" for en stund, men ofte føltes det bare som en umulig opgave, og jeg gav mere eller mindre op. Jeg trøstede mig dog med, at katten gav mig lidt omsorg samt, at jeg kom godt ud af det med moren. Jeg følte mig heldig, fordi jeg netop ved, hvor uheldig så mange andre au pairs hver eneste dag er med deres værtsfamilier, samt jeg følte mig hjemme, jeg var spændt på dette eventyr, og vigtigt af alt jeg var gladere, så derfor kunne jeg godt se bort fra det "ikke rigtig eksisterende forhold" til børnene. Men nu føler jeg mig bare endnu mere heldig. Moren havde godt nok sagt, at det ville tage noget tid at opbygge et forhold til børnene,  men at det tog så lang tid, havde jeg ikke forventet. Pludselig uden rigtig at bemærke det, så var vores forhold vokset.

Den anden dag prikkede Alex (drengen) til mig, hvilket resulterede i en lille prikke-kamp, hvor han selvfølgelig endte med at løbe "bange" væk. Jeg ved ikke hvad det er, men det gjorde mig bare glad. Jeg kender ham efterhånden så godt til at vide, at han aldrig ville have gjort det ved en, han ikke følte sig tryg ved. Hvor lyder det plat, men det var som en slags bekræftelse, at jeg faktisk gør noget rigtigt. Jeg ved ikke om i kan følge mig? I starten af min sjette måned, fik jeg mit første kram af Alex. Ja i hørte rigtigt - et kram. Det var et stort øjeblik, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at det ville ske. Men ja, det skete simpelthen. Han ville have mig til at køre ham til best buy. Jeg bad ham om at sige, at jeg var den bedste au pair nogensinde, hvilket han selvfølgelig gjorde, men at krammet kom oveni, det var overraskende. Da jeg fortalte moren det, spurgte hun om, jeg var sikker på, at det var Alex, for hun kunne ikke huske, hvornår han sidst havde krammet en au pair. Ja jeg følte mig ret specielt i det øjeblik, og det fortjente bestemt at komme i dagbogen. Tænk at et kram kan betyde så meget, men det er virkelig de små ting, der bare betyder alverdens, og som i sidste ende bare slet ikke er små.

tirsdag den 23. januar 2018

5 måneder, og hvornår føler man sig ikke som en del af familien?

For cirka fem måneder siden tog jeg flyet til Amerika - 20 år og en enkeltbillet. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor jeg vågnede op på hotellet i Kbh. Tårerne pressede sig på, og jeg følte, at jeg kunne græde forevigt. Jeg var ikke klar, men hvornår er man også det? Det var så skræmmende. Hvad havde jeg lige gang i? Det er nu tæt på at være et halvt år, jeg har været her, og jeg har aldrig oplevet tiden gå så hurtig. Når jeg tænker på, at jeg ser min familie og venner om et halvt års tid - ja så føles det på en måde som lang tid, men når jeg tænker på, at jeg kun har et halvt år tilbage til at opleve alt det, jeg har drømt om, alt det jeg har på min to-do-liste, så føles det som ingen tid. 

Lille mig, som nogle vil kalde dværg, andre vil tro jeg er 14, der skulle ud i den store fremmede verden. Til landet jeg altid har drømt om. En enkeltbillet til et fremmed land med andet sprog, kultur og traditioner. En fremmed familie, der kunne have forskønnet dem selv og deres liv. Lille mig der altid har været dårlige til at træffe beslutninger, og bange for det ukendte, men samtidig en lyst og glæde for verden, livet og dets muligheder. 

