Sometimes the smallest things take up the most room in our hearts

Om ikke så længe er der gået seks måneder, og halvdelen af mit år her i US er dermed gået. Da jeg overvejede, at blive au pair, synes jeg, at et år var lang tid, for kunne jeg nu undvære min familie og venner i et helt år? Normalt tænker man et år som lang tid - 4 forskellige årstider, hvor vinteren er uendelig. Men alligevel når vi tænker tilbage, så fløj tiden jo ofte vel og mærket. I andre lande er det muligt, at være au pair i f.eks et halvt år, men i netop US er det mindste et år, hvilket mere eller mindre giver god mening. Tænk hvis min rejse allerede var ovre, lad mig bare sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg har halvdelen af mit år tilbage. Det er i løbet af de sidse par måneder, hvor jeg er begyndt at føle, at jeg komme godt ud af det med "børnene" - især drengen, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad det gør mig. Det tog sin tid at komme til det punkt. Der er de små øjeblikke, hvor det hele bare er det værd. Selvom de virkelig har deres humørsvingninger - de er jo teenagere, så er jeg virkelig begyndt at holde af dem. Drengen og jeg kan joke med hinanden, og jeg tager det ikke længere tungt, hvis han svarer mig respektløst. Hvorimod det var noget helt andet i starten - som det menneske jeg er, så tog jeg det selvfølgelig tungt. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Når børnene var i dårligt humør, så endte jeg også med at blive det, fordi det selvfølgelig også gik ud over mig. Det var ikke altid nemt, men det er der jo aldrig noget, der er i begyndelsen. Jeg ønskede så inderligt at opbygge et godt forhold til dem, ønskede så inderligt at prøve, at have "søskende" for en stund, men ofte føltes det bare som en umulig opgave, og jeg gav mere eller mindre op. Jeg trøstede mig dog med, at katten gav mig lidt omsorg samt, at jeg kom godt ud af det med moren. Jeg følte mig heldig, fordi jeg netop ved, hvor uheldig så mange andre au pairs hver eneste dag er med deres værtsfamilier, samt jeg følte mig hjemme, jeg var spændt på dette eventyr, og vigtigt af alt jeg var gladere, så derfor kunne jeg godt se bort fra det "ikke rigtig eksisterende forhold" til børnene. Men nu føler jeg mig bare endnu mere heldig. Moren havde godt nok sagt, at det ville tage noget tid at opbygge et forhold til børnene,  men at det tog så lang tid, havde jeg ikke forventet. Pludselig uden rigtig at bemærke det, så var vores forhold vokset.

Den anden dag prikkede Alex (drengen) til mig, hvilket resulterede i en lille prikke-kamp, hvor han selvfølgelig endte med at løbe "bange" væk. Jeg ved ikke hvad det er, men det gjorde mig bare glad. Jeg kender ham efterhånden så godt til at vide, at han aldrig ville have gjort det ved en, han ikke følte sig tryg ved. Hvor lyder det plat, men det var som en slags bekræftelse, at jeg faktisk gør noget rigtigt. Jeg ved ikke om i kan følge mig? I starten af min sjette måned, fik jeg mit første kram af Alex. Ja i hørte rigtigt - et kram. Det var et stort øjeblik, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at det ville ske. Men ja, det skete simpelthen. Han ville have mig til at køre ham til best buy. Jeg bad ham om at sige, at jeg var den bedste au pair nogensinde, hvilket han selvfølgelig gjorde, men at krammet kom oveni, det var overraskende. Da jeg fortalte moren det, spurgte hun om, jeg var sikker på, at det var Alex, for hun kunne ikke huske, hvornår han sidst havde krammet en au pair. Ja jeg følte mig ret specielt i det øjeblik, og det fortjente bestemt at komme i dagbogen. Tænk at et kram kan betyde så meget, men det er virkelig de små ting, der bare betyder alverdens, og som i sidste ende bare slet ikke er små.