There's never been a way to make this easy

I dag har jeg haft besøg af min familie, for at se dem en sidste gang, inden jeg tager afsted. Det var egentlig som det altid plejer at være, når vi er sammen, men da os på min fars side stod udenfor for at sige farvel, slog det mig pludselig, at jeg ikke vil se dem i rigtig lang tid. Det var mest da mine bedsteforældre gik rørt hen til bilen, at jeg ikke længere kunne holde tårerne inde. Tanken om at jeg ikke lige kan få et kram af mine bedsteforældre, når det er tiltrængt, gør ondt. Jeg er så bange for, at der skal ske dem noget - at dette var sidste gang jeg så dem. Jeg tror mest, at det var det, der ramte mig. Tanken om at de ikke er her, når jeg kommer tilbage er ubærlig. Når folk har spurgt mig, om jeg glæder mig, har det været svært at besvare. Selvfølgelig glæder jeg mig til at opleve selveste Amerika, som jeg så længe har drømt om. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt, noget anderledes, noget super grænseoverskridende. Det er bare ikke gået helt op for mig, gået op for mig at jeg skal afsted her om en uges tid, og at jeg rent faktisk skal være væk fra min familie og venner i et år. Det er lidt urealistisk på en måde - meget mærkelig at beskrive. Jeg ved det bliver hårdt, især i starten, men jeg forsøger at skubbe tanken væk. I dag begyndte det så småt at gå op for mig. På en måde føler jeg, at jeg kunne blive ved med at græde. Jeg forsøger at nyde den sidste tid herhjemme og får set de personer, jeg kommer til at savne allermest. Det er bare så pokkers svært at sige farvel.