Det er selvfølgelig super underligt at flytte ind hos en fremmede familie, som man blot har haft nogle få skypeopkald med. Man har forventningen om, at man vil blive en del af den familie og føle sig som et familiemedlem, men vil man nogle sinde føle sig fuldstændig som et familiemedlem og på ligefod med de andre? Man ved jo godt, at man til hver en tid vil blive fravalgt, og at deres børn selvfølgelig altid kommer i første række, men hvordan må det ikke også være at lade en fremmed person tage del i deres liv og familie, og skulle opbygge dette bånd på ny hvert år? Jeg synes det er en stor gave, de giver - de giver muligheden for at komme til USA, rejse, og samtidig lade en føle, at man aldrig er fuldstændig alene. Det er nemt at føle sig alene, når man lige er kommet til et nyt land, hvor alt er fremmet. Man har ingen venner, man har heller ikke rigtig nogen familie, for man kender dem ikke, man skal til at finde sig til rette, til at lære området at kende, vende sig til et nyt værelse og hus, som gerne skulle blive til et hjem, man skal finde sin plads og samtidig finde sig selv i alt dette. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem. De fik mig til at føle mig velkommen og som en del af familie, da alt var nyt og lidt skræmmende. Da jeg fik nyheden om mine forældres skilsmisse, fik de mig til at føle, at jeg også har en familie her. Tænk at det virkelig er omkring tre måneder siden, jeg fik nyheden at vide. Nogle gange føles det som om, at jeg er ret afklaret og okay med det, men andre gange giver det mig en knude i maven og giver mig lyst til at græde. Det føles stadig ikke helt så virkeligt. 

Min familie fik mig hurtigt til at føle mig velkommen og som en del af familie - de var gode til at inkludere mig i alting, men samtidig give mig plads til at finde mig til rette. Selvfølgelig opstår der tidspunkter, hvor man føler sig super akavet, og hvor man ikke lige føler sig helt "hjemme". Der er selvfølgelig altid det akavet øjeblik, hvor børnene får skæld ud af forældrene. Det er selvfølgelig helt naturligt, og det er helt fint, men når de store skænderier opstår, så prøver jeg lidt at liste væk. I har vel prøvet det akavet øjeblik, hvor i er sammen med en ven, og pludselig får vennen skæld ud af forældrene, mens i står ved siden af, og ikke ved hvad i skal gøre af jer selv? Det tror jeg vi fleste har prøvet. Derudover så var der også lige det tidspunkt, hvor der stod en masse småkager på bordet, og jeg havde selvfølgelig lyst til den, som der kun var en tilbage af. Typisk ikke? Jeg kunne selvfølgelig ikke få mig selv til at tage den, hvilket højst sandsynlig havde været anderledes, hvis jeg havde været hjemme i Danmark. Når vi skal have take out lader jeg altid børnene bestemme, hvor det skal være fra, og lader som om, at jeg er ligeglad. På den anden side kunne jeg heller aldrig finde på, at spørge dem om, de vil hente mig fra byen eller noget i den stil, eller spørge om jeg må holde en kæmpe fest i deres hus. Så der er selvfølgelig altid de tidspunkter, hvor tingene ville have været lidt anderledes, hvis man havde været hjemme hos sin rigtige familie, men disse ting er til at leve med.
Et hjem er nødvendigvis ikke et sted, det er mere en følelse - en følelse af at du hører hjemme, og det at vide, du er holdt af, og for mig føles dette som et hjem. Men der er selvfølgelig aldrig noget som ens egen familie. Mine bedsteforældres kram og varme hjem, min mors omsorg og betænksomhed, min fars irriterende men samtidig savnet kommentar, som feks. "hvor ligner du udskidt æblegrød", men så det jo altid noget, man kan få den over facetime istedet haha. Ens eget værelse og seng, ja bare ens forældres ubetinget kærlighed. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem til det igen, men jeg er ikke færdig med at leve min drøm endnu, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at give op.

