Sider

lørdag den 10. juni 2017

Every story has an end - but in life, every ending is just a new beginning

Det er nu over 2 år siden, at jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Hvor er tiden fløjet afsted. Sidst jeg skrev, gik jeg i 1g og havde lige holdt 18års fødselsdagsfest. I dag er jeg 20 år og snart student. Jeg ved ikke, hvad grunden er til, at jeg her midt i eksamenslæsning, nu er igang med at skrive et blogindlæg. Måske er dette blot en af de mange overspringshandlinger. 
Egentlig ved jeg ikke engang om der er et formål med dette indlæg, egentlig ved jeg ikke engang, hvad jeg ønsker at skrive - lysten var der bare. Måske er jeg tilbage her på bloggen, hvem ved. 

Der er i dag omkring 11 dage til jeg bliver en lykkelig student. Hold fast hvor jeg glæder mig, men alligevel rører tanken mig også på en eller anden måde, og jeg får let til tårer, når jeg tænker på det. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har så mange modstridende følelser. På den ene side glæder jeg mig ufattelig meget til at være færdig, færdig med at gå i skole for en tid, færdig med alt for mange aflevering og et karakterræs der hele tiden plager. På den anden side slutter et kapitel og man skal selv finde ud af, hvad det nye skal bestå af. Gymnasielivet er dermed slut og noget nyt skal begynde - det er både mega skræmmende, men samtidig super spændende. 
I december 2016 blev jeg færdig med min profil på cultural care - jeg havde besluttet, at jeg ville være au pair i USA. Den 2 maj 2017 faldt det hele endelig på plads; jeg fandt den familie, jeg skal bo hos i et helt år. Da vi havde besluttet, at vi skulle være et match, og vi sluttede vores skype-opkald, begyndte jeg at stortude. Endelig havde jeg fundet en familie - det var sådan en lettelse! Jeg havde snakket med utallige forskellige familier, og til tider mistede jeg håbet. Det krævede så meget tid og energi, og samtidig havde jeg gymnasiet ved siden af. Det hele var så uoverskueligt, hvilket livet for os alle engang imellem er, men ofte overvejede jeg at droppe det. Tanker forstyrrede mig - ville jeg nogensinde finde den rigtige familie? Turde jeg overhovedet? Var det nu virkelig det rigtige, og det jeg ville? Eller var det blot for at komme lidt væk? 
Men jeg blev ved og pludselig var matchet der bare. Jeg må være ærlig at indrømme, at det stadig ikke rigtig er gået op for mig endnu. Tænk at jeg om blot to måneder bor i USA hos en fremmed familie. Det virker urealistisk - jeg havde aldrig troet, at det var noget, jeg havde modet på, men nu gør jeg det, om jeg tør det eller ej. Jeg ved, at jeg d. 28 August, når jeg skal skal afsted med flyet, vil være ræd, sikkert vil fortryde, og vil være fuldstædig grædefærdig. Bare når jeg tænker på det nu, er jeg ved at græde. Jeg ved virkelig ikke hvordan, jeg skal klare et helt år væk fra min familie og mine venner, men det er jeg det jeg vil. Jeg har brug for at komme lidt væk - prøve noget helt nyt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.