Torsdag aften var jeg til karaoke night på en sportsbar. Det er simpelthen noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Det var så chill - så afslappende og hyggeligt. Da jeg tog til det, regnede jeg ikke med at jeg ville stille mig op og synge i en mikrofon, for det ville da simpelthen været alt for akavet og med denne frygtelige stemme, som jeg har, ville det da kun blive pinligt. Alligevel overvejede jeg det, for nu var det jo på min busket list, og ville det nu tælle, hvis jeg ikke selv havde sunget i mikrofonen? Ikke rigtig vel? Jeg valgte at gøre det, hvilket jeg er super glad for, for hold kæft hvor var det sjovt! Alle sang med på sangene, vi dansede og skrålede i mikrofonerne. Endnu en ting er nu krydset af på "the bucket list" og det er udentvivl ikke sidste gang, jeg tager til det - det var FANTASTISK! I bilen hjem sang Kristin og jeg på fuld drøn - jeg følte mig så glad og i live. Kender i ikke godt det, at man skruer helt op for musikken i bilen og bare skråler til musikken - man glemmer alt omkring sig og er bare i øjeblikket? Jeg elsker det!
Fredag da jeg var i bad, så jeg pludselig et dyr i bruseforhænget. Det var stort, og jeg tænkte med det samme, at det var en edderkop. Det var som om, at mit hjerte stoppede med at banke. Jeg var ærligtalt rædselsslagen. Jeg stod lige så stille, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan skulle jeg dræbe den - det var lidt en udfordring, når den sad i bruseforhænget. Normalt skriger jeg på mine forældre eller nærmest begynder at tude, her blev jeg ligesom nødt til at mande mig lidt op. Jeg skyndte mig ud af badet, mens jeg nærmest holdte vejret - for hvis jeg nu holdte vejret, kunne det være at den ikke lagde mærke til, at jeg var der. Skulle jeg prøve at samle bruseforhænget og dermed mase den? Nej for så ville jeg ikke kunne se noget, og dermed ikke vide hvornår jeg havde dræbt den eller ej. Jeg overvejede dermed en måde, at få hjælp af min hostdad Mike, men han talte i telefon. Jeg gik derfor op til min hostmom, og spurgte hende så sødt, som jeg nu kunne, om hun var bange for edderkopper. Det var hun heldigvis ikke, og det viste sig så, at det ikke var en edderkop men en fårekylling - det lyder så uskyldigt, men den var altså klam. Kathy valgte simpelthen, at fange den og lade den gå fri ude i naturen. Hvorfor? Men tak til Kathy, som viste sig at være dagens helt.
Hjemve & lørdagstur til Georgetown
Lørdag morgen vågnede jeg tidligt. Jeg vågnede op med en rigtig tom følelse indeni. Jeg kunne tydeligt mærke tristheden i hele min krop, og tårerne pressede sig på. Jeg kunne begynde at græde hvert minut, så derfor begyndte jeg at se Pretty Little Liars, i forsøget på at tænke på noget andet. Det hjalp ikke rigtigt, og stilheden i huset gjorde det heller ikke ligefrem bedre. Jeg følte mig så alene. Jeg kunne selvfølgelig have ringet til nogle hjemmefra, men nej, hvad skulle jeg sige, og det ville kun få mig til at græde endnu mere - hvilket jeg ikke havde brug for. Jeg ville bare glemme følelsen og blive glad igen. Hvorfor er det så svært, at bede om hjælp? Jeg ville blive så glad og taknemmelig, hvis en ringede til mig, fordi han/hun var ked af det. At personen ville betro sig til mig, og bare havde lyst til at snakke med mig. Det ville da kun gøre mig glad, så mon ikke andre også ville have haft det sådan, hvis jeg nu ringede til dem. Så hvorfor er vi så dårlige til det? Jeg valgte istedet at skrive her, og give mig selv lov til at græde. Det nogle gange, det eneste der hjælper - at komme ud med det. Det ikke første gang jeg vågner op med denne følelse, men det er første gang her i Amerika, og det er frygteligt - så langt væk hjemmefra. Kunne bare godt have brugt et stort og varmt kram.
Det er okay at føle sig nede, jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at det for mig ikke hjælper, at drukne mig selv i mine egne tanker. Derfor er jeg glad for, at jeg tilbragte dagen sammen med Kristin - det var dejligt at tænke på noget andet. Vi tog til Georgetown, hvilket er en super hyggelig by. Så endnu flere ting er nu krydset af på "the bucket list".
Sunday/funday i Philadelphia (Pennsylvania)
Søndagmorgen stod turen på Philadelphia, det var en tur på omkring 2-3 timer. På nogle punkter mindede byen om New York, hvilket bestemt ikke gjorde noget. Men når man bevægede sig ind af sidegaderne, var der hyggelige steder og husene lignede ikke de typiske amerikanske huse. Vi endte med at gå omkring 14-15 km rundt omkring i byen. Vi oplevede "City Hall observation deck", hvor vi så byen fra oven. Vi så frihedsklokken, for man skal vel også have lidt historie med, når man nu er der. Vi så noget af "the magic garden", oplevede gaden "South street", hvilket er en rigtig speciel men cool gade. Der var forskellige typer mennesker, udsmykning af gaden/steder og specielle butikker (især udklædningsbutikker og vandpibe butikker). Vi spiste på "Reading terminal market", hvilket er det samme som street food. Vi smagte Philly Cheesesteak, som er en ting der skal prøves, når man er i Philadelphia. Det var virkelig velsmagende og saftigt!! Vi besøgte "Spruce street Harbor park", hvilket var et mega hyggeligt sted. Der var både græsareal med hængekøjer, samtidig en havn med forskellige boder med mad og drikke. Det er et sted, jeg kun kan anbefale. På vejen hjem skulle jeg sådan tisse, og vi endte tilfældigt det sted i Delaware, hvor vi havde pause, da vi var på vej med bussen til D.C hvor vores værtsfamilie skulle hente os. Det var præcis en måned siden, vi sidst havde været der - hvor er tilfældighederne bare fantastiske nogle gange.
Forskrækkelse - tæt på at slå en hjort ihjel.
Da jeg var på vej hjem fra dem, jeg havde været afsted med, blev jeg pludselig vildt forskrækket. Der stod en hjort lige foran mig - jeg kunne nærmest se den i øjnene. Hvis det ikke havde været fordi, at jeg lige havde kørt forbi politiet to gange, og derfor kørte stille, så havde jeg nok kørt ind i den. Den var der ud af det blå, og jeg skyndte mig selvfølgelig af automatik at bremse - kunne ikke engang nå at tjekke om bilen bagved var tæt på mig, og dermed ville kunne nå at stoppe. Det hele skete så hurtigt, men heldigvis skete der ingenting. Resten af turen hjem var jeg chokeret, og jeg havde det nærmest dårligt. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at køre, og hvert øjeblik var jeg bange for, at der ville springe en ny hjort ud på vejen - tanken om at dette virkelig kunne have endt galt skræmte mig. For ikke så længe siden var Julie's (pigen i min værtsfamilie) veninde i et trafikuheld, hvor hun bl.a. mistede sin far. De har endnu ikke fundet ud af årsagen, men det kunne sagtens have været på grund af et forsøg på at undgå en hjort. Derudover ser jeg nærmest en død hjort ligge i vejkanten, hver dag når jeg kører - det uhyggeligt at tænke på, at det ligeså godt kunne have været sket for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.