Men jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan finde et "hjem" andre steder i verden. Selvom Amerika er anderledes fra Danmark på rigtig mange punkter, så føler jeg mig virkelig hjemme her. Jeg elsker at være her, jeg føler mig fri, jeg føler mig langt om længe god nok - jeg føler omsider, at jeg kan trække vejret igen. Jeg er glad, jeg er virkelig glad, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ked af det. Måske lige da min faster rejste, men derudover. Inden jeg kom hertil var jeg lidt af en tudemarie, det var lidt som om, at jeg havde brug for at græde en gang i mellem, for at blive okay igen, hvis i kan følge mig? Det lyder ret mærkeligt, men den trang har jeg ikke her, og det føles så godt. Her har jeg nærmere lyst til at græde af glæde. Jeg er blevet så meget gladere, siden jeg er kommer hertil. Jeg er så evigt glad og stolt over, at jeg gjorde det!

Billeder fra den første uge i US - Training school/New York City. Billederne gør mig så glad, og jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, at jeg havde disse seks danske tøser ved min side, da jeg mest af alt bare havde lyst til at blive hjemme. Det var en stor hjælp at vi havde hinanden. 



fredag den 5. januar 2018

Måneden der gik - december i Amerika.

Endnu en måned er nu gået. På en måde har det ikke rigtig føles som december måned, den har i hvert fald ikke været som den plejer at være. Jeg har manglet nogle af de danske traditioner og manglet min familie for, at julen ville være i top, men ser man bort fra det, så har det været en god og magisk måned. 

I starten af december sagde jeg farvel til min faster efter 12 dejlige dage sammen. Jeg har været til Alexs band koncert, været i biografen for at se wonder med Julie, set pitch perfect 3 med en veninde, og jeg har opført mig som en lille pige til Zoolights i DC. Jeg har set det store juletræ hos det hvide hus, samt træerne rundt om det store juletræ, som repræsentere alle staterne i Amerika. Jeg har fået en ny veninde Pia, som jeg mødte på "bumle" som er en dating app. Det smarte ved denne app er nemlig, at man kan vælge, om man søger dates eller bff - og jeg søger kun bffs. Nu lyder jeg måske en smule ensom, men når man har så meget fritid og gerne vil ud og rejse en masse, så er det vigtigt med lidt forskellige veninder, eftersom at alle jo selvfølgelig ikke har det samme arbejdsskema eller samme to-do-liste. Vi mødtes på Starbucks og tog om aftenen til karaoke bar og videre på et diskotek. Det endte med en "efterfest" hos en amerikaner, hvor vi alle lå på sengen og hørte musik og snakkede. Ikke som man normalt forestiller sig en efterfest, men det var rigtig hyggeligt og afslappende - jeg sætter stor pris på, når man kan være sig selv og bare slappe af i andres selskab. Morgenen efter var det dog ikke lige så sjovt, det var i hvert fald rigtig svært at komme op. 
Jeg har stået på skøjter på et tag. Desværre var isen elendig, men udsigten og området var super cool. Vi fik varmt kakao og nød solen. Vejret her i december har været super underligt. Den ene dag er der sne, og den anden dag er der fuld sol og omkring 14 grader. Det slet ikke til at finde ud. Jeg har været med til at bage julesmåkager, hvilket i alt endte med omkring 10 forskellige slags. Jeg har aldrig prøvet at have så stort et småkageudvalg, hvilket man selvfølgelig ikke kan klage over. Jeg har set smukke amerikanske huse med julelys og været i New York City, hvilket var helt fantastisk.  







