Sider

Viser opslag med etiketten cultural care. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cultural care. Vis alle opslag

tirsdag den 5. september 2017

At vågne op i et "fremmed" hjem - mine første dage hos min værtsfamilie.

Tænk at det allerede er 4 dage siden, jeg kom til min værtsfamilie. Fredag klokken 9 drog bussen mod Washing DC, hvor min familie skulle hente mig. Det var kun Kathy og Mike, som forældrene hedder, der kom og hentede mig, eftersom at vi var en time tidligere på den, så ingen af børnene havde fået fri fra skole. Det var sådan en underlig tanke, at man nu skulle bo hos en "ny og fremmed" familie i et år. Jeg var ret nervøs for at møde dem, for hvad skulle jeg lige gøre af mig selv, når jeg steg ud af bussen, og ville jeg nu leve op til deres forventninger? Men alle de bekymringer var unødvendige, for da jeg steg ud af bussen og så dem, løb Kathy og jeg hinanden i møde, og det hele føltes så naturligt. De hjalp mig med min bagage, og vi kørte mod mit nye hjem, som var omkring 40 minutter væk. Turen hjem var behagelig og det hele føltes bare så rigtigt. Da vi kom hjem fik jeg en rundvisning i hjemmet, og jeg så mit værelse som er i kælderen - ikke som man normal forestiller sig en kælder, heldigvis. Der er blødt guldtæppe, varme, rent og behageligt. Måske der kommer en room tour op en dag. Da jeg kom ind på mit værelse, så jeg med det samme det store billede, der hænger på væggen, med billeder af min familie og venner - dette havde Julie lavet til mig. Derudover havde familien også skrevet et velkomstbrev til mig og givet mig et gavekort til Target - de fik mig virkelig til at føle mig velkommen, hvilket jeg er så taknemmelig for, for aldrig har jeg prøvet noget, der kan sammenlignes med dette - at flytte ind i et "fremmed hjem". Om aftenen tog vi ud og spiste Pizza, hvilket var rigtig hyggeligt, vi gik vi en tur og jeg fik indrettet mit værelse med de ting, jeg nu havde med, samt tømt kufferterne. At skulle sove i "et fremmed" hjem, at stå op hos nogle man knap nok kender og føle sig hjemme, bare det at tage mad fra køleskabet, når man er sulten, og hvad nu med mit bøvseproblem - nu jeg jo ikke ligefrem den mest diskrete, når jeg bøvser? Det tager tid før det hele føles normalt, men jeg vil sige, at de gjorde/gør et rigtig godt forsøg på at få mig til at føle mig hjemme, og bøvseproblemet har overraskende nok, ikke været noget problem endnu - derudover har jeg hørt børnene bøvse, og de er da ikke blevet slået ihjel endnu, så måske det faktisk går, hvem ved? 

Da jeg vågnede op for første gang i mit nye hjem om lørdagen, var det så underligt. Hvornår skulle jeg gå op i køkkenet til de andre, hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? Men der var intet underligt, da jeg tog mig sammen og gik op til de andre. Jeg fik lidt morgenmad og senere tog Kathy, Julie og jeg ud for at handle. Jeg fik mit elskede rugbrød og grovbrød, hvilket var to ting, jeg ikke var helt klar over, at de havde her, og det smager præcis som Danmark, så jeg er tilfreds og glad. Vi købte lidt Shampoo og hvad jeg gik og manglede, og de var bare så venlige. Da vi kom hjem, fik vi frokost, jeg fik rundvisning i køkkenet, de lærte mig et kortspil, som faktisk var meget sjovt. Om aftnen gav jeg dem gaver, hvilket er ting som kommer eller kendetegner Danmark, og heldigvis var de vilde med dem. Kathy prøvede at sige nogle danske ord, og aldrig har jeg hørt noget så cute. Vi fik Hamburgers til aftensmad, hvilke var super super lækre, og makaroni pastasalat, som jeg aldrig havde smagt før. Derudover smagte jeg vandet, og puha hvor er jeg lykkelig over, at det ikke smager, som vandet på skolen - de har heldigvis et køleskab, der renser det. Om aftenen lejede vi en film og derefter var jeg virkelig klar til at komme på hovedet i seng.

