I dag onsdag d. 6 december har jeg været i Amerika i 3 måneder og 8 dage, det vil altså sige, at over 1/4 del af mit år er nu gået - det er lidt vildt at tænke på. Jeg synes allerede, at jeg har oplevet en del, men der er så meget mere jeg stadig vil nå, inden mit år er omme. Jeg har indtil videre oplevet seks forskellige stater: lllinois (Chicago), New York, West Virginia, Pennsylvania, Maryland og selvfølgelig Virginia, hvor jeg bor. Ting fra bucket listen er blevet krydset af, og jeg er kun blevet mere hooked på Amerika.
November er ovre, og endnu en måned er fløjet afsted. Jeg startede måneden ud med at tage til Chicago, og allerede da jeg kom hjem, var jeg klar til at planlægge den næste rejse. Jeg bestod køretesten og jeg er nu officelt en beboer her i Virginia, hvilket føles godt.
Jeg er så glad for at jeg kunne få kørekortet ud af hovedet, og dermed begynde at overveje hvilke klasser, jeg har lyst til at tage her i US. Ifølge programmet angående det at være Au Pair skal man også ende med at have fået 6 credits, inden ens år er gået. Det vil sige, at man er tvunget til at tage nogle klasser. Ens værtsfamilie betaler 500 dollars, og hvis klasserne overstiger det beløb, skal man dermed selv betale. Jeg har valgt at tage "Niagara Falls" weekendsklasse, hvor det omhandler 3 søndag, hvor man lærer noget historie og alt muligt, der sikkert er pænt kedeligt omkring Niagara Falls, men man ender med, at tage en weekend til Canada, hvilket jo er den eneste grund til, at man vælger den klasse. Jeg tager klassen med en veninde, så det skal nok gøre det lidt sjovere. Klassen ender med at give mig 4 credits, så jeg mangler 2 for at kunne fuldføre au pair programmet.
Jeg har fejret Thanksgiving for første gang, hvilket var en god oplevelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men det er egentlig bare en dag, hvor der er fokus på familien og mad. Jeg mødte for første gang noget af farens familien. De var selvfølgelig super søde, dog var ulempen lidt, at jeg kom til at savne min egen familie ekstra meget. Vi fik en slags tapas ved 12-13 tiden, hvor der var alverdens forskellige oste, spegepølse og skinke, sammen med brød, grønsager, kiks og chips. Ved 18 tiden fik vi "thanksgiving måltidet" som i denne familie består af kalkun (en der var grillet og en der var lavet i ovnen), kartoffelmos, søde kartofler, grønsager, to forskellige fyld (en der havde været inde i kalkunen, og en der ikke havde), blomkåls-ret med champion og nogle andre ting (garanteret fløde) men dette var nok egentlig min favorit. Derudover var der sovs. Jeg har nærmest ikke fået sovs i de tre måneder, jeg har været her. Jeg må sige, at jeg har savnet sovsen, for jeg er nok lidt af en sovsepige. Vi fik selvfølgelig også tre forskellige tærter: Græskar, æble og pekannød tærte, som overraskende nok var min yndlings. Græskar tærten derimod havde en super underlig konsistens og var ikke lige mig. Derudover drak de voksne en masse vin, jeg fik en drink, børnene "legede", jeg spillede et spil med en af kusinerne, vi så amerikansk fodbold, nogle tog en nap på sofaen, mens andre forberedte mad. Det var bare stille og roligt. Egentlig mindede dagen mig lidt om juleaften - familiehygge, god mad og glæde - det vi i Danmark kalder hygge, hvilket jeg har forsøgt at lære min værtsfamilie om.
Jeg har oplevet lidt af Black Friday, dog ikke den crazy del som man ser i tv'et, hvilket jeg måske egentlig nok fortryder, at jeg ikke oplevede. Jeg var ikke klar over, at nogle butikker havde åben om natten, hvilket jeg først fandt ud af på selve dagen, hvor det var forsent. Men jeg synes da, at jeg gjorde mig nogle udmærket køb.
Besøg hjemmefra.
Jeg har været i New York city med min faster, og bare nydt tiden med hende her i Virginia og omegn, hvor vi bl.a har været i Alexandria, Georgetown, National Harbor i Maryland, på hiking i West Virginia/Maryland, nydt solen i Great Falls park på Maryland siden, oplevet Amish i Pennsylvania, hvilket var ret interessant. De levet meget gammeldags: modstandere af de moderne ting som elektronik osv. Selvfølgelig har vi også været i Washington DC, hvor vi blev smidt ud fra en plads, hvor de var ved at forberede en event, tre gange af politiet. Det blev måske lidt pinligt til sidst, men det grinte vi bare af. Det er så afslappende at være sammen med min faster, hvilket er så dejligt. Jeg føler, at vi kan snakke om alt, så på flere punkter er hun som en slags veninde. Kender ingen der kan blive så begejstret og betaget over nogle køer på en mark, kæmpe huse eller en lille hældning i vandet. Derudover kender jeg heller ingen som kan bøvse så højlydt og bare være skide ligeglad. Ikke fordi at jeg selv er meget bedre, men hun er sgu speciel og pisse sej, og det elsker jeg hende for. Vi kan hurtigt komme op og toppes, og ligeså hurtigt opføre os som bedste veninder igen - kunne ærligtalt ikke have ønsket mig en bedre faster.
