Sider

Viser opslag med etiketten family. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten family. Vis alle opslag

torsdag den 19. april 2018

Besøg af min mor: New York City & Washington DC.

I eftermiddags sagde jeg farvel til min mor efter to skønne uger. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er, at sige farvel. Hele dagen har tårerne bare blevet ved  med at løbe, og det er som om, at de ingen ende vil tage. Har sådan brug for at være alene og bare græde, men jeg føler ikke jeg har noget sted, hvor jeg kan gøre det, uden nogle kan høre mig. Den tomhed det efterlader, når en hjemmefra tager afsted igen er ikke rigtig til at beskrive. Man har lige vendt sig til at have dem tæt på igen, og så tager de bare afsted og efterlader mig her 6342 km fra mit rigtige hjem. Endnu engang havde jeg lyst til at tage med hjem, og tanken om at se mine venner og familie igen, får mig bare til at græde endnu mere. Det som om, at se nogle hjemmefra bringer hjemve. Jeg havde det fint inden min mor kom, men det fik mig til at indse, hvor meget jeg egentlig savner dem derhjemme. 
Jeg græd allerede på vej til lufthavnen, da jeg skulle tage imod min mor. I en halvtime begyndte tårerne at løbe hver gang, jeg kiggede hen mod døren, hun skulle komme igennem, så istedet stod jeg og kiggede ligeud, netop for at undgå at græde - det var lidt for tidligt. At se folk tage imod familie, kæreste og venner i lufthavnen var virkelig rørende og gjorde det ikke ligefrem nemmere angående tårerne. Som tiden gik blev jeg mere og mere utålmodig, og kunne tilsidst godt kigge hen mod døren uden at græde, men da hun så endelig kom efter en times tid, så brød det ud. Der stod vi og græd sammen. Det var så overvældende, det var på en måde urealistisk, at hun endelig var her efter 7 måneder, og før jeg nåede at se mig om, så var hun væk igen. Jeg ved godt, at jeg vil blive glad igen, som jeg har været det meste af tiden her i Amerika, men lige nu, lige i dag føles det bare uoverskueligt, og jeg håber bare, at den tomhed, jeg føler lige nu, er forsvundet imorgen. 

Ikke misforstå mig, jeg havde virkelig brug for, at min mor kom, men man bliver bare aldrig klar til at sige farvel. Dog var det virkelig dårlig timing, for dagen inden hun kom, døde min hostmom's bror af kræft. Der havde været en trykket stemning i huset, og hendes tristhed kunne tydeligt mærkes. I sådanne situationer er man virkelig på udebane, men da det skete, blev den endnu tydeligere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så det var virkelig tiltrængt med en ferie, som startede om mandagen. 
Den første aften (torsdag) tog min mor og jeg ud og spise med min hostdad, fordi børnene havde fritidsaktiviteter, hvilket var helt udemærket. Min mor mødte derimod først min hostmom og børnene i løbet af de sidste dage, hvor hun var her, hvilket også var virkelig hyggeligt. Jeg er dog derimod bare glad for, at hun fik dem mødt - fik et indblik i den familie, jeg har boet hos i over 7 måneder, for i starten så det hele temmeligt sort ud. Hun skulle have mødt dem fra start, hun skulle have boet hos os, men sådan blev det desværre ikke. 

Fredag morgen træder jeg i kattebræk som det første, og ikke nok med det får jeg selvfølgelig også næseblod, lørdag tager bussen tilbage til Washington DC et par timer længere end den burde, ikke spørg mig hvorfor, og søndag bakker jeg ind i en anden bil. Jeg var klar til at græde. Da min mor og jeg så stiger ud af bilen, står pigen derimod nærmest og griner en smule - puha hvor er jeg glad for, at der intet skete, og at hun tog det så pænt. Følte godt nok ikke lige, at heldet var med os.