Søndag spiste vi morgenmad sammen og jeg smagte "Taylors Ham" - synes virkelig at det er spændende at prøve nyt mad. Vi gik igennem alverdens ting omkring bilen, og jeg var ude og køre for første gang i min minivan, som er kæmpe, og jeg fik set "the community pool"- desværre lukker den allerede for i år. Jeg har spillet basket med Julie, spist is, spist kylling, makaroni pastasalat og salat til aftensmad - hvor er jeg bare lykkelig over, at de bl.a spiser salat - havde virkelig frygtet, at alle amerikanere spiser fed mad. Alle de fordomme man dog har. Om aftenen så vi amerikanskfodbold og spiste dansk slik, som de faktisk var helt vilde med. Det så rart at være her og ikke føle, at man spiser meget, for jeg spiser intet i forhold til dem. Vidste derudover heller ikke, at de var SÅ VILDE med snacks og brød, men altså hvem elsker ikke det?

Mandag var der Labor day, så alle havde fri fra arbejde og skole. Endnu en afslappet dag, hvor jeg bl.a. lærte at vasketøj på deres måde, kørte lidt mere rundt i området, hvor vi shoppede lidt forskellige ting ind, jeg lærte Julie at lave bananpandekager, og om aftenen havde vi gæster, hvor vi fik BLT (sandwish med bacon) - lidt specielt, men hvis man kan lide bacon, så er det et hit. Efter aftensmaden engang gik jeg ned på mit værelse - ville helst ikke trænge mig på, nu hvor de havde gæster, og havde egentlig også bare lyst til at slappe lidt af med noget netflix - endelig kan jeg se pretty little liars færdig, eftersom at de sidste episoder ikke er på det danske netflix. Kathy kom ned inden hun gik i seng, for lige at sikre sig, at jeg var okay, samt at jeg ikke havde hjemve, og hvad der nu eller kan være galt. Det var så betænksomt af hende og varmede virkelig mit hjerte. Det er bare sådan nogle små ting, der betyder alverdens. Familien er allerede begyndt, at snakke om halloween, og Mike har været ude og købe nogle ting ind til det. Jeg har set en video fra sidste år, og hvor er det crazy. Jeg glæder mig så meget til at opleve det. 

I dag er min rigtige "arbejdsdag" - Kathy er her dog, så jeg observerer egentlig bare. Vi fik sendt børnene i skole, og nu har jeg egentlig bare fritid indtil, vi skal have lavet en bankkonto til mig. Jeg har fået snakket med min mor, for første gang siden jeg tog afsted. Jeg vidste ikke helt, om jeg var klar til at høre hendes stemme endnu - jeg var bange for, at det ville fremkalde hjemve, men det var egentlig meget rart lige at få snakket lidt med hende. 

Det har været nogle virkelig gode første dage, og jeg føler mig allerede komfortabel på mit værelse og i mit nye hjem. Vi har sovet længe og det hele har været så afslappende. Det hele har været så nyt, så spændende, grænseoverskridende, og overraskende nok, er jeg blevet ret vild med deres kat - nu jeg ikke ligefrem det største dyrmenneske. Den er så kærlig, også elsker jeg især, at den går med ble - den er blevet så gammel, at den tisser overalt. Jeg er vild med det!



mandag den 4. september 2017

Training school in New York

Søndag d. 28 August var dagen, hvor mit eventyr skulle begynde. Klokken 7.20 ville flyet lette fra København og der ville ikke være nogen vej tilbage. Jeg havde den mærkeligste følelse i kroppen, da jeg stod op og havde bare lyst til at græde. Aldrig har jeg taget så stort et skridt som dette, det var så skræmmende - jeg var nærmest bange. Jeg ved ikke hvad, jeg skulle have gjort, hvis jeg ikke havde mødtes med de andre danskere, der stod i samme båd som mig selv i lufthavnen. Det var sådan en tryghed, at man ikke var alene og man havde nogle at dele det med. Vi mellemlandede i London, hvor vi skulle vente i 4 timer, men egentlig gik tiden ret hurtig, selvom vi ikke lavede andet end at spise og snakke. Da vi endelig kom til New York, efter en lang flyvetur, stod en mand fra Cultural Care i helt pink tøj og ventede på os. Det var på en måde urealistisk, og jeg blev som et lille barn igen. Nu var jeg endelig i det land, jeg så længe havde drømt om. Han sendte os med bussen og vi drog mod skolen, vi skulle være på til fredag. Vi fik pizza og aftalte at gå i poolen, der var på skolen - det endte dog med at blive fællesbad istedet, og derefter gik vi direkte i seng - det havde været sådan en lang dag. Vi havde været oppe i over et døgn, på grund af tidsforskellen. 

