Sider

Viser opslag med etiketten Washington DC. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Washington DC. Vis alle opslag

mandag den 27. august 2018

I dag (mandag) har jeg haft min sidste arbejdsdag, hvilket stadig ikke er gået helt op for mig. De sidste weekender har der været fart på, og jeg har bare nydt hvert et øjeblik. Jeg har været i Ocean City med min ven JT, hvilket simpelthen var sådan et cool sted. Vi var på beach club hele dagen, hvor der var palmetræer, forskellige bar, bands, samt borde og baderinge ude i vandet. Det var super blæret, og jeg er så glad for, at jeg fik oplevet det. Det var en super sjov dag, hvor jeg bl.a fik slået en flok 40 årige gifte mænd i røvhul, vi prøvede jet ski igen, fik verdens bedste burger, dansede og bare nød livet. Endnu engang gik det op for mig, hvor unormalt det er, at have en drengeven her i USA, hvilket bliver ved med at overraske men også irritere mig. Der var en masse sjove og søde mennesker, og jeg ville sådan ønske, jeg havde tiden til at tage dertil igen. Derudover har jeg været på picnic i great falls park, været på rooftop bar, været på torsdagsklubben, været på amerikansk diner, haft goodbye dinner med mine veninder, og her mandag aften kæmper jeg stadig med at få pakket mine ting i mine kufferter. 

Denne lørdag mødte jeg to af mine bedste veninder fra Danmark. Dog var det et ret uheldigt sted at mødes for første gang, efter ikke at have set hinanden i et år. Vi havde booket en gratis guidet tur i The Capitol, og da der var alle mulige problemer med metroen, endte jeg med at blive forsinket. Vi løb hen til hinanden, og selvfølgelig kunne jeg ikke holde tårerne inde. Heldigvis græd Nico sammen med mig, hvor vi kom til at snakke om, at det var præcis et år siden, at vi sidst havde set hinanden - hvor Nico og jeg også græd, inden vores sidste bytur sammen.
Vi kunne ikke rigtig få lov til at snakke så meget, som vi nu gerne ville, og vi endte også med at snige os ud, da det var vildt kedeligt. Vi gik rundt i flere timer uden rigtig et formål, men snakkede bare løs. Om aftenen tog vi til The Wharf, hvilket er en rigtig hyggelig ny havn i DC. Søndag legede vi turister, men endte også hos en model/foto event, da en fremmed dreng pludselig inviterede os til eventen. Vi kom selvfølgelig kun for madens skyld. Senere tog vi til et sted, der kaldes "Biergarten", hvor der bliver holdt søndagsfest med dj. Der mødte jeg også to andre venner, så det var en dejlig afslutning på en fantastisk weekend.
Alt var som det plejede at være imellem os, hvilket jeg er så glad for. Jeg kan slet ikke beskrive hvor glad, jeg er for, at de er her. Imorgen starter vores tre ugers roadtrip, så det glæder jeg mig selvfølgelig til. 














fredag den 10. august 2018

If you have a heartbeat, there's still time for your dreams.

Det er nu weekend igen, og hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne stoppe tiden bare en lille smule. 
Sidste weekend var helt fantastisk. Fredagen stod på houseparty, hvor jeg mødte nogle af de drenge, jeg var til houseparty hos sidste gang - det jo aldrig helt dårligt med nogle velkendte ansigter, når man ikke kender alverdens. Alle folk var virkelig interesseret i, hvor længe man havde været her, hvad man synes om Amerika, nysgerrige om ens land osv. Altid de samme spørgsmål, men denne gang, at skulle sige, at jeg snart har været her i et år, var helt underligt - at indse at mit eventyr snart er nået til vejs ende. 
Jeg fik taget vodka/kakao-bong (ølbong, bare uden øl) og kunne forsøge at få den festivalsfølelse, jeg ikke kommer til at opleve i år - den kom ikke til syne. Men det var en super god aften der sluttede af på McD. 

Lørdag var jeg til en event, der blev kaldt "water lantern festival", hvilket var så fortryllende. Det var så magisk og så filmagtigt. Eventen startede ved 17 tiden, hvor der var foodtrucks, musik og lege inde på pladsen. Man fik en rygsæk, hvor man havde tilbehøret til at designe sin helt egen. 
Jeg lavede en side med U.S.A - fordi mit eventyr nu netop er ved at være ovre, og fordi det udentvivl har været den bedste oplevelse nogensinde, og jeg er så taknemmelig.
Jeg havde to sider med quotes omkring drømme, fordi jeg synes det er vigtigt at følge sine drømme, selv når det kan synes skræmmende. 
Derudover havde jeg en side med noget, jeg håber at tage med hjem herfra. En følelse der er så vigtigt. 