Derudover spiste hun også til aften hos min værtsfamilie, hvilket var overraskende hyggeligt og afslappende. Vi skulle i biografen om aften, hvilket var lidt ærgerligt, eftersom at det netop var så hyggeligt. Vi endte derfor først med at køre hjemmefra, da filmen skulle begynde, fordi vi var fanget i et spil bordtennis. Vi så bad moms christmas, som var super sjov og perfekt til os. Det var lækkert, at være i en biograf hvor man har ben-læg, eller hvad end man nu kalder det. Man kunne i hvert fald ligge ned, så man sad altså ikke akavet med sine ben, som man ikke vidste hvad man skulle gøre af, hvilket var fantastisk. Min faster kom over en anden aften, hvor vi igen spillede bordtennis. Der er et eller andet over bordtennis, der gør mig ekstrem glad - jeg render bogstavligt talt rundt og smiler som en glad julegris. Derudover lå min faster, Julie (en af de "børn" jeg "passer") og jeg bare på gulvet og snakkede om lidt af hvert, det var så afslappende. Moren, Alex, min faster og jeg var også ude og spise på Cheesecake Factory om fredagen. Det var så naturligt, når hun var sammen med min værtsfamilie, hvilket virkelig gjorde mig glad og fik mig til at føle mig rigtig heldig. Hendes fly blev aflyst om søndagen, så hun kom og boede hos os til tirsdag. Ærligtalt havde jeg håbet på nogle flere dage, så det var vist skæbnen. Det var nogle skønne 12 men stressende dage vi havde sammen, og jeg er så taknemmelig og glad over at hun kom og besøgte mig. På vejen til lufthavnen begyndte tårerne at løbe, og da vi krammede farvel begyndte jeg bare at stortude. Havde slet ikke regnet med, at det ville blive så hårdt at sige farvel. I det øjeblik ønskede jeg virkelig, at det var mig der om under et døgn havde muligheden for at kramme min familie. Jeg var virkelig misundelig.
Denne måned har ikke kun været sjov og ballade, men derimod ret hård. Jeg var ret nede i en uges tid, hvor jeg bare havde lyst til at tage hjem. Jeg var ekstrem følsom og havde bare lyst til at græde over de mindste ting, som f.eks. at en veninde var ved at aflyse en aftale. Hvordan kan man være ved at tude over det? Jeg var også i byen hvilket i starten var helt fint, men denne gang havde alkoholen bare den modsatte effekt end den plejer. Jeg blev utrolig følsom, og blev nødt til at gå ud på toilettet for at tude, for det er nogle gange det eneste der hjælper. Men hold fast hvor føler man sig super ynkelig.
Egentlig var jeg bange for at mit "gamle jeg" var tilbage. Det er svært at forklare, men jeg er normalt glad, det var mit "gamle jeg" også, men det var bare som, at jeg havde en form for tristhed indeni i en alt for lang periode. Det var nok ikke noget de fleste bemærkede, og jeg kan egentlig heller ikke rigtig sætte ord på det. Men som jeg har sagt før - det var som om, at jeg manglede noget i mit liv. Som min mor også sagde i sidste måned "du har brug for en kæreste", og måske har hun ret. Men for alt i verden, vil jeg ikke blive sådan en, hvor jeg kun kan føle mig fuldendt med en kæreste, for det er så nemt at blive såret i denne overfladiske verden. Jeg har aldrig haft en kæreste, og på nogle punkter er jeg ret glad for det - jeg har lært at være single. Jeg må sige, at jeg nu også er ved at være klar til at prøve at have en kæreste - jeg vil så gerne opleve det! Samtidig er jeg også bange - bange for at blive knust, men er vi alle ikke det?
Det var som om, at der kom den tristhed frem, som jeg troede, at jeg havde glemt. Det var så længe siden, at jeg havde følt på denne måde, men heldigvis vågnede jeg op en dag, og det var som om, at den "nye mig" var tilbage - jeg var oprigtig glad igen.
Vejret har været skønt og det er slet ikke til at tro, at det virkelig er december måned. Der er blevet pyntet op til jul, vi har fået juletræ, og ja hvor er det bare amerikansk, og hvor jeg elsker det! Der er dog en ting der mangler - julekalender hygge hver aften med familien. Hvorfor har de ikke julekalender i Amerika?