Dagene på skolen var både lange, hårde, spild af tid for mit vedkommende, men samtidig hyggelige. Selvom det var spild af tid, eftersom at alt det man lærte, nærmest kun vedkom småbørn, og jeg jo skal passe store børn, så er jeg rigtig glad for, at vi havde disse dage på skolen. Det var en rigtig god start på eventyret, og jeg fik nogle super gode veninder, som jeg føler, at jeg har kendt i længere tid end blot få dage. Det er vildt så hurtigt, man knytter sig til hinanden, når man er sammen hele tiden. 
Jeg boede på værelse med en fra Syd Afrika, hvilket var super spændende, men ellers så holdte man sig egentlig mest til dem, der kom fra ens eget land, hvilket på en måde er lidt ærgerligt. Tidsforskellen resulterede i en træthed, der prægede os meget af dagen. Vi var døde tidligt om aftenen, og vågnede alt alt for tidligt om morgenen. Det var mærkeligt, at tænke på, at når vi sad og spiste frokost, så sad dem derhjemme og spiste aftensmad - det en ting man lige skal vænne sig til. Vi havde skoledage til aftensmad tid, og sommetider workshops om aftenen, vi havde bl.a Candy picnic, hvor alle skulle medbringe slik fra deres eget land. Det var vildt hyggeligt og sjovt, at smage slik fra andre lande, men må sige, at der ikke er noget der slår dansk slik! Dem fra de andre lande prøvede selvfølgelig at smage lakrids, og aldrig har jeg set så sjove ansigtudtryk. Vi havde selvfølgelig pauser i løbet af dagen, hvilket Safiya og jeg især brugte på at udforske området. Vi fik os nogle gode gåture, og ja husene var som man så i film - store og ofte med et basketnet i indkørslen. 
Vi var over 400 elever på skolen, så der var sommetider lang kø, når man skulle have mad i kantinen. Der stod nogle og øsede mad op på tallerkener til os, hvilket igen var præcis som på film. Maden var der blandede meninger omkring - nu er jeg rigtig madglad og ikke særlig kræsen, så jeg synes egentlig at det var overraskende "godt". Jeg havde forventet fed mad,  hvilket der bestemt også var, eftersom at vi fik pizza hver dag. Dog kunne man også vælge den sunde del bestående af salatbar, hvilket jeg nærmest ikke troede, at de spiste herovre. Vi smagte vandet fra vandhanen - aldrig har jeg troet, at vand kunne smage så forfærdeligt - det smagte og lugtede af swimmingpool, og jeg frygtede med det samme, at vandet ville smage af det samme hos min værtsfamilie. For så ville jeg udentvivl ikke komme til at drikke særlig meget vand i løbet af dette år. 

Derudover havde vi førstehjælp, og jeg var så heldig at min værtsfamilie havde købt New York city turen til mig, samt givet mig en gave, jeg kunne hente på kontoret. (Alle dem der havde været så heldige, at få New York city turen samt gaven, fik den samme gave. Gaven bestod af  den fancy Cultural Care taske, hvor der var en sweatshirt, New York t-shirt, drikkedunk, gavekort til "Bakery" and gavekort til Starbucks i). Jeg blev vildt overrasket over, at de havde givet mig dette. Det gjorde mig vildt glad og fik mig til at føle mig mere velkommen. 





Torsdag klokken 14 gik turen til New York City, og jeg var så spændt på endelig, at skulle se New York City! Jeg havde så mange forstillinger og forventninger, og jeg blev med det samme så fascineret af alle de skyskrabere, der prægede byen - det var så smukt, og ligesom jeg havde forstillet mig. Der  var basket tæt på gaden og stiger på nogle af husene - igen var det som at være med i en film. Vi fik en "guidet" tur, hvor vi så Empire State Building, the statue of Liberty på lang afstand, vi var i en del af New York og ellers var vi på "Top of the Rock", hvor der var den smukkeste udsigt - kunne havde stået der oppe i en evighed. New York var så smuk, da mørket faldt på og vi gik gennem byen. Tiden gik alt alt for hurtig, men jeg vil udentvivl tage tilbage dertil en dag. Jeg bor heldigvis "kun" 4-5 timer væk, hvilket jo nærmest kan være en endagstur herovre, men nok ikke for mit vedkommende, endnu. 








