Sider

fredag den 25. maj 2018

Cancun - Mexico 

DAY 1:

Lørdag morgen d. 12 maj gik turen til Mexico sammen med to andre au pairs. Da vi skulle igennem med vores kufferter i Mexico, var jeg så heldig at få alle mine ting tjekket, fordi jeg åbenbart ifølge min veninde, havde virket lidt agressiv/utålmodig, da jeg skulle trykke på en knap, man skulle trykke på, inden man blev sluppet fri i lufthavnen. Jeg kunne selvfølgelig ikke forstå, at uskyldige jeg skulle tjekkes ud af så mange mennesker, hvilket jeg da derfor også skulle forhøre mig omkring, men eftersom at ingen kunne snakke engelsk, fik jeg altså aldrig en forklaring. Måske jeg også var lidt utålmodig efter at have stået i kø tre gange, fordi vi den første gang ikke vidste, vi skulle aflevere et papir, anden gang fordi vi havde glemt bagsiden. Tøvede også lidt med at trykke på knappen, da jeg af en eller anden årsag troede, at jeg ville få stød - manden der stod der, så virkelig ikke glad ud. Hvorfor de skulle give mig stød i en lufthavn, ved jeg ikke. 
Vi kom ud efter en effektiv søgning uden held, hvor pengeautomaterne selvfølgelig ikke duede. Ingen fattede engelsk, og mændene kiggede ubehageligt, så det var ikke fordi, det tegnede så godt i første omgang. Jeg kan ikke beskrive hvor glad (og sulten) jeg var, da vi endelig var på hotellet efter en masse bøvl. Vi tog selvfølgelig ud for at spise mexicansk mad og tog derefter hen på et market, hvor vi endte med at blive gennemblødte, da der pludseligt styrtregnede. Ikke fordi tingene ligefrem var med os, men humøret var dog stadig højt.
Om aftenen fik vi os en drink i baren på hotellet, hvor vi også fik danset lidt - man skulle ikke tro, de havde set nogle danse før. 




DAY 2: 

Søndag morgen tog vi bussen til havnen, hvor vi tog en båd til øen "Isla Mujeres", hvilket var så smukt et sted. Der var live musik på båden dertil, og vejret holdt heldigvis ikke som lovet, så vi fik super dejligt vejr, selvom det var meningen vi skulle have haft tordenvejr alle dage vi var i Cancun. 
Vi tog på en tur, hvor vi kom ud og snorkle, fik lov til at holde en lille haj, kunne kigge på delfiner, og hvor vi så et undervandsmuseum. I første omgang var jeg en lille smule skeptisk på grund af denne tåbelige "frygt" for hajer, jeg simpelthen har. Jeg burde virkelig stoppe med at se haj-film. Det endte jo med at blive super sjovt, selvom jeg dog godt nok opførte mig lidt pinligt ind i mellem. Jeg så bl.a. en lille haj under vandet, en masse fisk og bedst af alt en skildpadde.Vi var afsted med en del andre unge, så det var super hyggeligt, og vi hang lidt ud med to af drengene derefter, hvor vi lå på den smukke stand og fik lækre og billige drinks. En ting jeg virkelig holdt af ved Mexico - de lavede sgu gode drinks, og at de var billige, gør det jo kun endnu bedre.  At holde "hajen" tøvede jeg trods alt ikke med, da den i mine øjne ikke er en rigtig haj. Den havde den mærkeligste skin, og opførte sig præcis som en delfin. Derudover fik vi spist dødhud af doktorfiskene, fik shoppet lidt i de lokale butikker og ellers bare nød livet. Om aften tog Inneke og jeg ud i byen for at mærke stemningen, da vi boede knap 5 minutter fra festgaden. 
















