Sider

tirsdag den 28. maj 2019

Smukke Sri Lanka, samt oplevelsen ved at have været der, mens bombe episoderne skete.

For snart en måned siden, kom jeg hjem fra min to måneders rejse med en veninde. Det var to oplevelsesrige måneder med en masse nye indtryk og minder. Siden jeg er kommet hjem, er dagene bare fløjet afsted og man må sige, at man hurtig er tilbage til virkeligheden.

Jeg tænker, at jeg vil starte noglelunde bagfra angående rækkefølgen af rejsen, da det står klarest i min erindring. Egentlig lød rejsen: 25 dage i Vietnam, 4 dage i Singapore, 2 uger i Tanzania (Safari + Zanzibar), 2 uger på Sri Lanka og til sidst 2 dage i Dubai. 

Sri Lanka er uden tvivl et af mine yndlings lande - det var så utrolig smukt et land. Det var vitterligt over alt, hvor naturen bare var fantastisk. Derudover havde de det bedste mad, det var mega billigt, og det var lidt som om, at alle passede dem selv. Det lyder måske en smule mærkeligt, men det var en befrielse ikke at have nogle irriterende lokale, der prøvede at sælge en alt muligt, og samtidig var det også som om, at dyrene passede dem selv. Man skulle nok have været der, for at forstå det.

Vi ankom til Colombo i Sri Lanka fra Tanzania om aftenen. Her spiste vi aftensmad for omkring 7 kr tilsammen. Det var vildt, at man kunne få et måltid for sølle 7 kroner. Vi fik en fantastisk dhal (indisk ret), som vi blev helt vilde med, og spiste utallige gange i løbet af de to uger. Vi havde blot en overnatning i Colombo, før vi tog videre til Kandy. Vi tog toget, hvilket var en smuk men varm fornøjelse. Dog så vi mere frem til togturen fra Kandy til Ella, hvilket er en verdenskendt togtur og skulle være ubeskrivelig flot.

I Kandy lejede vi en tuk tuk charfør for en hel dag for 94 kr. Jeg havde det lidt underligt med det, og følte nærmest at han var vores slave. Men altså man brokker sig selvom aldrig over, at kunne komme rundt omkring billigt. Priserne var også noget helt andet, når man lige kom fra Tanzania, som ligger i Afrika, og som vi havde forventet skulle være billigt. Det var det i hvert fald ikke. I Kandy så vi et elefant børnehjem, var i et shoppingcenter, på en super kedelig te-fabrik, så udsigten over byen, var i en krydderi gård, hvilket faktisk var okay interessant, men højdepunktet her var dog den gratis massage, vi fik. Vi så egentlig bare byen Kandy og oplevede det, der nu var at opleve. 
Vi boede på et hostel, hvor vi både fik gratis morgenmad samt aftensmad, hvilket aldrig er noget, vi har prøvet før. Der var cooking class om aftnen, også sad man derefter og spiste som en lille familie ved spisebordet. Det var nok det bedste ved dette hostel, for kvaliteten af de forskellige hostels i Sri Lanka kan på ingen måde sammenlignes med dem i Vietnam. Der er de lidt bagud.  





Vi skulle have været med toget fra Kandy til Ella, hvilket som sagt var et af højdepunkterne på vores rejse, men dette kom vi "desværre ikke". Vi stod super tidligt op, for at der var større chance for at vi kunne købe en togbillet, samt komme med toget. Der var nemlig New Year i løbet af den tid, vi var der, så vi oplevede store problemer med offentlig transport. Vi vidste ikke, at det var denne højtid, inden vi ankom, men det fik vi i hvert fald at mærke. Toget ankom og der opstod omgående panik, og alle prøvede at komme på toget, men ikke den eneste kunne komme ind af døren, da det var så fyldt. Folk hang endda ud af dørene. Vi er selvfølgelig super ærgerlige over,  at vi ikke fik oplevet det, nu hvor vi virkelig havde set frem til det, men jeg tror nu alligevel, at det ville have været ulideligt at stå som en sild i en tønde i 6 timer. 
Vi tog derfor en taxi med en anden flok, som heller ikke kom på toget. Her kom vi dog forbi et vandfald og kørte igennem te plantater, hvilket bl.a. også er det, vi skulle have set på togturen, så måske vi alligevel ikke gik glip af så meget. Det trøster vi i hvert fald os selv med at tænke. 