lørdag den 26. august 2017

Mød min værtsfamilie

Imorgen går turen til København, hvor jeg skal flyve fra mandag kl. 07.20. Jeg er derfor begyndt at pakke, hvilket er utroligt svært, når det er til et helt år. Jeg har nærmest ikke engang haft tid til at pakke, eftersom at jeg bare har ville nyde den sidste tid med mine venner. Derfor slutter jeg selvfølgelig også af med en bytur i aften. 
Jeg tænkte jo at fortsætte med bloggen i USA, så i kan følge mit Au pair eventyr, hvilket jeg håber, at i har lyst til. Der er en masse fordomme omkring det at være Au pair. Nogle forbinder det med thaipiger som bl.a. er i de danske familie, og nærmest bliver "misbrugt" på den ene eller anden måde, og andre forbinder det med "slavere" som gør alt det beskidte arbejde i familie. Dette er dog ikke det, jeg har sagt ja til. Her har vi nogle rettigheder, og skal kun sørge for børnene i familien. Jeg tænkte, at det var relevant, at i også lærer min værtsfamilie at kende, da dette er en vigtig del af min rejse. Der er simpelthen så mange ting, jeg kan skrive om familien, men nu har jeg udvalgt nogle af de vigtigste ting ifølge mig selv. 

Familien:

Familien hedder Foster til efternavn og består af 4 personer - mor, far, en dreng på 13 og en pige på 15. Børnene er forholdvis gamle, så det bliver ikke som den typiske børnepasning, da de jo ofte kan klare dem selv. Faren er tit væk på forretningsrejse i hverdagen, hvilket bl.a. er en af grundene til at familien har en Au pair - så moren ikke skal stå med det hele selv. Pigen er rigtig sportsglad, hvilket jeg kun er fan af. Hun er på et svømmehold om sommeren, spiller bl.a. basketball om vinteren og ellers spiller hun en masse fodbold. Da jeg læste deres profil, var der flere ting jeg kunne nikke genkendelighed til - ud fra profilen minder hun på flere punkter om mig selv. Drengen derimod står i kontrast til hans søster - han kan godt lide videospil, bygge computere og videnskabeligeting. Han er også på svømmeholdet, men dyrker ikke sport ud over svømmeholdet om sommeren. Han spiller derimod i et skoleband og har lektioner i trompet.

Familien vægter åbenhed rigtig højt - at man ikke skjuler noget, men derimod føler sig tryg ved at fortælle og spørge dem om alt. 
De har ikke alverdens regler, som de typiske familier. De har erfaret, at der hvor vi typisk kommer fra, er der f.eks. ikke udgangsforbud osv. Så det har de ikke tænkt sig at give, men forventer selvfølgelig blot, at man møder til tiden og er i stand til at gøre sit arbejde.
Derudover har jeg stort set altid lov til at have venner på besøg, så længe jeg har spurgt familien om lov. De ønsker at lære mine venner at kende, og at mine venner også kommer til at føle sig tryg ved at komme til deres hus. Dette var noget jeg især lagde mærke til i deres profil og betød så meget for mig, eftersom at mine venner betyder super meget for mig, og hvis jeg skal føle at jeg er en rigtig del af en familie, så følger det at have venner på besøg bare med. Der var mange familier, der var ret strenge angående dette og især at have overnattende gæster, så jeg er glad for jeg fandt en der er ret large omkring det.

Familien har haft 7 Au pairs før mig, så man må sige, at det ikke er noget nyt for dem. Flere af dem har været og besøge dem, hvilket jeg kun ser som et godt tegn. De ønsker, at man bliver en del af familie og et team, hvilket især var en vigtig ting for mig, da jeg skulle vælge familie. 

Hvad kommer mit arbejde til at bestå af:

Jeg skal for det første sørge for at børnene bliver klar til at komme i skole om morgenen. Måske lave lidt madpakker, rede deres senge og gøre køkkenet rent efter dem. 
Mens børnene er i skole, har jeg ofte tid til det, jeg nu har lyst til at lave. Skal dog ordne vasketøj 2-3 gange om ugen. Når børnene kommer hjem fra skole, skal jeg sørge for de får en "snack" og laver deres lektier og pligter. Derudover skal jeg køre dem til sports og hente dem, og hjælpe med aftensmaden og sådan nogle småting, som man ofte hjælper hinanden med, når man er en familie. 

