Every part of me ♥

Teardrops on my guitar.

Nogle gange drømmer jeg mig ligeså stille væk, væk fra hverdagens larm og rod i hovedet.  Væk fra de stressede ting som skal laves, og de små modgange i livet. Nogle gange er de bare større end andre. Nogle gange er der for meget modgang, til at man se noget lyst, se noget medgang - fordi det føles som om alt er imod en. Jeg kan være sammen med mine venner, og med det samme de er væk, følte jeg mig alene - følte mig ensom. Hvordan kan man føle det når man er på vej hjem til sin familie, og lige har sagt farvel til ens venner? En lille bemærkning, eller ironi som ikke rigtig forstås - trangen, og tårene som næsten ikke kan holdes inde kommer på vejen hjem. Endelig ro til at græde og hvor ingen kan se det. Af med mascaraen så ens forældre ikke opdager det, alt er okay, det er det jo altid. I bad og helt op med musikken - nu er der ingen som kan høre mig. Men alligevel ligner man en som bare kunne bryde sammen når som helst, og hvordan skulle man kunne skjule det? Men det er ingenting - ihvertfald ikke noget man vil snakke om. En lille snak blev det da til "er det fordi du ikke føler du er god nok? sofie du er god nok" lige hvad man havde brug for at høre, men måske ikke lige fra dig, havde måske forventet en anden men nej. Men det var da bedre end ingenting - tak mor. 
Følsen af man ikke kan bruges, følsen af man er ubrugelig, og ikke nødvendig. Følsen af man savner en person virkelig meget, men at den ikke savner en. 
Jeg tror vi bare skal være venner, så er der ikke så meget at tænke over. Ondt i hjertet, og knust. Klump i maven, tåre som ikke kan vente med at komme ud, helt tom inden i. 
i don't want to fall to pieces, i just want to sit and stare at you, i don't want to talk about it, and I don't want a conversation, I just want to cry in front of you. 
Hvad mener du, hvad er der galt med mig? er jeg ikke god nok? Er "Ulrikke" nu bedre? hvad har jeg nu gjort? forhelved.. jeg duer jo heller ikke til en skid. Ødelagt aften, selvom man prøvede at have det sjovt alligevel - det gik da noglelunde. 
Tomheden i maven var der stadig, lysten til at græde, og følsen af at have mistet alt. Da vi mødtes, lille smerte i hjertet, det var helt mærkeligt, men alligevel lod jeg som om ingenting var sket. Det var der heller ikke for dig - men for mig var der. For mig var det som at miste min anden halvdel, min tryghed, og den som jeg regnede med altid at have. Men som du sagde at det ikke ville ændre noget - lad os bare håbe det. 
Tanken om der kun har været to dage i en uge man ikke har grædt. griner lidt over mig selv. Hvor jeg ynkelig, hvor har jeg dog ondt af mig selv - hvorfor er jeg så følsom og sårbar? En lille tanke strejfer mig, hvorfor lever jeg overhovedet - og jeg ser for mig at jeg bliver kørt over. Hvem ville komme op på hospitalet til mig? Hvem ville være ked af det? - har du aldrig tænkt over det?