You cannot always wait for the perfect time, sometimes you must dare to jump

Jeg har altid hadet at snakke engelsk, i hvert fald så længe jeg husker. Jeg har altid følt mig så elendig til det, og turde aldrig sige noget i timerne, for hvad nu hvis, jeg udtalte det forkert? Det var så grænseoverskridende for mig, at jeg sommetider slap. Jeg valgte dog alligevel engelsk på A niveau i gymnasiet, på trods af mit kæmpe had - nemlig med et ønske om at blive bedre. Jeg gad bare ikke rigtig arbejde for det, og bedre blev jeg derfor heller ikke, eller måske blev jeg - karaktererne blev måske, men jeg følte mig dog stadig ikke helt bekvem, ved at tale sproget, og det var det mundtlige, jeg ønskede at blive bedre til. 

Jeg tog springet - valgte at blive au pair i et engelsk talende land. Der er så mange grunde til, jeg netop valgte USA. Ikke bare på grund af deres inspirerende traditioner, kultur, drømmen om at opleve det, man ser på film, men også fordi ønsket om at blive bedre til engelsk, stadig var der. Jeg hadede at føle mig utilpas ved at snakke engelsk. Folk tager det som et selvfølge, at man er god til engelsk, for burde man ikke også være det, når man har haft det i så mange år i skolen?
Nu får jeg det virkelig til at lyde som om, at jeg er elendig - det er jeg ikke, i hvert fald ikke ifølge min mor. Jeg kan det hovedsagelige og jeg kan da begive mig rundt - jeg hader bare at tale det, fordi jeg synes, jeg lyder så dum. Dette var en af mine bekymringer, faktisk den største bekymring, da jeg skulle rejse. Åh nej, nu var jeg tvunget til at snakke engelsk HELE TIDEN - om jeg ville det eller ej. Her kunne jeg ikke blot gemme mig, eller snige mig ud på toilettet. 

Jeg havde en samtale med min hostmom omkring det i sidste uge. Vi talte om de sprog, man lærer i skolen, og jeg fortalte om mit forhold til sproget engelsk, hvor dum jeg føler mig, når jeg snakker, samt hvor frusterende, det nogle gange kan være, at ville sige noget, men ikke altid kan finde de rigtige ord. Hun virkede ret overrasket, og sagde overraskende nok, at jeg var rigtig god til det - hvis hun i denne sammenhæng sammenligner mig med hendes færdigheder inden for dansk, så giver det god mening. Det gjorde mig dog alligevel så glad - for tænk at sproget var min største bekymring - min største hindring for at tage afsted. Lyder det ikke åndsvagt? Det jeg egentlig prøver at sige er, at du aldrig må lade dine bekymringer stå i vejen for dine drømme. Tænk hvis disse bekymringer viser sig, at være fuldstændige irrelevante og spild af fokus, ville det ikke så ikke være forfærdeligt ikke at have taget chancen? For her i mit tilfælde, der har sproget vitterligt været det mindste problem - det har været spild af energi, at gå og bekymre mig om noget, som slet ikke viste sig, at blive noget problem. Men det jo ikke første gang, og det vil sikkert også ske igen, jeg er bare glad for at jeg ikke lod det stå i vejen.

Sproget var selvfølgelig ikke min eneste bekymring - jeg har det med at tænke for meget over tingene. Hvad hvis der skete noget med en jeg har kær? Hvad hvis jeg skulle miste en? Her tænker jeg især på mine bedsteforældre. Jeg har nemlig i løbet af de seneste år, mærket det tæt på, og det har fyldt meget i mit hoved. Hvis jeg skulle miste dem, mens jeg er her i USA, så ville jeg have spildt min chance for at se dem en sidste gang, og dette er en tanke, jeg slet ikke kan holde ud. Men man kan jo ikke gå og være bange for at miste hele tiden, og det har heldigvis heller ikke fyldt så meget, som det gjorde i en periode. Jeg tror og håber bare på det bedste, for hvorfor skulle det også lige ske  dette år?
Hjemve derimod burde have været den største bekymring, men dette er dog en ting, jeg ved, at jeg får. Overraskende nok, har jeg ikke haft det endnu - jeg ved godt, der ikke er gået så lang tid, men jeg havde ærligtalt regnet med, at jeg ville have tudet for længst (ja jeg er et tudefjæs). Der er selvfølgelig ting, der til tider, får mig til at tænke på mit liv hjemme i Danmark, ting jeg savner, og familie og venner jeg ville ønske var hos mig - men jeg vil så gerne gennemfører det her, og der er så meget jeg ikke har set eller oplevet endnu (der er en lang liste). Derfor prøver jeg, at overbevise mig selv om, at alt vil være det samme, når jeg kommer hjem igen. For det er nok den ting, jeg mest er bange for - at blive glemt, have gået glip af for meget - at alting er forandret. 

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg havde modet på dette - jeg ved heller ikke, om jeg var klar til det, eller om det var det rigtige tidspunkt, men jeg tog springet, og nu er jeg her. Er man nu for selvglad, hvis man er lidt stolt af sig selv?