I Ella boede vi to forskellige steder. Første gang i Ella centrum, og derefter på et homestay, hvilket var så fantastisk en oplevelse. Manden i huset kom og hentede os, og kørte os steder hen. Vi spiste både morgenmad og aftensmad på deres terrasse, og vi mødte hans familie. Derudover havde vi et værelse med den bedste udsigt, hvor jeg en morgen så solen stå op.
I Ella besteg vi Ella Rock, little adam's peak, prøvede Sri Lankas længste og hurtigste zipline, hvilket var super sjovt. Vi så den kendte "Nine Arch Bridge" og badede i det smukkeste vandfald "Diyaluma Falls", som havde verdens bedste udsigt. Ella var så skøn og smuk en by, at jeg er blevet helt vild med navnet Ella. Dog var Ella by en del dyrere end Kandy, og der var også en hel del flere turister, hvilket nok hænger sammen med prisforskellen. 






Efter at have oplevet Kandy og Ella tog vi sydpå, hvor vi skulle have nogle stranddage, inden turen begyndte at gå hjemad. Igen på grund af New Year, kom vi aldrig med bussen. Den kørte direkte forbi os, fordi den var fyldt. Det var som om, at det bare ikke var med os. Vi fik aldrig lov til at prøve de mere primitive måder at rejse på, hvilket vi havde sagt til os selv, at vi skulle prøve, selvom man selvfølgelig har tendens til at tage en taxa, nu hvor priserne er noget helt andet, end dem man er vant til i Danmark. Men andre gange er det også sjovt, at prøve at leve lidt mere som de lokale, og prøve at gøre tingene billigere. 

Vi tog derfor en taxi, hvilket tog omkring 4 timer.  Det var en lang køretur, og man blev efter lidt tid ret taknemmelig over, at vi sad i en taxi og ikke stod op i en tætbefolket bus. Især når tissetrangen trængte på.
Vi havde nogle dage i Mirissa, hvilket var et rigtig feriested. Man fik virkelig en feriefølelse. Der var  hyggelige butikker og restauranter, samt en fantastisk smuk strand. Jeg var rigtig vild med Mirissa, og kunne sagtens finde på at tage dertil igen.

Bombning i Colombo 

Den første rigtige dag vi havde i Mirissa, tog vi selvfølgelig på stranden. Vi blev med det samme overrasket over, hvor smuk en strand det var. Vi havde fået smootie bowl til morgenmad og alt var godt. Vi vidste dog ikke, at en sølle besked om få timer ville ændre alt. Vi lå der og forsøgte ihærdigt at få noget tan, pludselig modtog vi en snap fra en, vi rejste med på vores grupperejs i Afrika, men den tur vil jeg komme ind på senere. Hun sendte et screenshot fra nyhederne omkring bombningen i Colombo, hvilket vi ikke havde hørt noget om. Blot en uge inden, havde vi været i Colombo. Vi lå der mega afslappet på stranden, og vidste ikke helt hvordan, vi skulle reagere. Alle omkring os var overraskende rolige, andre danskere gjorde nærmere grin med det, og det var lidt som om, det ikke var hændt. Jeg forstod det egentlig heller ikke rigtig. Det var først senere alvoren gik op for mig.

I den tid vi lå på stranden, efter at have fået nyheden at vide, sad det selvfølgelig lidt i baghovedet, men jeg prøvede virkelig at bevare roen. I første omgang troede jeg ikke, at det havde noget med os turister at gøre - jeg troede det var noget internet i og med, at det var bombningen af en kirke, der var tale om. Jeg troede ikke, at vi turister var i fare, hvilket det så viste sig at være. Senere på dagen skyndte vi pludselig at pakke vores ting, begive os ud for at finde en masse mad, som vi tog med hen på hotellet. Vi læste noget om et udgangsforbud, og vi vidste ikke helt hvad, der ville komme til at ske, eller hvor længe det ville foregå. 
På vejen hen for at købe mad så vi, at butikkerne og spisestederne begyndte at lukke. Vi var så heldige lige at få lov til at bestille noget, og det var først der, det gik op for mig, at det her var alvorligt. På vejen hjem med vores pizza, ananas, vand og chicken masala begyndte tårerne at løbe, og frygten begyndte at vokse i maven. Vi gik i stilhed tilbage til hotellet, for vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle sige eller gøre. Hannah så pludselig, at jeg græd en smule, og vi begynder at holde om hinanden, mens vi fortsatte. Fra klokken 16 af sad vi på vores hotel værelse. Vores socialemedier havde drillet lidt på stranden, men jeg havde ikke tænkt så meget mere over det. Det var først, da jeg modtog en masse facebook beskeder i en fælleschat med mit arbejde i Power, hvor de var bekymret for mig, og spurgte om nogle havde fået kontakt til mig. Jeg kunne kun se beskederne, jeg kunne ikke opdatere eller svare. De skrev noget om, at medierne var blevet blokeret.
Senere fik jeg sendt en 1 kr på mobilpay med en besked, om jeg var ok. Super smart tænkt Pernille. Jeg fik skrevet lidt frem og tilbage med dem, samt kontaktede jeg selvfølgelig også mine forældre over mobilpay. Dette var nok en af de værste dage i mit liv. Vi opdaterede nyhederne hvert minut, ventede og ventede på at høre fra udenrigsministerdede, ventede og ventede på at noget ville ske. De sociale medier var blevet lukket ned, og jeg troede såmænd bare, at det blot ville vare et par dage, men nej det varede såmænd de resterende dage. På en måde var det lidt befriende, men efter nogle dage uden adgang til de sociale medier, samt en begrænset mulighed for at komme i kontakt med dem derhjemme, endte jeg også med at hente en app, hvor man kunne ændre sin ip-adresse, og dermed få adgang til de sociale medier. 

