Sider

onsdag den 6. juni 2018

Hvad er der sket siden sidst?








Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at jeg sidst har lavet en opdatering omkring, hvad jeg har gået og fortaget mig. Sidste gang var d. 15 marts, så der er sket en del siden sidst. 
Jeg har prøvet escape room for første gang, og jeg har været til st. Patrick barcrawl, hvilket var en kæmpe succes. Vi fik bl.a fedtet os ind på en uber chauffør, som fik æren af at køre os til Washington DC, som var omkring 40 minutter væk, for sølle 65 kroner. Han havde selvfølgelig også godt selskab hele turen. Derudover var jeg også til 90s barcrawl, hvilket endnu engang var en succes. Må altså indrømme at jeg er meget større fan af at drikke i løbet af dagen. 
Derudover har der været spring break, hvor der bl.a. var sne. I den uge kunne jeg rigtig få lov til at nyde mit eget selskab i og med, at mine venner arbejdede, hvor jeg bare havde mit normale skema, og ja "børnene" var jo ikke interesseret i at lave andet end at sidde på deres værelse, så det var egentlig pænt kedeligt, da jeg desværre ikke længe af gangen nyder mit eget selskab. 

Jeg var på mit første road trip med fremmede, hvor turen gik til til Baltimore og Atlantic City i New Jersey, og været på endnu et road trip til Nashville og besøgt staten Kentucky. Derudover har jeg været en tur i New York City, hvilket efterhånden er min fjerde gang. Jeg har været i Mexico, samt været på cruise og besøgt smukke Bahamas og festlige Miami Beach sammen med min skønne mor. Jeg har oplevet Cherry Blossom i DC, hvilket bestemt var en smuk fornøjelse. 

Der har været dødsfald i min værtsfamilie, hvilket jeg synes var en super akavet situation. Jeg følte mig virkelig på udebane, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Sorgen kunne tydeligt mærkes, også var det desværre også så uheldigt at ramme ind i besøget af min mor. 
Jeg har oplevet hjemve i længere tid. I det store hele har jeg ikke oplevet så meget hjemve, som jeg egentlig havde regnet med, at jeg ville. Når det engang imellem indtraf var det ofte kun et par timer eller aller højst en dag, men denne gang, efter min mor tog hjem, så var det ikke bare den typiske hjemve. Tanken om at tage hjem har jeg haft flere gange, og for første gang har jeg følte jeg, at jeg rent faktisk var klar til at tage hjem. Alligevel ville jeg jo ikke give op - nu er jeg nået så langt, så 3-4 måneder burde jo være ingenting, men når hjemveen indtræffer, så virker det bare som en evighed. Dog har jeg haft rejser i vente, samt stadig har, så det altid noget, at man har noget at se frem til, og som holder en fra at tage hjem. Det er super blandede følelser, jeg har hele tiden. På den ene side kan jeg slet ikke vente med at komme hjem igen, men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at sige farvel til mit liv her. 

Jeg har været til houseparties, og jeg har for første gang drukket øl fra en tønde, hvilket jeg normalt kun har set i film. 

Efter 7 måneders tid tog jeg mig endelig sammen til at gå ind i pumper/drenge afdelingen i fitness. Kender det dog også fra fitnesscenteret, jeg gik i i Danmark. Der var jeg heller aldrig rigtig derinde - jeg følte mig bare ikke tilpas, men her har jeg det egentlig udemærket med at være i pumperafdelingen, som jeg kalder den. Jeg er bl.a blevet kaldt for "powerhouse" af en af fyrene, samt har fået to hvide sår på mit ben, fordi jeg var en spade. Så bio olie er blevet købt, og jeg arbejder nu på, at formindske farveforskellen. Tager glædeligt imod gode råd, hvis der skulle være nogle, der har det. 

Jeg har for første gang sagt farvel til ikke bare en veninde, men to. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg har indset, at de ikke er her længere. Det er bare trist, når man nu er kommet til det punkt, hvor ens tætte veninder begynder at tage hjem. 
Mine forældre har fået solgt vores hus, hvilket betyder at de begge nu kan komme videre. Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, men samtidig så slår det mig engang imellem, at jeg ikke skal tilbage til det, jeg ville kalde mit hjem. Det gør nogle gange lidt ondt at tænke på, at jeg ikke skal tilbage til det sted, hvor jeg har så mange minder, det sted jeg føler mig tryg, og hvor jeg kan være fuldstændig mig selv. Nu vil jeg højst sandsynlig komme hjem til papkasser med alt mit lort. Huset var bestemt ikke noget jeg havde forventet, jeg skulle sige farvel til, da jeg forlod Danmark, og det er egentlig vildt nok, at et hus kan have så stor en betydning, men at det nu er solgt gør også mine forældres skilsmisse mere virkelig. Jeg har så blandede følelser omkring alt lige for tiden, men jeg forsøger at opretholde positiviteten. 

Jeg har været til "high school musical" musical på Julies high school, hvilket var super cool. De var virkelig talentfulde, og hvem elsker ikke high school musical? Jeg har fået set en del film i biografen, og har nu fået mig et "moviepass", hvor jeg kan se 4 film hver måned for 60 kroner. Kathy (min værtsmor) havde en disney trøje med hjem til os alle, da hun kom hjem fra California. Det betød så meget for mig, at hun også havde tænkt på mig. Derudover har jeg været i biffen med familien. Jeg har fået et par nye veninder, og min første veninde fra Finland. Vi fejrede "cinco de mayo", som er en Mexicansk helligdag med mexicansk mad og vi fik den bedste frugtdrink. 

Da jeg kom hjem fra min rejse til Mexico, opdagede jeg en skade på bilen. Jeg var så bange for, at jeg havde gjort noget, så det tog mig et par dage før jeg havde mod på at fortælle min værtsmor om det. Hun vidste det allerede og troede, at det var en, der havde været og ordne noget i huset, så der kunne jeg endelig trække vejret igen. Bilen blev tjekket, og vi fik en dato på hvornår den kunne blive lavet. Da jeg skulle bakke ud derfra bakkede jeg selvfølgelig ind i en bil, der holdt parkeret, så det var jo bare den modsatte side, der denne gang blev ødelagt. Det var super pinligt. Har bare gået og frygtet det, siden jeg fik bilen, fordi det netop ikke er min egen, og fordi den er så skide stor. Heldigt at det i forvejen skulle skiftet på grund af den anden skade, så det gjorde heldigvis ikke så meget, det var mere den anden bil, jeg ramte, som fik nogle skrammer. Heldigvis tog min værtsmor der super cool, hvilket jeg er så taknemmelig for. 

Jeg har været ved poolen, hvilket jeg bestemt nyder, fået krydset ting af to-do listen, som blandt andet top golf og biograf, hvor de serverer mad imens. Har været på den sædvanlige torsdagsklub og fået planlagt noget af min travelmonth med to af mine bedsteveninder fra Gymnasiet. Vi har indtil videre fået bestilt bil og fået købt flybilletter, så det er super dejligt, at der er styr på de ting, og det gør kun, at det nu føles mere virkeligt. Vi skal på en 3 ugers roadtrip i Californien, selvfølgelig også en tur forbi Las Vegas samt nogle national parker, så det bliver super spændende. Derudover har jeg valgt, hvilken dato jeg vil hjem til Danmark igen, dog får jeg det først 100% bekræftet omkring en måned før mit job som au pair slutter. At have en dato på, hvornår man kommer hjem igen, føles så godt. Så nu er jeg ligeså stille begyndt at tælle ned, dog har jeg stadig en del ting på to-do listen, som jeg vil se om jeg kan nå at få krydset af. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.