Fredag viste jeg min mor rundt og gav hende et indblik i området osv. Hele lørdagen stod på NYC, hvor hun selvfølgelig så de oplagte ting som Brooklyn bridge, Time Square, 9/11 memorial og world trade center, vi besøgte Madam Tussaud museum med voksfigur af kendte samt 4D film. Det var klart et af højdepunkterne, det var virkelig en oplevelse - især 4D filmen. Derudover var vi i Empire State Building - den udsigt bliver man altså aldrig træt af. Jeg har aldrig følt mig så ynkelig, som jeg følte mig lige inden vi skulle til at hjem med bussen. Vi havde sølle to dollars tilbage i kontant og var super sultne - jeg var i hvert fald. Der var selvfølgelig kun madsteder, hvor man kun kunne betale kontant, så der gik jeg rundt til de forskellige for at høre, hvad jeg kunne få for sølle 2 dollars - hvilket var rettere sagt intet. Jeg kom pludselig til en lidt flinkere en, som sagde jeg kunne for en crossant til to dollars, fordi han havde ondt af mig, så det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til, selvom det dog ikke lige var det mest mættende til en 4 timers lang bustur, som derimod også blev forsinket, men altså man må jo nogle gange tage, hvad man kan få. Fordi jeg åbenbart så så ynkelig ud fik jeg også lige en lidt tør kage med på vejen, så der var man jo lidt heldig. Har godt nok aldrig følt mig så sølle, så fattig og ynkelig i mit liv, men så fik man da også prøvet det. 
Søndag spiste vi på en amerikansk diner og brugte dagen i Washington DC, hvor hun så det hvide hus, forskellige mindesmærker og hun fik oplevet Cherry Blossom, så det var nogle begivensrige og travle dage.

Mandagen stod på cruise til Bahamas og Miami Beach, men det vil jeg komme ind på i et andet indlæg. Hvor har den sidste tid været ret overvældende. Den trykket stemning i huset, følelses af at være på udebane, besøg af min mor, hvor vi bl.a. har fået snakket om mine forældres skilsmisse. Det bliver virkelig en hel ny hverdag, jeg kommer hjem til, men det var rart endelig at snakke rigtig om det.



 



 





Washington DC:


 




mandag den 18. december 2017

You never really know the true value of a moment, until it becomes a memory

December måned har været anderledes i år. Mange ting har været anderledes, siden jeg er kommet til Amerika, hvilket jeg ofte ikke har noget imod. Det er spændende og interessant at opleve noget nyt og anderledes fra det, man er vant til, og jeg er sikker på, det også er sundt for os alle at prøve. December måned er en helt speciel måned for rigtig mange mennesker, hvilket jeg måske bedre forstår nu. I år har jeg været langt væk fra min familie - dem man normalt plejer at nyde og fejre denne hyggelige tid med. Jeg vil ikke være hjemme juleaften, men skal i år fejre jul på en helt anden måde. Inden mit eventyr startede, glædede jeg mig til at prøve at opleve en amerikansk jul. Det ikke fordi jeg ikke længere glæder mig til det, det er bare gået op for mig, at jeg nok foretrækker julen, som den altid plejer at være.
Jeg har en veninde, der nævnte noget om, at det nok ville blive mærkeligt her i december, og at det måske ville fremkalde hjemve. Det forventede jeg egentlig ikke på det tidspunkt eftersom, at jeg ikke troede, at julen var hellig for mig. Selvfølgelig har jeg altid holdt af julen og dets traditioner, men jeg troede ikke, at det havde så stor en betydning, som jeg nu har fundet ud af, at den har. At tingene her i december ikke har været, som de plejer at være, har åbnet mine øjne, og nu glæder jeg mig nærmest allerede til december næste år. Måske lidt for tidligt at glæde sig til? I starten kunne jeg mærke et lille savn til de ting, som jeg normalt plejer at tage for givet i denne måned - bl.a. julekalenderhygge med familien hver aften, kalender- og adventslysene. Adventsgaver, hjemmelavet æbleskifter hos mine bedsteforældre, lækkert hjemmelavet marcipan konfekt, julefrokost osv. Vi har heller ikke bagt julesmåkager endnu, men det er jeg så til gengæld sikker på, at vi skal lave, men hvornår? Synes måske, at det er ved at være på tide. Det undre mig bare, at de ikke har kalenderlys her, og hvad med julekalenderne i tv'et? Derfor må jeg jo følge med i den i Danmark. Nu ved jeg bare, at jeg næste år vil gøre noget mere ud af denne måned.