Et af højde punkterne i denne måned var uden tvivl ugly sweater houseparty hos et amerikansk kærestepar. Det hele overgik alle mine forventninger. Ja der var de røde krus, som man ser på film, der var massere af mad bl.a kyllingevinger, chips, pizza og cookies. Jeg er ikke så vant til fester med massere af  mad, så det fik jeg da i hvert fald benyttet mig af - måske lidt for meget. Det endte med omkring 7 kyllingevinger, 3 stykker pizza samt chips, så det var måske lige rigelig nok, og som i nok kan regne ud, så blev jeg altså overhovedet ikke noget, der kunne ligne at være beruset. Det endte derimod med ondt i maven, flot Sofie.. Burde virkelig lære at begrænse mig lidt. Heldigvis var dette også en fest, hvor det ikke var nødvendigt at være fuld, for at have det sjovt. Vi spillede drukspil og dansede grimt - hvilket jeg er stor fan af. Jeg snakkede med en pige, som havde været i København. Det er altid sjovt at høre, hvad andre mener om Danmark. Hun beskrev det som rent, søde altid velklædte mennesker med et perfekt udseende. Hun nævnte bl.a. de perfekte øjenbryn og den perfekte hud, hvad fanden? Derudover nævnte hun også, at folk var sundere og det rene vand - hun følte sig endda sund af at drikke vores vand. Hun var virkelig betaget af Danmark ligesom, at jeg er betaget af Amerika. Hun så det, at folk altid er velklædte som en god ting, hvor jeg elsker amerikanernes sporty og afslappet stil. Hvem elsker ikke at kunne gå i natbukser i offentligheden? Alle menneskerne til festen var super rare og super cool. Især pigerne overraskede mig. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg frygtede den bitchede attitude, som piger ofte har overfor fremmede piger, men det var der ikke noget af. Vi mødtes med dem igen to uger efter, hvor vi så slåskamp, hvilket på ingen måde interesserede mig, men det var godt at se dem igen. 
Til nytår var Pia og jeg endda også sammen med to af de drenge, som vi lærte at kende til festen. Vi holdt forefest hos en af dem, og tog senere videre til en fest. Festen var ingen succes - det var mennesker, der var gift, uddannet osv. De havde i hvert fald styr på livet og var lidt små kedelige. Ikke for at være dømmende eller udtale mig om, at folk der har styr på livet er kedelige, for det må da egentlig være meget rart - det kender jeg desværre ikke rigtig til. Det var bare lidt tamt og hvor var mit dansegulv? Vi tog derfor videre til en anden fest, hvilken derimod blev en succes. Vi dansede endnu engang grimt og hyggede os bare. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til denne aften, hvilket måske også er grunden til, at den netop blev så god. Normalt overvurderer jeg nytårsaften og har alt for høje forventninger, hvilket dermed ofte ender med en skuffelse. 

Vinterferien er ovre, og jeg kan ikke længere sove længe, bortset fra i går og i dag hvor børnene har haft fri på grund af, at der åbenbart er for koldt. Det lyder lidt mærkeligt efter min mening. Det var egentlig fint nok at vende tilbage til hverdagen, de to dage det varede, men jeg har da heller ikke noget imod, at kunne sove længe. 




lørdag den 30. december 2017

There comes a day when you realize turning the page is the best feeling in the world - because you realize there's so much more to the book than the page you were stuck on.

Puha endnu et år er nu snart gået, og vi skifter årstallet ud med 2018. Det har været et år fyldt med byturer, en stress over skolen, alt for mange følelser, glæden over at blive student, en stor beslutning og et endnu større spring - det har været et blandet år med slid, tårer, fest og farver. Som jeg læste i min dagbog fornylig "lever kun for weekenderne, hvor jeg kan drikke mig stiv og få en smule fred for det, der giver mig hovedpine" (21/2 2017). Selvom det er skrevet i starten af 2017, så beskriver det måske meget godt mit år. Lad mig bare sige, at jeg ikke rigtig savner gymnasietiden. Gymnasietiden blev ikke rigtig som forventet for mit vedkommende, men altså det medførte to guldklumper, som jeg er mere end taknemmelige for, og som jeg savner hver eneste dag. 