Jeg har været i New York city med min faster, og bare nydt tiden med hende her i Virginia og omegn, hvor vi bl.a har været i Alexandria, Georgetown, National Harbor i Maryland, på hiking i West Virginia/Maryland, nydt solen i Great Falls park på Maryland siden, oplevet Amish i Pennsylvania, hvilket var ret interessant. De levet meget gammeldags: modstandere af de moderne ting som elektronik osv. Selvfølgelig har vi også været i Washington DC, hvor vi blev smidt ud fra en plads, hvor de var ved at forberede en event, tre gange af politiet. Det blev måske lidt pinligt til sidst, men det grinte vi bare af. Det er så afslappende at være sammen med min faster, hvilket er så dejligt. Jeg føler, at vi kan snakke om alt, så på flere punkter er hun som en slags veninde. Kender ingen der kan blive så begejstret og betaget over nogle køer på en mark, kæmpe huse eller en lille hældning i vandet. Derudover kender jeg heller ingen som kan bøvse så højlydt og bare være skide ligeglad. Ikke fordi at jeg selv er meget bedre, men hun er sgu speciel og pisse sej, og det elsker jeg hende for. Vi kan hurtigt komme op og toppes, og ligeså hurtigt opføre os som bedste veninder igen - kunne ærligtalt ikke have ønsket mig en bedre faster.
Derudover spiste hun også til aften hos min værtsfamilie, hvilket var overraskende hyggeligt og afslappende. Vi skulle i biografen om aften, hvilket var lidt ærgerligt, eftersom at det netop var så hyggeligt. Vi endte derfor først med at køre hjemmefra, da filmen skulle begynde, fordi vi var fanget i et spil bordtennis. Vi så bad moms christmas, som var super sjov og perfekt til os. Det var lækkert, at være i en biograf hvor man har ben-læg, eller hvad end man nu kalder det. Man kunne i hvert fald ligge ned, så man sad altså ikke akavet med sine ben, som man ikke vidste hvad man skulle gøre af, hvilket var fantastisk. Min faster kom over en anden aften, hvor vi igen spillede bordtennis. Der er et eller andet over bordtennis, der gør mig ekstrem glad - jeg render bogstavligt talt rundt og smiler som en glad julegris. Derudover lå min faster, Julie (en af de "børn" jeg "passer") og jeg bare på gulvet og snakkede om lidt af hvert, det var så afslappende. Moren, Alex, min faster og jeg var også ude og spise på Cheesecake Factory om fredagen. Det var så naturligt, når hun var sammen med min værtsfamilie, hvilket virkelig gjorde mig glad og fik mig til at føle mig rigtig heldig. Hendes fly blev aflyst om søndagen, så hun kom og boede hos os til tirsdag. Ærligtalt havde jeg håbet på nogle flere dage, så det var vist skæbnen. Det var nogle skønne 12 men stressende dage vi havde sammen, og jeg er så taknemmelig og glad over at hun kom og besøgte mig. På vejen til lufthavnen begyndte tårerne at løbe, og da vi krammede farvel begyndte jeg bare at stortude. Havde slet ikke regnet med, at det ville blive så hårdt at sige farvel. I det øjeblik ønskede jeg virkelig, at det var mig der om under et døgn havde muligheden for at kramme min familie. Jeg var virkelig misundelig.
Egentlig var jeg bange for at mit "gamle jeg" var tilbage. Det er svært at forklare, men jeg er normalt glad, det var mit "gamle jeg" også, men det var bare som, at jeg havde en form for tristhed indeni i en alt for lang periode. Det var nok ikke noget de fleste bemærkede, og jeg kan egentlig heller ikke rigtig sætte ord på det. Men som jeg har sagt før - det var som om, at jeg manglede noget i mit liv. Som min mor også sagde i sidste måned "du har brug for en kæreste", og måske har hun ret. Men for alt i verden, vil jeg ikke blive sådan en, hvor jeg kun kan føle mig fuldendt med en kæreste, for det er så nemt at blive såret i denne overfladiske verden. Jeg har aldrig haft en kæreste, og på nogle punkter er jeg ret glad for det - jeg har lært at være single. Jeg må sige, at jeg nu også er ved at være klar til at prøve at have en kæreste - jeg vil så gerne opleve det! Samtidig er jeg også bange - bange for at blive knust, men er vi alle ikke det?
Det var som om, at der kom den tristhed frem, som jeg troede, at jeg havde glemt. Det var så længe siden, at jeg havde følt på denne måde, men heldigvis vågnede jeg op en dag, og det var som om, at den "nye mig" var tilbage - jeg var oprigtig glad igen.
Vejret har været skønt og det er slet ikke til at tro, at det virkelig er december måned. Der er blevet pyntet op til jul, vi har fået juletræ, og ja hvor er det bare amerikansk, og hvor jeg elsker det! Der er dog en ting der mangler - julekalender hygge hver aften med familien. Hvorfor har de ikke julekalender i Amerika?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.