Sider

torsdag den 21. juni 2018

One of the most bittersweet feelings had to be when you realise, how much you're going to miss a moment while you’re still living it

Lige for tiden oplever jeg så mange øjeblikke, hvor jeg tænker "hvor kommer jeg til at savne dette". Nogle gange er det som om tiden går alt for hurtig, og at jeg slet ikke kan følge med. Tiden flyver afsted, og det er lidt skræmmende. Jeg er så spændt på at komme hjem, og nogle dage virker det som en evighed, mens andre dage giver mig lyst til at blive her. Giver mig en følelse af, at jeg endnu ikke er klar til at vende snuden hjemad. Jeg elsker mit liv her - jeg vitterligt elsker Amerika og alt landet indebærer, undtaget deres idiotiske billister, og måske også deres tendens til, at maden skal være så sød. Jeg føler mig så hjemme og tilpas, og vigtigst af alt, så føler jeg mig god nok - en følelse jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft. Dette er nogle ting, jeg er bange for at miste, når jeg kommer hjem igen. 

Lørdag blev brugt i Washington DC, hvor jeg så Danmark spille mod Peru på en bar, med min veninde fra Brasilien. Normalt er jeg ikke den store fodbold fan, men jeg må indrømme, at jeg er begyndt at kunne mærke en nationalfølelse. Det kom ligeså stille efter, jeg fandt ud af, at de var med i  VM. Jeg begyndte ligeså stille at mærke en stolthed, og den er efterhånden kun vokset. Jeg har heller aldrig været stor fan af Danmark, faktisk fik jeg altid landet til at lyde forfærdelig, når jeg snakkede om det. Hvad jeg hører fra Amerikanerne, der har været der, så skulle man ikke altid tro, at vi taler om det samme land. Det bliver spændende at se, hvad jeg synes om Danmark, når jeg kommer tilbage. 
Vi sad på baren, hvor jeg fik to andre drenge til at holde med Danmark, så hver gang Danmark gjorde noget godt, kom den ene og gav mig high five, samt kom han løbende hen og gav mig en krammer, da de scorede. Det var dejligt med lidt opbakning, eftersom at min veninde ikke havde den største tiltro til Danmark. Da Danmark scorede var jeg overraskende nok tæt på at fælde en tåre, hvad går der af mig? Her i dag stod jeg også tidligt op for at se kampen alene klokken 8, det havde jeg heller aldrig troet, at jeg ville gøre. 
Danmark vandt mod Peru og kæft en glæde det bragte indeni mig. Vi fejrede det på Arlington kirkegård, hvilket var ret upassende. Jeg havde endnu ikke været der, og jeg føler lidt at tiden er knap, så selvom det var virkelig upassende, så tog vi derhen, hvilket vi grinede lidt af. Derudover var vi på Union market, som er street food, samt besøgte vi nogle andre ting i DC, så det var en lang men fanatisk dag. 

Søndag stod på hiking i Shenandoah National Park. Vi tog på en rute, hvor vi kom på det højeste punkt med en smuk udsigt, samt tog en anden rute med vandfald. Det var en super smuk og sjov dag. Vi kørte bl.a. forkert, og endte et virkelig creepy sted, fordi forbindelsen hele tiden hoppede af og på. Vi så bjørne, hvilket amerikanerne var virkelig oppe og køre over. De gik helt tæt på dem, samt tog billeder i evigheder, og dermed blokerede vejen, så der opstod traffik. Det var en virkelig varm dag, hvor man svedte, så snart man gik et skridt. Da jeg kom hjem, duftede der er banankage. Julie viste mig et armbånd, hun er ved at lave, og min værtsmor viste mig et billede af Alexs nye frisure. Det var så dejligt at komme hjem til sådan en god stemning, og selvom man til tider er ved at få nok af at bo i en værtsfamilie, så gik det virkelig også bare op for mig, hvor meget jeg kommer til at savne det. 









Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.