Matchingprocessen og det at vælge den rigtige familie

Jeg tænkte, at jeg ville fortælle lidt om matchingprocessen gennem Cultural Care, som jeg skal rejse igennem. Det kunne være det havde interesse for nogle, eller måske står du selv og overvejer at blive Au pair.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg præcis begyndte på min profil på Cultural Care. Jeg havde først været til et oplæg omkring Cultural Care og det at være Au pair i USA, så jeg tror, at jeg begyndte derefter engang. Det er en god ide, at begynde på sin profil i rigtig god tid, for det tager en del tid og er ikke noget, man bliver færdig med på en dag. Man skal nemlig udfylde alverdens ting om sig selv, sine interesser, egenskaber, sundhed osv. Derudover skal man også have mindst 3 referencer, som bl.a kan være arbejdsrelateret, men må ikke være referencer fra familiemedlemmer. Dog skal en af dem også være angående børnepasning. (Man skal nemlig have passet børn i et bestem antal timer for at kunne blive godkendt). De referencer man bruger bliver derefter ringet op for at bekræfte det, der er blevet skrevet om en. Må indrømme at jeg blev lidt overrasket over, hvor meget de gik op i disse referencer, men på den anden side er det også klart, da en familie lader et nyt familiemedlem blive en del af deres familie, og det gør man jo ikke med hvilke som helst. Jeg blev færdig med profilen i december, og begyndte derefter at matche med familier, som passede til min profil og de ting jeg søgte. Man skulle nemlig også udfylde, om man var villig til at have babyer, være au pair hos en enlig far, om familien ikke måtte have en bestemt religion osv. Her gælder det bare om at være åben, for man har altid muligheden for at afslå matchet. Jeg synes f.eks. at det kunne have været super spændende at komme ind i en jødisk familie og opleve deres levestil og traditioner, og jeg matchede også med en del jødiske familier, men det blev dog ikke nogle af dem. 

Matchet. 

Når man matcher får man en email, hvor man derefter kan gå ind og læse familiens profil. Hvis det har interesse kan man e.v.t skrive en email til familien om, at man er interesseret og synes deres profil virker som noget for dig, men ofte skriver familien også selv. Andre gange virker matchet måske ikke aktuelt, og man lader dermed være med at skrive til familien. Hvis familien derimod skriver til dig, kan man enten skrive det på en pæn måde, men ofte sagde jeg bare ja til et skype-opkald, for at give dem en chance og for at høre dem om de ting, jeg måske var lidt skeptiske over i deres profil. Mit gode råd er i hvert fald bare at være åben og lade være med at være for dømmende eller kræsen. På den anden side, skal man heller ikke accepteret alt og især ikke noget der går imod ens natur eller ønsker, så det handler samtidig også om at være tro mod dig selv. Når man matcher er man vist et match i 48 timer og hvis ingen skriver til hinanden i løbet af den tid, så forsvinder matchet. Derfor kræver det tid og energi, da man ofte skal skynde sig at tjekke matchet og læse deres profil og bedømme om det kunne være noget. Nogle gange vågnede jeg op med en mail fra en familie, som følte jeg kunne passe godt ind i deres familie. Det var virkelig smigrende og gjorde mig utrolig glad, men det var krævende, da man gik i skole og havde alverdens lektier og aflevering og samtidig skulle finde tid til at skype med dem. Nogle gange kunne man matche med en familie og samme dag skulle man skype med dem. Dette var nogle gange lidt svært på grund af tidsforskellen, og man følte det hele skulle gå så hurtigt.
Jeg har matchet med rigtig mange forskellige familier indtil jeg fandt den rigtige. Det var utrolig frusterende, at det tog så lang tid og krævede så meget, og sommetider havde jeg bare lyst til at droppe det hele. Det kan gøre super ondt at blive fravalgt. Jeg oplevede det f.eks. fordi jeg ikke kunne ankomme på et bestemt tidspunkt. Det var måske også lidt plat af mig, fordi jeg forlangte at have min sommerferie i Danmark og bl.a komme på smukfest. Det er klart, at alle familier ikke kan godtage det, da de jo ihærdigt har brug for en ny Au pair, når deres nuværende eller tidligere Au pair rejser. Andre gange bliver man selvfølgelig også fravalgt, hvis de finder en der passer bedre til deres familie. Det er super nederen at blive fravalgt, det vil det alle dage være, men man må virkelig ikke give op. På et tidspunkt fandt jeg en familie, der ønskede mig som deres Au pair. Vi havde kun skypet omkring 2-3 gange, så jeg følte mig derfor ikke helt klar til at beslutte mig. Jeg kunne super godt lidt familien, men det betød bare så meget for mig, at det blev den rigtige - både fordi jeg ved, at jeg kommer til at lide at hjemv, men derudover er det vigtigste for mig også, at jeg bliver en del af en ny familie. Jeg synes det var en rigtig stor beslutning, og jeg er som person elendig til at træffe beslutninger, så det var ikke en særlig sjov position, jeg blev sat i. Når man matcher med en familie, og man aftaler at snakke sammen, kan man blive et låst match, indtil man beslutter om det er noget eller ej. Jeg ønskede ikke, at vi skulle være et låst match, for jeg ville gerne kunne matche med andre familier, mens jeg talte med denne familie, for hvis nu der ville dukke en familie op, der passede endnu bedre til mig. Dette resulterede i, at jeg blev ringet op af Cultural Care og min kontaktperson, fordi familien ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg ville. Der var en masse misforståelser, og jeg forsøgte virkelig at forklare mig ud af det og fortælle familien, at jeg bare ønskede, at vi skulle snakke sammen lidt flere gange, inden jeg tog beslutningen. Dette accepterede de, men fandt så en ny, hvilket er min egen skyld. Jeg blev så ked af det - de havde lige sagt, de ønskede mig som deres Au pair, men finder en ny, fordi jeg har brug for lidt mere tid og nok også var svær at finde ud af. Det var der jeg for alvor mistede håbet. Det var som om, der ikke var nogen familie til mig. Var jeg for krævende? Var jeg for langsom til at beslutte mig? 

