Sometimes, crying is the only way your eyes speak when your mouth can't explain how you're feeling.

Egentlig er det ved at være noget tid siden, at jeg skrev dette indlæg. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle udgive det eller ej, men jeg gjorde det. Tog det så tilbage som kladde igen, for det var nok for tidligt.

Måske kan nogle af jer huske den grædende dame i saunaen, som jeg fortalte om? Men altså, det blev også min tur til at græde i saunaen  - blot en uge efter jeg stødte på den grædende dame derinde. Havde godt nok ikke regnet med, at det ugen efter ville blive min tur. Men det sjovt som livet til tider har en grusom sans for humor.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har tænkt, at alt var tæt på at være perfekt, som jeg har tænkt her i Amerika. Jeg har virkelig følt mig oprigtig glad indeni. Det var rart, at føle det for en stund, men selvfølgelig kunne det ikke vare ved. For det ville da næsten også være for godt til at være sandt, ville det ikke? Jeg har indset, at intet nogensinde er perfekt. For så snart at det føles som om, at tingene er ved at falde på plads, og at alt er på vej til at gå ens vej, så vender man pludselig tilbage til virkeligheden. 

Der er de perfekte øjeblikke, hvor du føler dig lykkelig, føler dig levende og livsglad. Det kan være, når du finder ud af, at fyren du har et godt øje til, føler det samme for dig. Det kan være, når du kører i bilen med dine bedste veninder og i bare synger på fulddrøn. Når du ser en du ikke har set i lang tid, eller har ondt i maven, fordi du har grint for meget. Når du får et kæmpe kram, hvilket var lige hvad du havde brug for eller, når du danser på klubben og glemmer alt andet. Alle de små øjeblikke, som bare betyder alverdens og gør livet værd at leve. Men et helt perfekt liv, det jo umuligt, er det ikke? 

Det var som om, at jeg kunne mærke, at der var noget, der ikke var, som det skulle være - som om der var noget galt. Jeg husker også en nat, hvor jeg vågnede op med en tåre på min kind - jeg husker ikke drømmen udover, at den omhandlede min familie, og at jeg græd. Så det var altså ikke bare indbildning.
Det kom ikke som en kæmpe overraskelse, men alligevel er man aldrig forberedt på, hvilken følelse det vil frembringe. Det var lidt som om, at virkeligheden slog en i hovedet.

Jeg snakkede med mine forældre, som fortalte mig at de skal skilles. Jeg havde ikke rigtig noget at sige, men mine tårer talte for mig. Egentlig følte jeg mig ret tom for tanker i det øjeblik. Endnu engang følte jeg mig bare rigtig rigtig langt væk hjemmefra, og det eneste jeg havde brug for var min familie - hvilket ikke var en realitet. Selvfølgelig var der mange tanker, der kører i mit hoved. Jeg ved ikke hvordan, tingene vil se ud, når jeg kommer hjem, hvilket jeg selvfølgelig ikke skal gå og bekymre mig om, men man kan da ikke lade være med at tænke over det. Var det nu sidste gang, jeg var i det hus, hvor jeg har så mange minder? Jeg havde aldrig skimtet det en tanke, at det måske ville være sidste gang, at jeg ville gå ud af den dør, sidste gang jeg ville sove på det værelse, sidste gang jeg ville have et rodet "gæsteværelse" skyldes mit tøj. Man ved tydeligvis aldrig, hvornår noget er sidste gang. På godt og ondt. 

Derudover splittes min familie, hvilket gør rigtig ondt at tænke på. Nu skal jeg vel til at have to af alting -  to hjem, to fødselsdage osv. Det som før var et/en. Men altså i dagens Danmark er det jo nærmere mere normalt at skilles end at blive sammen med den samme person hele livet. Jeg kan godt lide ideen om, at der er en derude, der er skabt til os alle, forevigt, men sommetider er det bare svært at tro på.  

Der er mange, der har gennemgået de ting, jeg nu skal til at gennemgå, men det gør det ikke mindre hårdt. Jeg er bare lykkelig over, at jeg er så gammel som jeg nu er. Mens jeg er herovre har de ikke længere mig til at holde sammen på dem, og måske er det også godt nok, at de ventede med at skilles til, at jeg er her - det føles lidt mere på afstand, og derudover er jeg heller ikke i det tumult, som de står i nu. Det gør stadig utroligt ondt, at mine forældre, som jeg sådan ville ønske var det perfekte par, hverken er det eller vil blive det. Samtidig at jeg ikke kan være der for dem på samme måde, som hvis jeg havde været derhjemme. Jeg er bare lykkelig over, at de har min dejlige familie og venner, der forhåbentlig vil være der for dem. 

Jeg ved, at det var rigtig svært for mine forældre, at fortælle mig det, fordi de kender mig. De ved, at jeg bekymrer mig alt for meget om alverdens ting, og de ville selvfølgelig ikke fylde mit hoved med det. Jeg ved hvor glade de er for, at jeg er herovre - at jeg er så glad, som jeg er, og det ville de selvfølgelig heller ikke ødelægge, og i værste tilfælde være skyld i, at jeg ville hjem. Selvfølgelig havde jeg lyst til at tage hjem i det øjeblik, de fortalte mig det, og jeg savner også min familie lidt ekstra lige fortiden, fordi tingene bare lige er lidt hårdere. Men jeg prøver at se på den lyse side, og gav mig selv lov til at græde og være ked af det de første dage. Det føles ikke helt så virkeligt, og jeg tænker egentlig heller ikke så meget over det fortiden, fordi der sker så mange andre ting. Men nogle gange så slår det mig bare, og sommetider er det som om, at en tristhed indeni rammer mig ud af det blå.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle fortælle min værtsfamilie det. Men jeg fortalte Kathy det lidt tid efter, at jeg havde fået det at vide. Jeg skulle lige trække vejret, men selvfølgelig kunne jeg ikke nå at afslutte sætningen, før jeg begyndte at stortude. Hun gav mig et kæmpe kram, hvilket jeg virkelig trængte til. Hun begyndte også selv at græde, og vi tog en god snak om det. Hun var virkelig forstående og gav mig endda tilbuddet om, at tage hjem for en stund og tilbringe tid med min familie, hvis det var det, jeg havde brug for - hun ville ikke have, at jeg følte mig fanget og følte jeg ikke havde noget valg. Det betød rigtig meget, at hun gav mig den mulighed, men jeg havde ikke skimtet det en tanke. Ja jeg havde lyst til at tage hjem, men jeg havde ikke set det som en mulighed. Derudover sagde hun også, at jeg altid har et hjem her i Amerika, hvilket overraskede mig meget, nu hvor jeg knap nok havde været her i to måneder, men det betød bare alverdens og fik mig virkelig til at føle mig tryg. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke er alene.
Da jeg kom ned på mit værelse, havde hun købt en lille bamse til mig og skrevet et kort - jeg sov med bamsen den nat.