Det er ikke kun for mig, at denne måned har været anderledes. Kathy (hostmom) har været i L.A for at tage sig at sin bror, som har kræft. Det har derfor kun været børnene, faren og jeg. Faren som ofte er på foretningsrejse, og som man normalt ikke ser så meget til, har nu skulle vise en helt anden side af ham selv. Han har skulle tage Kathys rolle - hende der normalt styrer alt her i huset. Det har været mærkeligt ikke at have hendes dejlige væsen her, men hvor er jeg bare glad for, at hun kommer hjem inden juleaften.

Derimod er det også anderledes for min famile hjemme i Danmark. Jeg vil ikke være der juleaften, og mine forældre vil heller ikke være sammen. Det er lidt som om, at vores lille familie på tre - mor, far og datter, nu er skilt ad. Min lille familie som altid plejer at være sammen. Det er underligt at tænke på, og det giver mig på en måde en klump i halsen. Jeg ved det bliver super mærkeligt for dem, at jeg ikke er der, men nu hvor de heller ikke har hinanden, gør det bare endnu mere mærkeligt. Sidste jul var altså sidste gang, at min lille familie holdt jul sammen, hvorfor satte jeg ikke noget mere pris på det? Men ja, man ved jo aldrig, hvornår noget er sidste gang. I år står jeg i det mindste ikke med valget mellem hvem, jeg skal holde jul med, men det skal jeg så til gengæld forholde mig til næste år. Ja jeg glæder mig til de sædvanlige traditioner i december, men jeg ved allerede, at det heller ikke blive et nemt valg, for hvordan skal jeg kunne vælge? 

onsdag den 6. december 2017

Some days are great, some days are not so great, but i'm doing the best that I can.

I dag onsdag d. 6 december har jeg været i Amerika i 3 måneder og 8 dage, det vil altså sige, at over 1/4 del af mit år er nu gået - det er lidt vildt at tænke på. Jeg synes allerede, at jeg har oplevet en del, men der er så meget mere jeg stadig vil nå, inden mit år er omme. Jeg har indtil videre oplevet seks forskellige stater: lllinois (Chicago), New York, West Virginia, Pennsylvania, Maryland og selvfølgelig Virginia, hvor jeg bor. Ting fra bucket listen er blevet krydset af, og jeg er kun blevet mere hooked på Amerika. 

November er ovre, og endnu en måned er fløjet afsted. Jeg startede måneden ud med at tage til Chicago, og allerede da jeg kom hjem, var jeg klar til at planlægge den næste rejse. Jeg bestod køretesten og jeg er nu officelt en beboer her i Virginia, hvilket føles godt. 
Jeg er så glad for at jeg kunne få kørekortet ud af hovedet, og dermed begynde at overveje hvilke klasser, jeg har lyst til at tage her i US. Ifølge programmet angående det at være Au Pair skal man også ende med at have fået 6 credits, inden ens år er gået. Det vil sige, at man er tvunget til at tage nogle klasser. Ens værtsfamilie betaler 500 dollars, og hvis klasserne overstiger det beløb, skal man dermed selv betale. Jeg har valgt at tage "Niagara Falls" weekendsklasse, hvor det omhandler 3 søndag, hvor man lærer noget historie og alt muligt, der sikkert er pænt kedeligt omkring Niagara Falls, men man ender med, at tage en weekend til Canada, hvilket jo er den eneste grund til, at man vælger den klasse. Jeg tager klassen med en veninde, så det skal nok gøre det lidt sjovere. Klassen ender med at give mig 4 credits, så jeg mangler 2 for at kunne fuldføre au pair programmet.