DAY 3:

Tidlig morgen stod den på endnu en tur. Her skulle vi se en af de 7 vidundere "Chichen Itza" (pyramide), en lille by, samt en naturlig pool kaldes"Genote pueblo fantasma". Vi startede ud med lokal øl fra morgenstunden, og fortsatte senere også med tequila, hvilket jeg bestemt aldrig bliver fan af. Vi havde guide med, og det var nu en udemærket tur og klart ting man skal se, hvis man tager til Cancun. Dog var højdepunktet denne dag helt klart natklubben "Coco Bongo", som udentvivl er den fedeste klub jeg har oplevet. Vi havde fribar på baren overfor, så her skulle man jo tro, at vi blev stangbacardi, men det kan jeg ikke prale af. Jeg tvivler nærmere på, om de overhovedet hældt alkohol i det.  Vi tog derefter til Coco Bongo, hvor der var proppet med mennesker. Vi begyndte selvfølgelig at bevæge os nærmere mod baren samt showet eftersom, at vi stod som sild i en tønde. Pludselig var der en vagt/bartender, hvad end han nu var, der tog mig i hånden og førte mig hen til og op på baren. Jeg trak selvfølgelig de andre med mig, så der var vi så heldige, at få lov til at stå og danse på baren, hvilket i første omgang var en smule mærkeligt. Nogle gange blev man dog ført ned fra baren, når der kom shows på selve baren, men derefter kom de og førte en op igen - det var rigtig fornemt. Det var interessante shows med kendte figurer og personer. Ikke de rigtige kendte personer, desværre, for så skulle Michael Jackson i hvert fald havde vågnet op fra de døde. Dog lignede de dem forbavsende meget. 
Hvis vi ikke havde endt på baren, havde vi nok ikke fået lov til at danse på grund af alle de mennesker, så det havde jo været lidt af en partykiller. Senere fik vi tilbudet om at komme op på scenen og danse, Inneke var dog lidt skeptisk, Barbi (ja det vil hun blive kaldt) var taget hjem, og jeg havde selvfølgelig ja-hatten på, for hvor tit får man lige lov til det? Så der endte vi oppe. Der var derudover også mulighed for at gå ud i sådan en ring, der var ovenover menneskerne. Det skulle jeg selvfølgelig også prøve.












DAY 4: 

Den sidste dag brugte vi på stranden, inden vi skulle hjem. Endnu engang var vi ikke særlig populære i lufthavnen. På grund af Barbis våde håndklæde, var hendes papirer, til at komme ind i Amerika igen, blevet våde, hun havde til gengæld heller ikke det rigtige papir med. Det grinede vi meget over, hvilket tydeligvis fra upassende. Da jeg var kommet igennem, blev jeg bedt tre gange om at gå ned og vente på hende. Jeg var jo nysgerrig over om, hun de ville lade hende kommer ind i landet igen. Hun klarede den heldigvis. 
Mens vi sad og ventede på at skulle borde, hørte vi noget om, at der var tordenvejr i Washington Dc, hvilket startede med en bekymring og endte med massere af dødsjokes. På grund af søvnmangel synes vi selvfølgelig, at alt var sjovt, hvilket menneskerne omkring os vist ikke var helt enige i. Flyet blev forsinket på grund af vejret, og det var ret usikkert, hvornår vi ville komme hjem. Men vi klarede den, og vi var hjemme ved 3-4 tiden om natten. Skulle rigtig arbejde klokken 7.30 dagen efter, men blev sendt tilbage i seng. Jeg var så udmattet resten af ugen, men udentvivl det hele værd.  


Mexico var fantastisk; alt var billigt, det var smukt, varmt og jeg havde dejligt selskab. Der var så mange ting at give sig selv, så det blev aldrig kedeligt. Dog irriterede det mig dog til tider, at folk ikke forstod særlig meget engelsk, hvilket nogle gange komplicerede tingene. Jeg følte mig faktisk ikke utryg der, selvom hele min familie havde fortalt mig udtallige gange, at jeg skulle passe på. Det var kun på grund af dem, at jeg egentlig tænkte over, at det ikke var et "trygt" land. Derudover fik vi også dødsraten at vide, hvilket ikke ligefrem beroligere en, men jeg oplevede ikke noget ubehageligt som sådan, kun mændenes blikke til tider samt, at de snakkede med hinanden, og man ikke forstod hvad de sagde. Før jeg tog til Mexico tænkte jeg kun på "Human trafficking", og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ville ende med at tage til Mexico i løbet af dette år, men uventede ting sker, og jeg er glad for, at jeg har haft denne oplevelse. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.