Sider

Viser opslag med etiketten homesick. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten homesick. Vis alle opslag

onsdag den 6. december 2017

Some days are great, some days are not so great, but i'm doing the best that I can.

I dag onsdag d. 6 december har jeg været i Amerika i 3 måneder og 8 dage, det vil altså sige, at over 1/4 del af mit år er nu gået - det er lidt vildt at tænke på. Jeg synes allerede, at jeg har oplevet en del, men der er så meget mere jeg stadig vil nå, inden mit år er omme. Jeg har indtil videre oplevet seks forskellige stater: lllinois (Chicago), New York, West Virginia, Pennsylvania, Maryland og selvfølgelig Virginia, hvor jeg bor. Ting fra bucket listen er blevet krydset af, og jeg er kun blevet mere hooked på Amerika. 

November er ovre, og endnu en måned er fløjet afsted. Jeg startede måneden ud med at tage til Chicago, og allerede da jeg kom hjem, var jeg klar til at planlægge den næste rejse. Jeg bestod køretesten og jeg er nu officelt en beboer her i Virginia, hvilket føles godt. 
Jeg er så glad for at jeg kunne få kørekortet ud af hovedet, og dermed begynde at overveje hvilke klasser, jeg har lyst til at tage her i US. Ifølge programmet angående det at være Au Pair skal man også ende med at have fået 6 credits, inden ens år er gået. Det vil sige, at man er tvunget til at tage nogle klasser. Ens værtsfamilie betaler 500 dollars, og hvis klasserne overstiger det beløb, skal man dermed selv betale. Jeg har valgt at tage "Niagara Falls" weekendsklasse, hvor det omhandler 3 søndag, hvor man lærer noget historie og alt muligt, der sikkert er pænt kedeligt omkring Niagara Falls, men man ender med, at tage en weekend til Canada, hvilket jo er den eneste grund til, at man vælger den klasse. Jeg tager klassen med en veninde, så det skal nok gøre det lidt sjovere. Klassen ender med at give mig 4 credits, så jeg mangler 2 for at kunne fuldføre au pair programmet.

Jeg har fejret Thanksgiving for første gang, hvilket var en god oplevelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men det er egentlig bare en dag, hvor der er fokus på familien og mad. Jeg mødte for første gang noget af farens familien. De var selvfølgelig super søde, dog var ulempen lidt, at jeg kom til at savne min egen familie ekstra meget. Vi fik en slags tapas ved 12-13 tiden, hvor der var alverdens forskellige oste, spegepølse og skinke, sammen med brød, grønsager, kiks og chips. Ved 18 tiden fik vi "thanksgiving måltidet" som i denne familie består af kalkun (en der var grillet og en der var lavet i ovnen), kartoffelmos, søde kartofler, grønsager, to forskellige fyld (en der havde været inde i kalkunen, og en der ikke havde), blomkåls-ret med champion og nogle andre ting (garanteret fløde) men dette var nok egentlig min favorit. Derudover var der sovs. Jeg har nærmest ikke fået sovs i de tre måneder, jeg har været her. Jeg må sige, at jeg har savnet sovsen, for jeg er nok lidt af en sovsepige. Vi fik selvfølgelig også tre forskellige tærter: Græskar, æble og pekannød tærte, som overraskende nok var min yndlings. Græskar tærten derimod havde en super underlig konsistens og var ikke lige mig. Derudover drak de voksne en masse vin, jeg fik en drink, børnene "legede", jeg spillede et spil med en af kusinerne, vi så amerikansk fodbold, nogle tog en nap på sofaen, mens andre forberedte mad. Det var bare stille og roligt. Egentlig mindede dagen mig lidt om juleaften - familiehygge, god mad og glæde - det vi i Danmark kalder hygge, hvilket jeg har forsøgt at lære min værtsfamilie om.

Jeg har oplevet lidt af Black Friday, dog ikke den crazy del som man ser i tv'et, hvilket jeg måske egentlig nok fortryder, at jeg ikke oplevede. Jeg var ikke klar over, at nogle butikker havde åben om natten, hvilket jeg først fandt ud af på selve dagen, hvor det var forsent. Men jeg synes da, at jeg gjorde mig nogle udmærket køb.




Besøg hjemmefra. 
Jeg har været i New York city med min faster, og bare nydt tiden med hende her i Virginia og omegn, hvor vi bl.a har været i Alexandria, Georgetown, National Harbor i Maryland, på hiking i West Virginia/Maryland, nydt solen i Great Falls park på Maryland siden, oplevet Amish i Pennsylvania, hvilket var ret interessant. De levet meget gammeldags: modstandere af de moderne ting som elektronik osv. Selvfølgelig har vi også været  i Washington DC, hvor vi blev smidt ud fra en plads, hvor de var ved at forberede en event, tre gange af politiet. Det blev måske lidt pinligt til sidst, men det grinte vi bare af. Det er så afslappende at være sammen med min faster, hvilket er så dejligt. Jeg føler, at vi kan snakke om alt, så på flere punkter er hun som en slags veninde. Kender ingen der kan blive så begejstret og betaget over nogle køer på en mark, kæmpe huse eller en lille hældning i vandet. Derudover kender jeg heller ingen som kan bøvse så højlydt og bare være skide ligeglad. Ikke fordi at jeg selv er meget bedre, men hun er sgu speciel og pisse sej, og det elsker jeg hende for. Vi kan hurtigt komme op og toppes, og ligeså hurtigt  opføre os som bedste veninder igen - kunne ærligtalt ikke have ønsket mig en bedre faster.

Derudover spiste hun også til aften hos min værtsfamilie, hvilket var overraskende hyggeligt og afslappende. Vi skulle i biografen om aften, hvilket var lidt ærgerligt, eftersom at det netop var så hyggeligt. Vi endte derfor først med at køre hjemmefra, da filmen skulle begynde, fordi vi var fanget i et spil bordtennis. Vi så bad moms christmas, som var super sjov og perfekt til os. Det var lækkert, at være i en biograf hvor man har ben-læg, eller hvad end man nu kalder det. Man kunne i hvert fald ligge ned, så man sad altså ikke akavet med sine ben, som man ikke vidste hvad man skulle gøre af, hvilket var fantastisk. Min faster kom over en anden aften, hvor vi igen spillede bordtennis. Der er et eller andet over bordtennis, der gør mig ekstrem glad - jeg render bogstavligt talt rundt og smiler som en glad julegris. Derudover lå min faster, Julie (en af de "børn" jeg "passer") og jeg bare på gulvet og snakkede om lidt af hvert, det var så afslappende. Moren, Alex, min faster og jeg var også ude og spise på Cheesecake Factory om fredagen. Det var så naturligt, når hun var sammen med min værtsfamilie, hvilket virkelig gjorde mig glad og fik mig til at føle mig rigtig heldig. Hendes fly blev aflyst om søndagen, så hun kom og boede hos os til tirsdag. Ærligtalt havde jeg håbet på nogle flere dage, så det var vist skæbnen. Det var nogle skønne 12 men stressende dage vi havde sammen, og jeg er så taknemmelig og glad over at hun kom og besøgte mig. På vejen til lufthavnen begyndte tårerne at løbe, og da vi krammede farvel begyndte jeg bare at stortude. Havde slet ikke regnet med, at det ville blive så hårdt at sige farvel. I det øjeblik ønskede jeg virkelig, at det var mig der om under et døgn havde muligheden for at kramme min familie. Jeg var virkelig misundelig. 











Denne måned har ikke kun været sjov og ballade, men derimod ret hård. Jeg var ret nede i en uges tid, hvor jeg bare havde lyst til at tage hjem. Jeg var ekstrem følsom og havde bare lyst til at græde over de mindste ting, som f.eks. at en veninde var ved at aflyse en aftale. Hvordan kan man være ved at tude over det? Jeg var også i byen hvilket i starten var helt fint, men denne gang havde alkoholen bare den modsatte effekt end den plejer. Jeg blev utrolig følsom, og blev nødt til at gå ud på toilettet for at tude, for det er nogle gange det eneste der hjælper. Men hold fast hvor føler man sig super ynkelig.
Egentlig var jeg bange for at mit "gamle jeg" var tilbage. Det er svært at forklare, men jeg er normalt glad, det var mit "gamle jeg" også, men det var bare som, at jeg havde en form for tristhed indeni i en alt for lang periode. Det var nok ikke noget de fleste bemærkede, og jeg kan egentlig heller ikke rigtig sætte ord på det. Men som jeg har sagt før - det var som om, at jeg manglede noget i mit liv.  Som min mor også sagde i sidste måned "du har brug for en kæreste", og måske har hun ret. Men for alt i verden, vil jeg ikke blive sådan en, hvor jeg kun kan føle mig fuldendt med en kæreste, for det er så nemt at blive såret i denne overfladiske verden. Jeg har aldrig haft en kæreste, og på nogle punkter er jeg ret glad for det - jeg har lært at være single. Jeg må sige, at jeg nu også er ved at være klar til at prøve at have en kæreste - jeg vil så gerne opleve det! Samtidig er jeg også bange - bange for at blive knust, men er vi alle ikke det?
Det var som om, at der kom den tristhed frem, som jeg troede, at jeg havde glemt. Det var så længe siden, at jeg havde følt på denne måde, men heldigvis vågnede jeg op en dag, og det var som om, at den "nye mig" var tilbage - jeg var oprigtig glad igen. 

Vejret har været skønt og det er slet ikke til at tro, at det virkelig er december måned. Der er blevet pyntet op til jul, vi har fået juletræ, og ja hvor er det bare amerikansk, og hvor jeg elsker det! Der er dog en ting der mangler - julekalender hygge hver aften med familien. Hvorfor har de ikke julekalender i Amerika? 

mandag den 2. oktober 2017

Somedays life is about your dreams, hopes and visions for the future. But there are some days where life is about putting one foot in front of the other. And that's okay.

Torsdag aften var jeg til karaoke night på en sportsbar. Det er simpelthen noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Det var så chill - så afslappende og hyggeligt. Da jeg tog til det, regnede jeg ikke med at jeg ville stille mig op og synge i en mikrofon, for det ville da simpelthen været alt for akavet og med denne frygtelige stemme, som jeg har, ville det da kun blive pinligt. Alligevel overvejede jeg det, for nu var det jo på min busket list, og ville det nu tælle, hvis jeg ikke selv havde sunget i mikrofonen? Ikke rigtig vel? Jeg valgte at gøre det, hvilket jeg er super glad for, for hold kæft hvor var det sjovt! Alle sang med på sangene, vi dansede og skrålede i mikrofonerne. Endnu en ting er nu krydset af på "the bucket list" og det er udentvivl ikke sidste gang, jeg tager til det - det var FANTASTISK! I bilen hjem sang Kristin og jeg på fuld drøn - jeg følte mig så glad og i live. Kender i ikke godt det, at man skruer helt op for musikken i bilen og bare skråler til musikken - man glemmer alt omkring sig og er bare i øjeblikket? Jeg elsker det!

Fredag da jeg var i bad, så jeg pludselig et dyr i bruseforhænget. Det var stort, og jeg tænkte med det samme, at det var en edderkop. Det var som om, at mit hjerte stoppede med at banke. Jeg var ærligtalt rædselsslagen. Jeg stod lige så stille, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan skulle jeg dræbe den - det var lidt en udfordring, når den sad i bruseforhænget. Normalt skriger jeg på mine forældre eller nærmest begynder at tude, her blev jeg ligesom nødt til at mande mig lidt op. Jeg skyndte mig ud af badet, mens jeg nærmest holdte vejret - for hvis jeg nu holdte vejret, kunne det være at den ikke lagde mærke til, at jeg var der. Skulle jeg prøve at samle bruseforhænget og dermed mase den? Nej for så ville jeg ikke kunne se noget, og dermed ikke vide hvornår jeg havde dræbt den eller ej. Jeg overvejede dermed en måde, at få hjælp af min hostdad Mike, men han talte i telefon. Jeg gik derfor op til min hostmom, og spurgte hende så sødt, som jeg nu kunne, om hun var bange for edderkopper. Det var hun heldigvis ikke, og det viste sig så, at det ikke var en edderkop men en fårekylling - det lyder så uskyldigt, men den var altså klam. Kathy valgte simpelthen, at fange den og lade den gå fri ude i naturen. Hvorfor? Men tak til Kathy, som viste sig at være dagens helt.


Hjemve & lørdagstur til Georgetown 


Lørdag morgen vågnede jeg tidligt. Jeg vågnede op med en rigtig tom følelse indeni. Jeg kunne tydeligt mærke tristheden i hele min krop, og tårerne pressede sig på. Jeg kunne begynde at græde hvert minut, så derfor begyndte jeg at se Pretty Little Liars, i forsøget på at tænke på noget andet. Det hjalp ikke rigtigt, og stilheden i huset gjorde det heller ikke ligefrem bedre. Jeg følte mig så alene. Jeg kunne selvfølgelig have ringet til nogle hjemmefra, men nej, hvad skulle jeg sige, og det ville kun få mig til at græde endnu mere - hvilket jeg ikke havde brug for. Jeg ville bare glemme følelsen og blive glad igen. Hvorfor er det så svært, at bede om hjælp? Jeg ville blive så glad og taknemmelig, hvis en ringede til mig, fordi han/hun var ked af det. At personen ville betro sig til mig, og bare havde lyst til at snakke med mig. Det ville da kun gøre mig glad, så mon ikke andre også ville have haft det sådan, hvis jeg nu ringede til dem. Så hvorfor er vi så dårlige til det? Jeg valgte istedet at skrive her, og give mig selv lov til at græde. Det nogle gange, det eneste der hjælper - at komme ud med det. Det ikke første gang jeg vågner op med denne følelse, men det er første gang her i Amerika, og det er frygteligt - så langt væk hjemmefra. Kunne bare godt have brugt et stort og varmt kram.

Det er okay at føle sig nede, jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at det for mig ikke hjælper, at drukne mig selv i mine egne tanker. Derfor er jeg glad for, at jeg tilbragte dagen sammen med Kristin - det var dejligt at tænke på noget andet. Vi tog til Georgetown, hvilket er en super hyggelig by. Så endnu flere ting er nu krydset af på "the bucket list".



Sunday/funday i Philadelphia (Pennsylvania)


Søndagmorgen stod turen på Philadelphia, det var en tur på omkring 2-3 timer. På nogle punkter mindede byen om New York, hvilket bestemt ikke gjorde noget. Men når man bevægede sig ind af sidegaderne, var der hyggelige steder og husene lignede ikke de typiske amerikanske huse. Vi endte med at gå omkring 14-15 km rundt omkring i byen. Vi oplevede "City Hall observation deck", hvor vi så byen fra oven. Vi så frihedsklokken, for man skal vel også have lidt historie med, når man nu er der. Vi så noget af "the magic garden", oplevede gaden "South street", hvilket er en rigtig speciel men cool gade. Der var forskellige typer mennesker, udsmykning af gaden/steder og specielle butikker (især udklædningsbutikker og vandpibe butikker). Vi spiste på "Reading terminal market", hvilket er det samme som street food. Vi smagte Philly Cheesesteak, som er en ting der skal prøves, når man er i Philadelphia. Det var virkelig velsmagende og saftigt!! Vi besøgte "Spruce street Harbor park", hvilket var et mega hyggeligt sted. Der var både græsareal med hængekøjer, samtidig en havn med forskellige boder med mad og drikke. Det er et sted, jeg kun kan anbefale. På vejen hjem skulle jeg sådan tisse, og vi endte tilfældigt det sted i Delaware, hvor vi havde pause, da vi var på vej med bussen til D.C hvor vores værtsfamilie skulle hente os. Det var præcis en måned siden, vi sidst havde været der - hvor er tilfældighederne bare fantastiske nogle gange.  

Forskrækkelse  - tæt på at slå en hjort ihjel. 


Da jeg var på vej hjem fra dem, jeg havde været afsted med, blev jeg pludselig vildt forskrækket. Der stod en hjort lige foran mig - jeg kunne nærmest se den i øjnene. Hvis det ikke havde været fordi, at jeg lige havde kørt forbi politiet to gange, og derfor kørte stille, så havde jeg nok kørt ind i den. Den var der ud af det blå, og jeg skyndte mig selvfølgelig af automatik at bremse - kunne ikke engang nå at tjekke om bilen bagved var tæt på mig, og dermed ville kunne nå at stoppe. Det hele skete så hurtigt, men heldigvis skete der ingenting. Resten af turen hjem var jeg chokeret, og jeg havde det nærmest dårligt. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at køre, og hvert øjeblik var jeg bange for, at der ville springe en ny hjort ud på vejen - tanken om at dette virkelig kunne have endt galt skræmte mig. For ikke så længe siden var Julie's (pigen i min værtsfamilie) veninde i et trafikuheld, hvor hun bl.a. mistede sin far. De har endnu ikke fundet ud af årsagen, men det kunne sagtens have været på grund af et forsøg på at undgå en hjort. Derudover ser jeg nærmest en død hjort ligge i vejkanten, hver dag når jeg kører - det uhyggeligt at tænke på, at det ligeså godt kunne have været sket for mig.