I weekenden har jeg så ofte fri, men familien håber, at man også har lyst til at bruge tid sammen med dem og blive en rigtig del af familien, hvilket jeg kun ser som en god ting. Samtidig accepterer og forstår de også, at man nødvendigvis ikke altid vil være med til diverse ting, men derimod være sammen med venner, rejse osv. 

Hvor skal jeg bo: 

Jeg skal bo i den nordlige del af staten Virginia, i et familieorienteret kvarter med to parker, en pool og flod. Jeg skal bo omkring 40 min fra Washington Dc og 4-5 timer fra New York, så det er helt klart nogle byer, jeg skal udforske. Som den eneste i familie har jeg værelse på underetagen, hvilket gør det ret privat. Jeg har mit eget toilet og derudover er der også et rum med tv, bordtennisbord og Wii. Jeg får min egen bil til rådighed, hvilket er total optur. 

Dette skrev familie bl.a. i deres profil: "Ideally, we'd like to host an au pair who is ready to make the most of the au pair experience -- becoming part of our family, doing a great job, making new friends, and traveling" Dette vil jeg mene, at jeg kommer til at opfylde. Jeg ønsker virkelig at få alt ud af dette eventyr - jeg har så mange forventninger og håb for denne rejse, hvilket jeg vil dele med jer i et andet indlæg. Dette er bl.a en af grundene til, at jeg tror, jeg har fundet den rigtige familie - de ser ikke dette som kun børnepasning, men samtidig ønsker at man får meget mere med hjem i bagagen. 

tirsdag den 22. august 2017

Matchingprocessen og det at vælge den rigtige familie

Jeg tænkte, at jeg ville fortælle lidt om matchingprocessen gennem Cultural Care, som jeg skal rejse igennem. Det kunne være det havde interesse for nogle, eller måske står du selv og overvejer at blive Au pair.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg præcis begyndte på min profil på Cultural Care. Jeg havde først været til et oplæg omkring Cultural Care og det at være Au pair i USA, så jeg tror, at jeg begyndte derefter engang. Det er en god ide, at begynde på sin profil i rigtig god tid, for det tager en del tid og er ikke noget, man bliver færdig med på en dag. Man skal nemlig udfylde alverdens ting om sig selv, sine interesser, egenskaber, sundhed osv. Derudover skal man også have mindst 3 referencer, som bl.a kan være arbejdsrelateret, men må ikke være referencer fra familiemedlemmer. Dog skal en af dem også være angående børnepasning. (Man skal nemlig have passet børn i et bestem antal timer for at kunne blive godkendt). De referencer man bruger bliver derefter ringet op for at bekræfte det, der er blevet skrevet om en. Må indrømme at jeg blev lidt overrasket over, hvor meget de gik op i disse referencer, men på den anden side er det også klart, da en familie lader et nyt familiemedlem blive en del af deres familie, og det gør man jo ikke med hvilke som helst. Jeg blev færdig med profilen i december, og begyndte derefter at matche med familier, som passede til min profil og de ting jeg søgte. Man skulle nemlig også udfylde, om man var villig til at have babyer, være au pair hos en enlig far, om familien ikke måtte have en bestemt religion osv. Her gælder det bare om at være åben, for man har altid muligheden for at afslå matchet. Jeg synes f.eks. at det kunne have været super spændende at komme ind i en jødisk familie og opleve deres levestil og traditioner, og jeg matchede også med en del jødiske familier, men det blev dog ikke nogle af dem. 

Matchet. 