Jeg har fejret Thanksgiving for første gang, hvilket var en god oplevelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men det er egentlig bare en dag, hvor der er fokus på familien og mad. Jeg mødte for første gang noget af farens familien. De var selvfølgelig super søde, dog var ulempen lidt, at jeg kom til at savne min egen familie ekstra meget. Vi fik en slags tapas ved 12-13 tiden, hvor der var alverdens forskellige oste, spegepølse og skinke, sammen med brød, grønsager, kiks og chips. Ved 18 tiden fik vi "thanksgiving måltidet" som i denne familie består af kalkun (en der var grillet og en der var lavet i ovnen), kartoffelmos, søde kartofler, grønsager, to forskellige fyld (en der havde været inde i kalkunen, og en der ikke havde), blomkåls-ret med champion og nogle andre ting (garanteret fløde) men dette var nok egentlig min favorit. Derudover var der sovs. Jeg har nærmest ikke fået sovs i de tre måneder, jeg har været her. Jeg må sige, at jeg har savnet sovsen, for jeg er nok lidt af en sovsepige. Vi fik selvfølgelig også tre forskellige tærter: Græskar, æble og pekannød tærte, som overraskende nok var min yndlings. Græskar tærten derimod havde en super underlig konsistens og var ikke lige mig. Derudover drak de voksne en masse vin, jeg fik en drink, børnene "legede", jeg spillede et spil med en af kusinerne, vi så amerikansk fodbold, nogle tog en nap på sofaen, mens andre forberedte mad. Det var bare stille og roligt. Egentlig mindede dagen mig lidt om juleaften - familiehygge, god mad og glæde - det vi i Danmark kalder hygge, hvilket jeg har forsøgt at lære min værtsfamilie om.

Jeg har oplevet lidt af Black Friday, dog ikke den crazy del som man ser i tv'et, hvilket jeg måske egentlig nok fortryder, at jeg ikke oplevede. Jeg var ikke klar over, at nogle butikker havde åben om natten, hvilket jeg først fandt ud af på selve dagen, hvor det var forsent. Men jeg synes da, at jeg gjorde mig nogle udmærket køb.




Besøg hjemmefra. 
Jeg har været i New York city med min faster, og bare nydt tiden med hende her i Virginia og omegn, hvor vi bl.a har været i Alexandria, Georgetown, National Harbor i Maryland, på hiking i West Virginia/Maryland, nydt solen i Great Falls park på Maryland siden, oplevet Amish i Pennsylvania, hvilket var ret interessant. De levet meget gammeldags: modstandere af de moderne ting som elektronik osv. Selvfølgelig har vi også været  i Washington DC, hvor vi blev smidt ud fra en plads, hvor de var ved at forberede en event, tre gange af politiet. Det blev måske lidt pinligt til sidst, men det grinte vi bare af. Det er så afslappende at være sammen med min faster, hvilket er så dejligt. Jeg føler, at vi kan snakke om alt, så på flere punkter er hun som en slags veninde. Kender ingen der kan blive så begejstret og betaget over nogle køer på en mark, kæmpe huse eller en lille hældning i vandet. Derudover kender jeg heller ingen som kan bøvse så højlydt og bare være skide ligeglad. Ikke fordi at jeg selv er meget bedre, men hun er sgu speciel og pisse sej, og det elsker jeg hende for. Vi kan hurtigt komme op og toppes, og ligeså hurtigt  opføre os som bedste veninder igen - kunne ærligtalt ikke have ønsket mig en bedre faster.