Ved omkring 21-22 tiden blev vandet fyldt med dem, og jeg kunne ikke lade være med at fælde en lille tåre. Hvorfor skal jeg være så følsom fortiden.. Det var bare så smukt. Da jeg lod min flyde i vandet, følte jeg på en måde, at jeg sagde farvel til noget, og nu ventede på en ny start. Det lyder måske mærkeligt, og jeg kan egentlig heller ikke helt beskrive den følelse, jeg havde i det øjeblik. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg egentlig var glad eller trist. 

Der var super meget trafik, da vi skulle hjem. Vi sad i kø i parkeringsgaragen i 1,3 time, så man blev da lidt utålmodig med tiden. 




Søndag var jeg til min aller første baseball kamp, hvilket er og bliver min første og sidste. Vi havde købt de billigste billetter, men endte selvfølgelig med at finde nogle bedre ledige sæder. Vi var super forvirret i starten, da det lignede, at hjemmeholdet spillede mod sig selv, i og med at alle bar hvidt tøj. (troede vi). Efter noget tid blev jeg lidt små irriteret over at føle mig så lost, så jeg valgte at spørge en, men hvordan skulle man lige spørge uden at lyde super dum. Jeg kunne jo ikke spørge om kampen var begyndt. Heldigvis var det en super flink kvinde, og vi fandt så ud af, at det andet hold havde gråt tøj på. Godt nok fik vi fortalt reglerne, men det gjorde nu egentlig ikke kampen mere spændende. Vi var overbeviste over, at vi kunne gøre det bedre. Vi stop i kø i ret lang tid, for at få en lækker burger, som vi endte med at få gratis, fordi jeg havde blå øjne, og dermed gjorde ham glad. Kan man andet end elske Amerika? 
Vi blev ikke til slut, da man aldrig ved hvor længe en kamp tager, og det var sgu lidt små kedeligt, så vi endte med at tage videre og gå rundt i D.C. Selvfølgelig lidt små akavet da nogle fremmede spurgte os om, hvem der vandt kampen eftersom, at de antog, at vi havde været der, på grund af vores cap. Det kunne vi jo ikke svare på. 
Ikke misforstå mig, jeg er super glad for, at have prøvet at være til en baseball kamp. Kunne jo ligesom heller ikke tage hjem, uden at have set sådan en. Det var en god oplevelse, super lækker og stor stadium, men at sidde der i 3 timer er mere end rigeligt. 






I sidste uge tog min værtsfamilie på ferie, dog uden Alex, så indtil fredag i næste uge, er det bare Alex, hans bedsteforældre og jeg, hvilket indtil videre har været super hyggeligt. Alex har bandcamp, så mit arbejde går mest ud på, at aflevere ham ved 9 tiden, og hente ham igen ved 17 tiden. Jeg har hængt lidt ud med bedstemoren ved poolen, er begyndt at pakke nogle af mine ting og rydde op på mit værelse. Derudover var jeg i tirsdags ude og prøve jet ski, hvilket var rigtig sjovt! JT (min kammerat, som har været så sød at inviterer mig til houseparties) skrev mandag, om vi ikke skulle tage ud og prøve jet ski om tirsdagen. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til eftersom, at det altid har været noget, jeg gerne ville prøve. Elsker virkelig personer som bare spontant inviterer en til ting, hvilket han har været super god til i løbet af dette år. 
Torsdag tog vi på torsdagsklubben, som jeg ikke havde været på i rigtig lang tid. Jeg fik set min yndlings vagt igen (ham på billedet). Jeg mødte også en anden ven, jeg fik sagt farvel til, bare for en sikkerhedsskyld. Vi var på rooftop barer spiste pizza og sluttede natten af med et smut til Washington Monumentet samt Capitol. Det var en super hyggelig aften. Elsker virkelig hvor afslappet vores forhold er, og hvor nem han er at være sammen med. Desværre er det først nu, hvor vi rigtig er begyndt at hænge ud, hvor han før bare inviterede mig til fester. Må indrømme at jeg har savnet at have en god drenge ven. 






torsdag den 19. april 2018

Besøg af min mor: New York City & Washington DC.