Når man matcher får man en email, hvor man derefter kan gå ind og læse familiens profil. Hvis det har interesse kan man e.v.t skrive en email til familien om, at man er interesseret og synes deres profil virker som noget for dig, men ofte skriver familien også selv. Andre gange virker matchet måske ikke aktuelt, og man lader dermed være med at skrive til familien. Hvis familien derimod skriver til dig, kan man enten skrive det på en pæn måde, men ofte sagde jeg bare ja til et skype-opkald, for at give dem en chance og for at høre dem om de ting, jeg måske var lidt skeptiske over i deres profil. Mit gode råd er i hvert fald bare at være åben og lade være med at være for dømmende eller kræsen. På den anden side, skal man heller ikke accepteret alt og især ikke noget der går imod ens natur eller ønsker, så det handler samtidig også om at være tro mod dig selv. Når man matcher er man vist et match i 48 timer og hvis ingen skriver til hinanden i løbet af den tid, så forsvinder matchet. Derfor kræver det tid og energi, da man ofte skal skynde sig at tjekke matchet og læse deres profil og bedømme om det kunne være noget. Nogle gange vågnede jeg op med en mail fra en familie, som følte jeg kunne passe godt ind i deres familie. Det var virkelig smigrende og gjorde mig utrolig glad, men det var krævende, da man gik i skole og havde alverdens lektier og aflevering og samtidig skulle finde tid til at skype med dem. Nogle gange kunne man matche med en familie og samme dag skulle man skype med dem. Dette var nogle gange lidt svært på grund af tidsforskellen, og man følte det hele skulle gå så hurtigt.
Jeg har matchet med rigtig mange forskellige familier indtil jeg fandt den rigtige. Det var utrolig frusterende, at det tog så lang tid og krævede så meget, og sommetider havde jeg bare lyst til at droppe det hele. Det kan gøre super ondt at blive fravalgt. Jeg oplevede det f.eks. fordi jeg ikke kunne ankomme på et bestemt tidspunkt. Det var måske også lidt plat af mig, fordi jeg forlangte at have min sommerferie i Danmark og bl.a komme på smukfest. Det er klart, at alle familier ikke kan godtage det, da de jo ihærdigt har brug for en ny Au pair, når deres nuværende eller tidligere Au pair rejser. Andre gange bliver man selvfølgelig også fravalgt, hvis de finder en der passer bedre til deres familie. Det er super nederen at blive fravalgt, det vil det alle dage være, men man må virkelig ikke give op. På et tidspunkt fandt jeg en familie, der ønskede mig som deres Au pair. Vi havde kun skypet omkring 2-3 gange, så jeg følte mig derfor ikke helt klar til at beslutte mig. Jeg kunne super godt lidt familien, men det betød bare så meget for mig, at det blev den rigtige - både fordi jeg ved, at jeg kommer til at lide at hjemv, men derudover er det vigtigste for mig også, at jeg bliver en del af en ny familie. Jeg synes det var en rigtig stor beslutning, og jeg er som person elendig til at træffe beslutninger, så det var ikke en særlig sjov position, jeg blev sat i. Når man matcher med en familie, og man aftaler at snakke sammen, kan man blive et låst match, indtil man beslutter om det er noget eller ej. Jeg ønskede ikke, at vi skulle være et låst match, for jeg ville gerne kunne matche med andre familier, mens jeg talte med denne familie, for hvis nu der ville dukke en familie op, der passede endnu bedre til mig. Dette resulterede i, at jeg blev ringet op af Cultural Care og min kontaktperson, fordi familien ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg ville. Der var en masse misforståelser, og jeg forsøgte virkelig at forklare mig ud af det og fortælle familien, at jeg bare ønskede, at vi skulle snakke sammen lidt flere gange, inden jeg tog beslutningen. Dette accepterede de, men fandt så en ny, hvilket er min egen skyld. Jeg blev så ked af det - de havde lige sagt, de ønskede mig som deres Au pair, men finder en ny, fordi jeg har brug for lidt mere tid og nok også var svær at finde ud af. Det var der jeg for alvor mistede håbet. Det var som om, der ikke var nogen familie til mig. Var jeg for krævende? Var jeg for langsom til at beslutte mig? 

De nervepirrende skypeopkald. 

Hver gang man aftalte at skulle skype, skulle man finde på spørgsmål for at holde samtalen igang. Derfor følte jeg at det krævede meget og var grunden til, at jeg ikke altid havde overskud til det. Det var super nervepirrende hver eneste gang, man skulle snakke med en familie, det var så grænseoverskridende for mig, og jeg fik det altid ret dårligt op til. Jeg har ikke oplevet nogle ubehagelige skype-opkald, de fleste var super søde og åbne, men alligevel hadede jeg det. Jeg hadede at bruge så mange kræfter og tid på et forberede mig selv og forbedre spørgsmål til en familie, hvis matchet ikke var noget, efter man havde talt. Det var spild af tid og energi. Derudover var det super frusterende, da jeg ikke altid kunne formulere det, jeg ønskede, både på grund af nervøsitet og samtidig fordi det var på engelsk. Man havde jo ikke rigtig tid til at tænke over, hvad man skulle svare, så derfor blev det bare nogle gange, nogle halvfærdige sætninger. Nogle familie stillede f.eks. spørgsmål om, hvad man ville gøre i bestemte situationer, disse var mine hade spørgsmål. "Hvad vil du gøre hvis Kim vil se tv sammen med dig, Ole vil spille pc sammen med dig og Knud vil have du læser højt for ham?" "Hvad vil du gøre, hvis Kim ikke gider tage tøj på eller hvis Ole ikke gider lave sine lektier, men får besøg af to af sine kammerater?". Det var super svært at svare på disse slags spørgsmål, da det ofte er noget man først ved i selve situationen, og ofte prøver man jo at sige det, som familien gerne vil høre. Kulturen er bare anderledes i forhold til Danmark og man gør bare nogle ting helt anderledes, så derfor var det heller ikke altid lige nemt. En gang skulle jeg også fortælle en ting om mig selv, som ikke stod i min profil. Jeg havde ikke læst min profil siden jeg sendte den ind, så jeg vidste ikke præcis, hvad der stod i den, og samtidig havde jeg jo skrevet nærmest ALT om mig selv i den profil, så der blev jeg også temmelig mundlam. På den anden side blev jeg bedre for hver gang der gik, og heldigvis kunne man hurtigt mærke om det kunne være et muligt match eller ej, når man snakker sammen over skype.


De amerikanske familier. 

Familierne er selvfølgelig meget forskellige, og det er meget forskelligt, hvilket ansvar man skal have i familien samt hvilke krav og regler de har. Man har jo hørt om amerikanernes strenge regler, som vi ikke altid kan forholde os til her i Danmark, hvor der ikke er så mange. Hos nogle familier måtte jeg f.eks. ikke have venner på besøg, hvilket var et krav jeg på ingen måde kunne acceptere. Derudover var der også mange familier, der havde bestemte tidspunkter, hvor man skulle være hjemme om aftenen og hos nogle måtte man ikke bruge sin egen telefon, når man passede børnene osv. 


Det rigtige match. 

Jeg fik en mail d. 2 maj fra familien Foster, men havde ikke mulighed for et skype-opkald inden matchet ville udløbe. Vi blev derfor låst i en ekstra dag, så vi havde tid til at snakke. Kathy, som moren hedder var bare så forstående og jeg følte bare jeg var til besvær, fordi jeg ikke lige havde tiden til at skype, men hun synes derimod jeg var fleksibel. Vi snakkede af flere omgange, og jeg fik mail til deres tidligere Au Pair Mia, som også er fra Danmark og deres daværende Au Pair, så jeg havde mulighed for at tale med dem, om hvordan det var at være Au pair hos familien. Dette var en kæmpe tryghed og betød super meget for mig. Jeg tog selvfølgelig kontakt til dem og snakkede med dem begge, og samtalerne med dem fik mig kun til at synes endnu bedre om familien Foster. Jeg hørte kun gode ting, hvilket gjorde mig endnu mere sikker på denne familie. Den 14 maj aftalte vi at blive et match, og puha hvor blev jeg bare glad. Det gik forholdvis hurtigt og måske jeg havde lært noget fra sidste gang, men det føltes bare så rigtigt. De mødte min mor og vi aftalte derefter at blive et match. Jeg løb med det samme ud til min mor og gav hende en krammer, mens jeg begyndte at stortude. Jeg var virkelig lykkelig i dette øjeblik. Det var sådan en lettelse og så dejligt at få det overstået lige inden eksaminerne. Det hele føltes bare så rigtigt, selvom jeg egentlig ikke havde snakket med familien alverdens gange. Jeg ved ikke om jeg på en måde også følte mig presset til at skulle sige ja  efter sidste gang, men på den anden side, havde jeg bare gået og håbet på, at de ville spørge, om vi skulle blive et match. De spurgte og jeg kunne ikke sige andet end ja  - dette må også betyde at det var det rigtige valg i forhold til det andet, hvor jeg tvivlede en masse. Så føl din mavefornemmelse - man kan tydeligt mærke, når det føles rigtigt og pludselig var det alt besværet og tiden værd.