De nervepirrende skypeopkald. 

Hver gang man aftalte at skulle skype, skulle man finde på spørgsmål for at holde samtalen igang. Derfor følte jeg at det krævede meget og var grunden til, at jeg ikke altid havde overskud til det. Det var super nervepirrende hver eneste gang, man skulle snakke med en familie, det var så grænseoverskridende for mig, og jeg fik det altid ret dårligt op til. Jeg har ikke oplevet nogle ubehagelige skype-opkald, de fleste var super søde og åbne, men alligevel hadede jeg det. Jeg hadede at bruge så mange kræfter og tid på et forberede mig selv og forbedre spørgsmål til en familie, hvis matchet ikke var noget, efter man havde talt. Det var spild af tid og energi. Derudover var det super frusterende, da jeg ikke altid kunne formulere det, jeg ønskede, både på grund af nervøsitet og samtidig fordi det var på engelsk. Man havde jo ikke rigtig tid til at tænke over, hvad man skulle svare, så derfor blev det bare nogle gange, nogle halvfærdige sætninger. Nogle familie stillede f.eks. spørgsmål om, hvad man ville gøre i bestemte situationer, disse var mine hade spørgsmål. "Hvad vil du gøre hvis Kim vil se tv sammen med dig, Ole vil spille pc sammen med dig og Knud vil have du læser højt for ham?" "Hvad vil du gøre, hvis Kim ikke gider tage tøj på eller hvis Ole ikke gider lave sine lektier, men får besøg af to af sine kammerater?". Det var super svært at svare på disse slags spørgsmål, da det ofte er noget man først ved i selve situationen, og ofte prøver man jo at sige det, som familien gerne vil høre. Kulturen er bare anderledes i forhold til Danmark og man gør bare nogle ting helt anderledes, så derfor var det heller ikke altid lige nemt. En gang skulle jeg også fortælle en ting om mig selv, som ikke stod i min profil. Jeg havde ikke læst min profil siden jeg sendte den ind, så jeg vidste ikke præcis, hvad der stod i den, og samtidig havde jeg jo skrevet nærmest ALT om mig selv i den profil, så der blev jeg også temmelig mundlam. På den anden side blev jeg bedre for hver gang der gik, og heldigvis kunne man hurtigt mærke om det kunne være et muligt match eller ej, når man snakker sammen over skype.

De amerikanske familier. 

Familierne er selvfølgelig meget forskellige, og det er meget forskelligt, hvilket ansvar man skal have i familien samt hvilke krav og regler de har. Man har jo hørt om amerikanernes strenge regler, som vi ikke altid kan forholde os til her i Danmark, hvor der ikke er så mange. Hos nogle familier måtte jeg f.eks. ikke have venner på besøg, hvilket var et krav jeg på ingen måde kunne acceptere. Derudover var der også mange familier, der havde bestemte tidspunkter, hvor man skulle være hjemme om aftenen og hos nogle måtte man ikke bruge sin egen telefon, når man passede børnene osv. 

Det rigtige match. 

Jeg fik en mail d. 2 maj fra familien Foster, men havde ikke mulighed for et skype-opkald inden matchet ville udløbe. Vi blev derfor låst i en ekstra dag, så vi havde tid til at snakke. Kathy, som moren hedder var bare så forstående og jeg følte bare jeg var til besvær, fordi jeg ikke lige havde tiden til at skype, men hun synes derimod jeg var fleksibel. Vi snakkede af flere omgange, og jeg fik mail til deres tidligere Au Pair Mia, som også er fra Danmark og deres daværende Au Pair, så jeg havde mulighed for at tale med dem, om hvordan det var at være Au pair hos familien. Dette var en kæmpe tryghed og betød super meget for mig. Jeg tog selvfølgelig kontakt til dem og snakkede med dem begge, og samtalerne med dem fik mig kun til at synes endnu bedre om familien Foster. Jeg hørte kun gode ting, hvilket gjorde mig endnu mere sikker på denne familie. Den 14 maj aftalte vi at blive et match, og puha hvor blev jeg bare glad. Det gik forholdvis hurtigt og måske jeg havde lært noget fra sidste gang, men det føltes bare så rigtigt. De mødte min mor og vi aftalte derefter at blive et match. Jeg løb med det samme ud til min mor og gav hende en krammer, mens jeg begyndte at stortude. Jeg var virkelig lykkelig i dette øjeblik. Det var sådan en lettelse og så dejligt at få det overstået lige inden eksaminerne. Det hele føltes bare så rigtigt, selvom jeg egentlig ikke havde snakket med familien alverdens gange. Jeg ved ikke om jeg på en måde også følte mig presset til at skulle sige ja  efter sidste gang, men på den anden side, havde jeg bare gået og håbet på, at de ville spørge, om vi skulle blive et match. De spurgte og jeg kunne ikke sige andet end ja  - dette må også betyde at det var det rigtige valg i forhold til det andet, hvor jeg tvivlede en masse. Så føl din mavefornemmelse - man kan tydeligt mærke, når det føles rigtigt og pludselig var det alt besværet og tiden værd.