I eftermiddags sagde jeg farvel til min mor efter to skønne uger. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er, at sige farvel. Hele dagen har tårerne bare blevet ved  med at løbe, og det er som om, at de ingen ende vil tage. Har sådan brug for at være alene og bare græde, men jeg føler ikke jeg har noget sted, hvor jeg kan gøre det, uden nogle kan høre mig. Den tomhed det efterlader, når en hjemmefra tager afsted igen er ikke rigtig til at beskrive. Man har lige vendt sig til at have dem tæt på igen, og så tager de bare afsted og efterlader mig her 6342 km fra mit rigtige hjem. Endnu engang havde jeg lyst til at tage med hjem, og tanken om at se mine venner og familie igen, får mig bare til at græde endnu mere. Det som om, at se nogle hjemmefra bringer hjemve. Jeg havde det fint inden min mor kom, men det fik mig til at indse, hvor meget jeg egentlig savner dem derhjemme. 
Jeg græd allerede på vej til lufthavnen, da jeg skulle tage imod min mor. I en halvtime begyndte tårerne at løbe hver gang, jeg kiggede hen mod døren, hun skulle komme igennem, så istedet stod jeg og kiggede ligeud, netop for at undgå at græde - det var lidt for tidligt. At se folk tage imod familie, kæreste og venner i lufthavnen var virkelig rørende og gjorde det ikke ligefrem nemmere angående tårerne. Som tiden gik blev jeg mere og mere utålmodig, og kunne tilsidst godt kigge hen mod døren uden at græde, men da hun så endelig kom efter en times tid, så brød det ud. Der stod vi og græd sammen. Det var så overvældende, det var på en måde urealistisk, at hun endelig var her efter 7 måneder, og før jeg nåede at se mig om, så var hun væk igen. Jeg ved godt, at jeg vil blive glad igen, som jeg har været det meste af tiden her i Amerika, men lige nu, lige i dag føles det bare uoverskueligt, og jeg håber bare, at den tomhed, jeg føler lige nu, er forsvundet imorgen. 

Ikke misforstå mig, jeg havde virkelig brug for, at min mor kom, men man bliver bare aldrig klar til at sige farvel. Dog var det virkelig dårlig timing, for dagen inden hun kom, døde min hostmom's bror af kræft. Der havde været en trykket stemning i huset, og hendes tristhed kunne tydeligt mærkes. I sådanne situationer er man virkelig på udebane, men da det skete, blev den endnu tydeligere. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så det var virkelig tiltrængt med en ferie, som startede om mandagen. 
Den første aften (torsdag) tog min mor og jeg ud og spise med min hostdad, fordi børnene havde fritidsaktiviteter, hvilket var helt udemærket. Min mor mødte derimod først min hostmom og børnene i løbet af de sidste dage, hvor hun var her, hvilket også var virkelig hyggeligt. Jeg er dog derimod bare glad for, at hun fik dem mødt - fik et indblik i den familie, jeg har boet hos i over 7 måneder, for i starten så det hele temmeligt sort ud. Hun skulle have mødt dem fra start, hun skulle have boet hos os, men sådan blev det desværre ikke. 

Fredag morgen træder jeg i kattebræk som det første, og ikke nok med det får jeg selvfølgelig også næseblod, lørdag tager bussen tilbage til Washington DC et par timer længere end den burde, ikke spørg mig hvorfor, og søndag bakker jeg ind i en anden bil. Jeg var klar til at græde. Da min mor og jeg så stiger ud af bilen, står pigen derimod nærmest og griner en smule - puha hvor er jeg glad for, at der intet skete, og at hun tog det så pænt. Følte godt nok ikke lige, at heldet var med os.

Fredag viste jeg min mor rundt og gav hende et indblik i området osv. Hele lørdagen stod på NYC, hvor hun selvfølgelig så de oplagte ting som Brooklyn bridge, Time Square, 9/11 memorial og world trade center, vi besøgte Madam Tussaud museum med voksfigur af kendte samt 4D film. Det var klart et af højdepunkterne, det var virkelig en oplevelse - især 4D filmen. Derudover var vi i Empire State Building - den udsigt bliver man altså aldrig træt af. Jeg har aldrig følt mig så ynkelig, som jeg følte mig lige inden vi skulle til at hjem med bussen. Vi havde sølle to dollars tilbage i kontant og var super sultne - jeg var i hvert fald. Der var selvfølgelig kun madsteder, hvor man kun kunne betale kontant, så der gik jeg rundt til de forskellige for at høre, hvad jeg kunne få for sølle 2 dollars - hvilket var rettere sagt intet. Jeg kom pludselig til en lidt flinkere en, som sagde jeg kunne for en crossant til to dollars, fordi han havde ondt af mig, så det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til, selvom det dog ikke lige var det mest mættende til en 4 timers lang bustur, som derimod også blev forsinket, men altså man må jo nogle gange tage, hvad man kan få. Fordi jeg åbenbart så så ynkelig ud fik jeg også lige en lidt tør kage med på vejen, så der var man jo lidt heldig. Har godt nok aldrig følt mig så sølle, så fattig og ynkelig i mit liv, men så fik man da også prøvet det. 
Søndag spiste vi på en amerikansk diner og brugte dagen i Washington DC, hvor hun så det hvide hus, forskellige mindesmærker og hun fik oplevet Cherry Blossom, så det var nogle begivensrige og travle dage.

Mandagen stod på cruise til Bahamas og Miami Beach, men det vil jeg komme ind på i et andet indlæg. Hvor har den sidste tid været ret overvældende. Den trykket stemning i huset, følelses af at være på udebane, besøg af min mor, hvor vi bl.a. har fået snakket om mine forældres skilsmisse. Det bliver virkelig en hel ny hverdag, jeg kommer hjem til, men det var rart endelig at snakke rigtig om det.



 



 





Washington DC: