Sometimes I'm feeling so far away

I fredags var det en uge siden, jeg kom til min værtsfamilie. Det føles egentlig som længere tid siden - der har været så mange nye indtryk og så mange nye ting, man lige har skulle ind i. Jeg er egentlig lidt overrasket over, hvor hurtigt jeg er faldt til. De første par dage var det selvfølgelig mærkeligt, at stå op om morgen i et hus der føltes så fremmed. Nu føles det ganske normalt, og jeg føler, at jeg kan være mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Her er der plads til hyggetøj, morgenhår, min uundværlige morgenkåbe, bøvse, privatliv samt fællesskab, mit ustyrlige grin, madkærlighed og bumsede hud (min hud har flippet lidt ud her på det sidste - føler mig stadig som en teenager, med de uforudslige bumser. Derudover undrer det mig lidt, at jeg stadig ikke har lært, at presse en bums ordentligt ud) - Det vil altså sige, at der plads til mig og den person, jeg er.

Det er lidt svært, at beskrive den følelse, jeg vågner op med nogle morgener. Det er ikke som sådan en dårlig følelse overhovedet, det mere følelsen af, at man er langt væk hjemme fra. Derfor er der simpelthen ikke noget, der gør mig mere lykkelig, end når jeg vågner op med en besked fra nogle hjemmefra - bare det at vide, man ikke er glemt, men at der rent faktisk er nogle, der tænker på en. Den taknemmelighed, kan jeg slet ikke beskrive!

Fredag var vi til en high school American football kamp på børnenes skole. Fik hele oplevelsen med hotdog, halvleg med cheerleaders, bands, dansere, sangere og råbende "fans"/forældre. Dette er bare en ud af mange ting, der skal prøves, når man er herovre. Der har været skønt vejr i denne uge, så jeg har slappet af i haven med musik i ørene - måske jeg også har forsøgt, at få en lille tan, hvem ved. Lørdag mødte jeg min LCC for første gang (min kontaktperson), og jeg er nu blevet "introduceret" i min kontaktgruppe igennem whatsapp, så forhåbentlig jeg finder nogle venner i mit område - man har vel lov at håbe. Vi har et månedligt møde, så i slutningen af september vil jeg i hvert fald komme til at møde dem alle. Jeg har allerede skrevet med en, der hedder Lisa og vi har aftalt at finde en dag, så det glæder jeg mig til. Søndag øvede vi lidt parkering - kan ligeså godt sige det, som det er - jeg mestrer ikke i at parkere sådan en kæmpe bil. Lille mig siddende i en bil, der er 10 gange så stor som mig selv, hvis ikke mere, er ikke altid helt nemt. Men altså jeg har da ikke ramt noget endnu, så helt dårlig kan jeg da heller ikke være. Jeg fik en bedre fornemmelse af bilens størrelse, og det var super sødt af Kathy gad bruge tid på det. Derudover øvede Julie sig også i at køre, hun er nemlig ved at tage køretimer i skolen og kommer i besiddelse af et kørekort, mens jeg er her som Au Pair. Da jeg var 16 år, turde jeg dæleme ikke få et kørekort.
Mandag var jeg i Great Falls park med Safiya, som er en af danskerne, jeg rejste med, samt hendes italienske nabo som også er Au Pair. Vi havde en rigtig hyggelig dag med picnic og gåtur gennem parken. Stedet var simpelthen så smukt og dejligt, og det er udentvivl ikke sidste gang, jeg tager derhen.