Besøg af min mor: New York City & Washington DC.

I eftermiddags sagde jeg farvel til min mor efter to skønne uger. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er, at sige farvel. Hele dagen har tårerne bare blevet ved  med at løbe, og det er som om, at de ingen ende vil tage. Har sådan brug for at være alene og bare græde, men jeg føler ikke jeg har noget sted, hvor jeg kan gøre det, uden nogle kan høre mig. Den tomhed det efterlader, når en hjemmefra tager afsted igen er ikke rigtig til at beskrive. Man har lige vendt sig til at have dem tæt på igen, og så tager de bare afsted og efterlader mig her 6342 km fra mit rigtige hjem. Endnu engang havde jeg lyst til at tage med hjem, og tanken om at se mine venner og familie igen, får mig bare til at græde endnu mere. Det som om, at se nogle hjemmefra bringer hjemve. Jeg havde det fint inden min mor kom, men det fik mig til at indse, hvor meget jeg egentlig savner dem derhjemme. 

Jeg græd allerede på vej til lufthavnen, da jeg skulle tage imod min mor. I en halvtime begyndte tårerne at løbe hver gang, jeg kiggede hen mod døren, hun skulle komme igennem, så istedet stod jeg og kiggede ligeud, netop for at undgå at græde - det var lidt for tidligt. At se folk tage imod familie, kæreste og venner i lufthavnen var virkelig rørende og gjorde det ikke ligefrem nemmere angående tårerne. Som tiden gik blev jeg mere og mere utålmodig, og kunne tilsidst godt kigge hen mod døren uden at græde, men da hun så endelig kom efter en times tid, så brød det ud. Der stod vi og græd sammen. Det var så overvældende, det var på en måde urealistisk, at hun endelig var her efter 7 måneder, og før jeg nåede at se mig om, så var hun væk igen. Jeg ved godt, at jeg vil blive glad igen, som jeg har været det meste af tiden her i Amerika, men lige nu, lige i dag føles det bare uoverskueligt, og jeg håber bare, at den tomhed, jeg føler lige nu, er forsvundet imorgen. 

Ikke misforstå mig, jeg havde virkelig brug for, at min mor kom, men man bliver bare aldrig klar til at sige farvel. Dog var det virkelig dårlig timing, for dagen inden hun kom, døde min hostmom's bror af kræft. Der havde været en trykket stemning i huset, og hendes tristhed kunne tydeligt mærkes. I sådanne situationer er man virkelig på udebane, men da det skete, blev den endnu tydeligere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så det var virkelig tiltrængt med en ferie, som startede om mandagen. 

Den første aften (torsdag) tog min mor og jeg ud og spise med min hostdad, fordi børnene havde fritidsaktiviteter, hvilket var helt udemærket. Min mor mødte derimod først min hostmom og børnene i løbet af de sidste dage, hvor hun var her, hvilket også var virkelig hyggeligt. Jeg er dog derimod bare glad for, at hun fik dem mødt - fik et indblik i den familie, jeg har boet hos i over 7 måneder, for i starten så det hele temmeligt sort ud. Hun skulle have mødt dem fra start, hun skulle have boet hos os, men sådan blev det desværre ikke. 

Fredag morgen træder jeg i kattebræk som det første, og ikke nok med det får jeg selvfølgelig også næseblod, lørdag tager bussen tilbage til Washington DC et par timer længere end den burde, ikke spørg mig hvorfor, og søndag bakker jeg ind i en anden bil. Jeg var klar til at græde. Da min mor og jeg så stiger ud af bilen, står pigen derimod nærmest og griner en smule - puha hvor er jeg glad for, at der intet skete, og at hun tog det så pænt. Følte godt nok ikke lige, at heldet var med os.

Fredag viste jeg min mor rundt og gav hende et indblik i området osv. Hele lørdagen stod på NYC, hvor hun selvfølgelig så de oplagte ting som Brooklyn bridge, Time Square, 9/11 memorial og world trade center, vi besøgte Madam Tussaud museum med voksfigur af kendte samt 4D film. Det var klart et af højdepunkterne, det var virkelig en oplevelse - især 4D filmen. Derudover var vi i Empire State Building - den udsigt bliver man altså aldrig træt af. Jeg har aldrig følt mig så ynkelig, som jeg følte mig lige inden vi skulle til at hjem med bussen. Vi havde sølle to dollars tilbage i kontant og var super sultne - jeg var i hvert fald. Der var selvfølgelig kun madsteder, hvor man kun kunne betale kontant, så der gik jeg rundt til de forskellige for at høre, hvad jeg kunne få for sølle 2 dollars - hvilket var rettere sagt intet. Jeg kom pludselig til en lidt flinkere en, som sagde jeg kunne for en crossant til to dollars, fordi han havde ondt af mig, så det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til, selvom det dog ikke lige var det mest mættende til en 4 timers lang bustur, som derimod også blev forsinket, men altså man må jo nogle gange tage, hvad man kan få. Fordi jeg åbenbart så så ynkelig ud fik jeg også lige en lidt tør kage med på vejen, så der var man jo lidt heldig. Har godt nok aldrig følt mig så sølle, så fattig og ynkelig i mit liv, men så fik man da også prøvet det. 

Søndag spiste vi på en amerikansk diner og brugte dagen i Washington DC, hvor hun så det hvide hus, forskellige mindesmærker og hun fik oplevet Cherry Blossom, så det var nogle begivensrige og travle dage.

Mandagen stod på cruise til Bahamas og Miami Beach, men det vil jeg komme ind på i et andet indlæg. Hvor har den sidste tid været ret overvældende. Den trykket stemning i huset, følelses af at være på udebane, besøg af min mor, hvor vi bl.a. har fået snakket om mine forældres skilsmisse. Det bliver virkelig en hel ny hverdag, jeg kommer hjem til, men det var rart endelig at snakke rigtig om det.

 

 

Washington DC: