Sider

Viser opslag med etiketten travel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten travel. Vis alle opslag

onsdag den 28. februar 2018

Live a life you will remember - seks måneder

Hold fast hvor er der sket meget på blot 6 måneder; grænser er blevet brudt, bucket list er blevet længere, kryds er blevet sat, nye ting er blevet prøvet og alt har været bedre end, hvad jeg har turde håbe på. Jeg har oplevet ting, jeg kun har turde drømme om, jeg har oplevet ting, som forevigt vil blive husket. Jeg har mødt mennesker fra hele verden, og aldrig har det været nemmere at finde venner. Aldrig har jeg følt mig så tryg, følt mig så sikker i at køre, aldrig har tiden gået så hurtig og mennesker været så søde - aldrig har jeg følt mig så glad. Dette har udentvivl været de bedste 6 måneder i mit liv. 

Jeg har oplevet nogle af de amerikanske traditioner, som vi i Danmark har stjålet, men som på ingen måde kan sammenlignes. Jeg har oplevet en rigtig halloween, thanksgiving, en amerikansk jul og  valentinsdag. Det har været en kæmpe oplevelse, og en af de mange grunde til, at jeg så gerne ville hertil. Jeg må sige, at halloween udentvivl var min favorit, og jeg ved allerede, at jeg vil komme til at savne oktober måned, når jeg kommer hjem igen. Der er intet, der kan sammenlignes med min oktober måned her. Jeg oplevede et haunted house for første gang, var omringet af alverdens ting med græskarsmag, var til halloween pub crawl og oplevede en rigtig halloween, som man ser på film. Det var intet mindre end fantastisk!

Jeg har været til houseparties, kørt med en gul NY taxi, været på en amerikansk diner, karaoke bar, rooftops bars. Leget turist i forskellige stater, hiket i den smukke natur, set en amerikansk football kamp samt ice hockey, taget billeder i photobooth, været på road trips, spist alt for meget mad, forelsket mig i en kat, skyskrabere, solnedgange, samt palmetræer.

Jeg har oplevet 10 forskellige stater; Virginia, West Virginia, Maryland, New York, Illinois, Pennsylvania, Georgia, South Carolina, North Carolina, Tennessee. Det er kun 20% af hele Amerika, så der er lang vej endnu. Indtil videre er Tennessee, New York og South Carolina/Georgia (de minder meget om hinanden) mine favoritter. Tennessee skilte sig ud med deres cowboy tema og deres country musik, hvor der føles som om, at man er i en film, når man er i New York City. South Carolina/Georgia gav mig en feriefølelse, og det gik op for mig, hvor vild jeg er med palmetræer.

Torsdagsklub, breakfast dates, sing along musik, hyggetøj, teenagerhud, frihed, snaksaglige fremmede, tøsehygge og fed mad er især ting, der beskriver mit halve år. Jeg har vendt mig af med mit "alkoholsforbrug", og har kun drukket omkring 6 gange, hvor 3 af dem var i min fødselsdagsweekend, så det er altså ingenting, sammenlignet med mit forbrug i Danmark. Det føles så godt ikke længere, at se det som en nødvendighed.

Jeg har levet i min egen trygge lille bobbel, hvor jeg hverken har læst eller set nyheder. Jeg tror dette er grunden til, at jeg aldrig har følt mig så tryg, for hvordan er det muligt, at føle sig mere tryg i Amerika end i lille Danmark? Jeg løber ikke længere hen til døren, når det er mørkt, selvom jeg kun er få meter derfra. Det føles godt ikke at være bange hele tiden, fordi jeg netop er så uvidende om, hvad der sker ude i verden, men på den anden side bryder jeg mig heller ikke om, at føle mig så udvidende. Det er bare så skræmmende at høre om alle de frygtelige ting, der sker rundt omkring. I løbet af de sidste måneder, har jeg lært kun at fokusere på her og nu, og har for det meste af tiden, skubbet mine bekymringer væk. Jeg har haft fred i mine tanker, hvilket har været så rart eftersom, at mit hoved normalt er fyldt med alverdens lort. Jeg føler en slags indre ro og en oprigtig glæde indeni, og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor godt det føles.

Jeg har lavet en lille video omkring mit halve år. Jeg håber selvfølgelig, at i vil kunne lide den, men hvis ikke, så er det også helt okay, for videoen gør i hvert fald mig super glad.

tirsdag den 23. januar 2018

5 måneder, og hvornår føler man sig ikke som en del af familien?

For cirka fem måneder siden tog jeg flyet til Amerika - 20 år og en enkeltbillet. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor jeg vågnede op på hotellet i Kbh. Tårerne pressede sig på, og jeg følte, at jeg kunne græde forevigt. Jeg var ikke klar, men hvornår er man også det? Det var så skræmmende. Hvad havde jeg lige gang i? Det er nu tæt på at være et halvt år, jeg har været her, og jeg har aldrig oplevet tiden gå så hurtig. Når jeg tænker på, at jeg ser min familie og venner om et halvt års tid - ja så føles det på en måde som lang tid, men når jeg tænker på, at jeg kun har et halvt år tilbage til at opleve alt det, jeg har drømt om, alt det jeg har på min to-do-liste, så føles det som ingen tid. 

Lille mig, som nogle vil kalde dværg, andre vil tro jeg er 14, der skulle ud i den store fremmede verden. Til landet jeg altid har drømt om. En enkeltbillet til et fremmed land med andet sprog, kultur og traditioner. En fremmed familie, der kunne have forskønnet dem selv og deres liv. Lille mig der altid har været dårlige til at træffe beslutninger, og bange for det ukendte, men samtidig en lyst og glæde for verden, livet og dets muligheder. 

Det er selvfølgelig super underligt at flytte ind hos en fremmede familie, som man blot har haft nogle få skypeopkald med. Man har forventningen om, at man vil blive en del af den familie og føle sig som et familiemedlem, men vil man nogle sinde føle sig fuldstændig som et familiemedlem og på ligefod med de andre? Man ved jo godt, at man til hver en tid vil blive fravalgt, og at deres børn selvfølgelig altid kommer i første række, men hvordan må det ikke også være at lade en fremmed person tage del i deres liv og familie, og skulle opbygge dette bånd på ny hvert år? Jeg synes det er en stor gave, de giver - de giver muligheden for at komme til USA, rejse, og samtidig lade en føle, at man aldrig er fuldstændig alene. Det er nemt at føle sig alene, når man lige er kommet til et nyt land, hvor alt er fremmet. Man har ingen venner, man har heller ikke rigtig nogen familie, for man kender dem ikke, man skal til at finde sig til rette, til at lære området at kende, vende sig til et nyt værelse og hus, som gerne skulle blive til et hjem, man skal finde sin plads og samtidig finde sig selv i alt dette. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem. De fik mig til at føle mig velkommen og som en del af familie, da alt var nyt og lidt skræmmende. Da jeg fik nyheden om mine forældres skilsmisse, fik de mig til at føle, at jeg også har en familie her. Tænk at det virkelig er omkring tre måneder siden, jeg fik nyheden at vide. Nogle gange føles det som om, at jeg er ret afklaret og okay med det, men andre gange giver det mig en knude i maven og giver mig lyst til at græde. Det føles stadig ikke helt så virkeligt. 

Min familie fik mig hurtigt til at føle mig velkommen og som en del af familie - de var gode til at inkludere mig i alting, men samtidig give mig plads til at finde mig til rette. Selvfølgelig opstår der tidspunkter, hvor man føler sig super akavet, og hvor man ikke lige føler sig helt "hjemme". Der er selvfølgelig altid det akavet øjeblik, hvor børnene får skæld ud af forældrene. Det er selvfølgelig helt naturligt, og det er helt fint, men når de store skænderier opstår, så prøver jeg lidt at liste væk. I har vel prøvet det akavet øjeblik, hvor i er sammen med en ven, og pludselig får vennen skæld ud af forældrene, mens i står ved siden af, og ikke ved hvad i skal gøre af jer selv? Det tror jeg vi fleste har prøvet. Derudover så var der også lige det tidspunkt, hvor der stod en masse småkager på bordet, og jeg havde selvfølgelig lyst til den, som der kun var en tilbage af. Typisk ikke? Jeg kunne selvfølgelig ikke få mig selv til at tage den, hvilket højst sandsynlig havde været anderledes, hvis jeg havde været hjemme i Danmark. Når vi skal have take out lader jeg altid børnene bestemme, hvor det skal være fra, og lader som om, at jeg er ligeglad. På den anden side kunne jeg heller aldrig finde på, at spørge dem om, de vil hente mig fra byen eller noget i den stil, eller spørge om jeg må holde en kæmpe fest i deres hus. Så der er selvfølgelig altid de tidspunkter, hvor tingene ville have været lidt anderledes, hvis man havde været hjemme hos sin rigtige familie, men disse ting er til at leve med.
Et hjem er nødvendigvis ikke et sted, det er mere en følelse - en følelse af at du hører hjemme, og det at vide, du er holdt af, og for mig føles dette som et hjem. Men der er selvfølgelig aldrig noget som ens egen familie. Mine bedsteforældres kram og varme hjem, min mors omsorg og betænksomhed, min fars irriterende men samtidig savnet kommentar, som feks. "hvor ligner du udskidt æblegrød", men så det jo altid noget, man kan få den over facetime istedet haha. Ens eget værelse og seng, ja bare ens forældres ubetinget kærlighed. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem til det igen, men jeg er ikke færdig med at leve min drøm endnu, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at give op.

Men jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan finde et "hjem" andre steder i verden. Selvom Amerika er anderledes fra Danmark på rigtig mange punkter, så føler jeg mig virkelig hjemme her. Jeg elsker at være her, jeg føler mig fri, jeg føler mig langt om længe god nok - jeg føler omsider, at jeg kan trække vejret igen. Jeg er glad, jeg er virkelig glad, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ked af det. Måske lige da min faster rejste, men derudover. Inden jeg kom hertil var jeg lidt af en tudemarie, det var lidt som om, at jeg havde brug for at græde en gang i mellem, for at blive okay igen, hvis i kan følge mig? Det lyder ret mærkeligt, men den trang har jeg ikke her, og det føles så godt. Her har jeg nærmere lyst til at græde af glæde. Jeg er blevet så meget gladere, siden jeg er kommer hertil. Jeg er så evigt glad og stolt over, at jeg gjorde det!

Billeder fra den første uge i US - Training school/New York City. Billederne gør mig så glad, og jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, at jeg havde disse seks danske tøser ved min side, da jeg mest af alt bare havde lyst til at blive hjemme. Det var en stor hjælp at vi havde hinanden.