Derudover spiste hun også til aften hos min værtsfamilie, hvilket var overraskende hyggeligt og afslappende. Vi skulle i biografen om aften, hvilket var lidt ærgerligt, eftersom at det netop var så hyggeligt. Vi endte derfor først med at køre hjemmefra, da filmen skulle begynde, fordi vi var fanget i et spil bordtennis. Vi så bad moms christmas, som var super sjov og perfekt til os. Det var lækkert, at være i en biograf hvor man har ben-læg, eller hvad end man nu kalder det. Man kunne i hvert fald ligge ned, så man sad altså ikke akavet med sine ben, som man ikke vidste hvad man skulle gøre af, hvilket var fantastisk. Min faster kom over en anden aften, hvor vi igen spillede bordtennis. Der er et eller andet over bordtennis, der gør mig ekstrem glad - jeg render bogstavligt talt rundt og smiler som en glad julegris. Derudover lå min faster, Julie (en af de "børn" jeg "passer") og jeg bare på gulvet og snakkede om lidt af hvert, det var så afslappende. Moren, Alex, min faster og jeg var også ude og spise på Cheesecake Factory om fredagen. Det var så naturligt, når hun var sammen med min værtsfamilie, hvilket virkelig gjorde mig glad og fik mig til at føle mig rigtig heldig. Hendes fly blev aflyst om søndagen, så hun kom og boede hos os til tirsdag. Ærligtalt havde jeg håbet på nogle flere dage, så det var vist skæbnen. Det var nogle skønne 12 men stressende dage vi havde sammen, og jeg er så taknemmelig og glad over at hun kom og besøgte mig. På vejen til lufthavnen begyndte tårerne at løbe, og da vi krammede farvel begyndte jeg bare at stortude. Havde slet ikke regnet med, at det ville blive så hårdt at sige farvel. I det øjeblik ønskede jeg virkelig, at det var mig der om under et døgn havde muligheden for at kramme min familie. Jeg var virkelig misundelig. 











Denne måned har ikke kun været sjov og ballade, men derimod ret hård. Jeg var ret nede i en uges tid, hvor jeg bare havde lyst til at tage hjem. Jeg var ekstrem følsom og havde bare lyst til at græde over de mindste ting, som f.eks. at en veninde var ved at aflyse en aftale. Hvordan kan man være ved at tude over det? Jeg var også i byen hvilket i starten var helt fint, men denne gang havde alkoholen bare den modsatte effekt end den plejer. Jeg blev utrolig følsom, og blev nødt til at gå ud på toilettet for at tude, for det er nogle gange det eneste der hjælper. Men hold fast hvor føler man sig super ynkelig.
Egentlig var jeg bange for at mit "gamle jeg" var tilbage. Det er svært at forklare, men jeg er normalt glad, det var mit "gamle jeg" også, men det var bare som, at jeg havde en form for tristhed indeni i en alt for lang periode. Det var nok ikke noget de fleste bemærkede, og jeg kan egentlig heller ikke rigtig sætte ord på det. Men som jeg har sagt før - det var som om, at jeg manglede noget i mit liv.  Som min mor også sagde i sidste måned "du har brug for en kæreste", og måske har hun ret. Men for alt i verden, vil jeg ikke blive sådan en, hvor jeg kun kan føle mig fuldendt med en kæreste, for det er så nemt at blive såret i denne overfladiske verden. Jeg har aldrig haft en kæreste, og på nogle punkter er jeg ret glad for det - jeg har lært at være single. Jeg må sige, at jeg nu også er ved at være klar til at prøve at have en kæreste - jeg vil så gerne opleve det! Samtidig er jeg også bange - bange for at blive knust, men er vi alle ikke det?
Det var som om, at der kom den tristhed frem, som jeg troede, at jeg havde glemt. Det var så længe siden, at jeg havde følt på denne måde, men heldigvis vågnede jeg op en dag, og det var som om, at den "nye mig" var tilbage - jeg var oprigtig glad igen. 

Vejret har været skønt og det er slet ikke til at tro, at det virkelig er december måned. Der er blevet pyntet op til jul, vi har fået juletræ, og ja hvor er det bare amerikansk, og hvor jeg elsker det! Der er dog en ting der mangler - julekalender hygge hver aften med familien. Hvorfor har de ikke julekalender i Amerika?