Every part of me ♥

Sometimes i feel so lost in this world.

Vi alle kender jo til det, at være ked af det, og der kan være uendelige mange grunde til trist-heden. Nogle gange behøves der ikke engang være en grund, andre gange er det bare det hele som trykker på. Det selvfølgelig aldrig fedt at være ked af det, da man jo ikke vil opfattes svag eller som et tudefjæs. Det er som om det er blevet en trend, at fake et smil, istedet for at vise hvordan man virkelig har det. Men sådan burde det jo egentlig ikke være. Det at føle sig alene er en forfærdelig følelse, føle at ingen holder af en, føle man ikke er god nok, det er forfærdeligt. Når jeg er ked af det, har jeg måske mest lyst til at være alene, men det er også når jeg er alene det nærmest bliver værre. Alle de tanker der går gennem hovedet, det ligefør jeg kan blive bange for dem. Har i ikke prøvet at ligge i jeres seng, bare følt jer så alene i verden, og at hvis i forsvandt var der alligevel ingen som ville lægge mærke til det? Jeg synes det er rigtig svært at bede om hjælp, eller ringe eller sige til en veninde man virkelig er ked af det. Når jeg er ked af det, har jeg brug for at føle, at der er nogle, der holder af mig, foreksempel bare en enkel besked vil nærmest kunne redde mit humør. Men det jo heller ikke nemt, hvis folk ikke ved man er ked af det, så kan de jo ikke vide man lige har brug for en tanke eller et kæmpe kram. Jeg må ærligt indrømme at jeg tit har lagt og ville ønske jeg havde en til at holde om mig, for det er virkelig noget af det bedste jeg ved. At blive holdt om af en man virkelig holder af, det får mig til at føle mig tryg og elsket, og får mig til at føle at alting nok skal blive okay igen.