2017 har bl.a. været vidne til et blåt øje i Magaluf og min sædvanlige sløret aften i udlandet, kast op i bussen på vej i byen, et mislykket aalborg karneval hvor vi alle endte med at blive væk fra hinanden, en glæde for sit arbejde i Power med skønne kollegaer samt en crazy Power fest i København. En stor beslutning om at tage til Amerika, sjov grønkoncert i Århus, alt for mange lektier og afleveringer, en lidt for fuld men fantastisk gallafest, fraværssamtale, en sidste skoledag klædt ud som indianer, været ved at dø over SRP, en lykke for at være færdig med gymnasiet og endelig student. Studenterfester, studenterkørsel, et rigtigt pool party, nye venskaber, alt for meget natmad, onkels bryllup, succesfuld Justin Bieber koncert, tøsetur til heidepark og en fantastisk smukfest med alt for lidt søvn. Fik klippet kort hår, et hårdt farvel til dem derhjemme, og indflytning hos en fremmed familie. Forvandlet mig til et kattemenneske og udviklet en glæde for naturen. Sunget lidt for elendigt i mikrofonen til karaoke bar, været tæt på at slå en hjort ihjel, levet livet som en amerikaner. 21 års fødselsdag i US, en rigtig Halloween, thanksgiving, jul uden mine forældre. Følelsen af at være i en film og hooked på at få krydset alt af på to-do listen. 

Nogle gange er det virkelig tankevækkende at kigge i sin gamle dagbog. Det kan både frembringe et smil, et grin, flovhed men også grave en gammel følelse op. Det er som at at vende tilbage til det tidspunkt, hvor man skrev det, og man kan mærke præcis, hvad man følte i det øjeblik. På godt og ondt. "Står og er ved at skulle lave morgenmad og pludselig løber tårerne ned af mine kinder, og jeg begynder at græde. Havde lige snakket med en fra Cultural Care omkring tingene, der skal ordnes inden jeg skal rejse. Det kommer bare så tæt på, og det gør mig rigtig følsom. Jeg ved, at det bliver hårdt, men jeg tror virkelig, at det er det, jeg har brug for. Komme væk, langt væk. Er bange for at fortryde at blive au pair, men på den anden side, kan jeg heller ikke holde tanken om at blive her ud". Jeg husker tydeligt, hvor emotionel jeg var op til starten på mit eventyr. Jeg var virkelig i tvivl om, det var den rigtige beslutning, men jeg var bare så sikker på, at jeg ville væk. Jeg er heldigvis ikke i tvivl længere - dette var den rigtige beslutning. Selvom det virkede så skræmmende at tage det store skridt alene ud i en helt fremmed verden, så endte det med at blive det bedste, jeg nogensinde har gjort. Allerede nu kan jeg mærke, at jeg har forandret mig på de "få" måneder, jeg har været her - det bliver spændende at se, hvad der vil ske på de resterende måneder.


Jeg håber virkelig, at 2018 vil blive mit år, men håber vi ikke det hvert år? Det meste af 2018 vil jeg være her i Amerika, og dette år kan kun bringe en masse nye oplever, og forhåbentligt kun blive bedre end 2017. Jeg ved ikke endnu, hvad 2018 vil bringe, men jeg håber bl.a. at California, Florida, Boston, Texas, Las Vegas, Atlanta, Hawaii, og de andre stater omkring Virginia vil blive krydset af listen. Derudover ser jeg frem til mit besøg af min mor, min gymnasieveninde Hannah, som for nylig fortalte mig, at hun også gerne vil komme og besøge mig, hvilket gjorde mig ualmindeligt glad. Derudover Nicoline, hvis hun får råd, hvilket jeg selvfølgelig håber. Limoride, drive in bio, en masse national parker, roadtrips, evt. krydstogt til Bahamas. Listen er nærmest uendelige, og selvom et år kan synes af meget, så tvivler jeg på, at jeg kan nå det hele.

Jeg er så evig taknemmlig for min familie og mine venner hjemme i Danmark. Det er umuligt ikke at frygte at blive glemt, erstattet, og at tingene ikke vil være det samme, når man kommer hjem, for der kan ske så meget på et år. De har ingen anelse om, hvor meget deres støtte samt en tanke i ny og næ betyder - men det betyder alverdens, og især på de dage, hvor jeg føler mig så langt væk hjemmefra. Jeg ville aldrig have klaret de indtil videre fire måneder, hvis det ikke var for dem. Selvom jeg virkelig savner dem alle, og nærmest græder ved tanken om at se dem igen, så føler jeg mig samtidig også rigtig heldig - at have så betydningsfulde mennesker i mit liv.