Dagen efter var vi også begravet på hotellet - vi begav os kun ud for at finde noget mad, dog var der ikke særlig mange steder, der havde åben. Stemningen var lidt trykket, og man vidste virkelig ikke, hvad man skulle gøre i alt dette. Min mor ville gerne have, at jeg skulle komme hjem, og på den ene side ville jeg virkelig også gerne hjem, men på den anden side, ville man bare heller ikke have, at dette skulle være slutningen på ens rejse - at den skulle ende pga en skide frygt for terror. Det var nogle turbulente dage, og man gik ærligtalt bare og ventede på, at endnu et terror angreb ville hænde samt, at man ville høre fra udenrigesministeriet. I alt dette var det som om, at danskerne vidste mere end de lokale. Vi fandt altid kun ud af tingene fra de danske nyheder, derudover var det lidt som om, at udenrigsministeriet var bagud med informationer. De lokale var fortsat ret rolige, men mere bekymret over deres turisme, der nu ville dale.



Vi skulle have været på en hval safari, hvilket jeg faktisk så frem til, men pga af dette postyr, valgte vi ikke at tage afsted. Netop på grund af denne frygt, for at bombningen ville ske, hvor vi var. Vi havde fået besked om ikke at færdes turistede steder, og eftersom at dette var den største turistattraktion i Mirissa, blev vi nødt til at følge vores mavefornemmelse. Vi havde egentlig besluttet os for, at alt dette ikke skulle stå i vejen for, at vi skulle nyde de resterende dage, men det gjorde det alligevel. Vi havde meldt os på turen, men natten inden kunne jeg næsten ikke sove pga alverdens tanker omkring det. Vi vågnede begge op og var enige om at melde fra. Der skete jo ingen bombning der, og derefter fortrød man måske også lidt, at man ikke var taget afsted, men at gå med frygten hele tiden, ville også medføre at man ikke kunne nyde turen. Efter nogle dage i Mirissa var planen, at vi skulle til Hikkaduwa, hvilket betød at vi skulle bevæge os tættere på Colombo. Dette var med blandede følelser. På turen dertil så vi militærfolk, og når vi nærmede os busstationer, fik man lidt en klump i halsen, efter at have læst, de havde fundet omkring 87 bombe-detonatorer på en busstation i Colombo. Bare at være steder, hvor der var mange mennesker gjorde en utryg. For det var disse steder, vi som turister, havde fået besked om at holde os fra. 

Særlig I Hikkaduwuwa mærkede vi de lokales bekymring for turismen. Vi boede på et hotel, hvor vi blot så to andre familier. Derudover fortalte ejeren også, at flere havde aflyst deres booking samt, at flere var taget hjem. Det gjorde virkelig ondt, at mærke denne bekymring, for det er jo ikke deres skyld, at denne terror skete, og nu medfører at mange fravælger Sri Lanka. Sri Lanka fortjener virkelig denne turisme, for hvor vil jeg til hver en tid anbefale dette land.

I Hikkaduwa besøgte vi et skilpadde rugeri, hvor de også redder skilpadder, der ikke kan klare sig selv ude i havet. Her fik vi lov til at røre ved små skilpadder, samt sætte nogle fri, det var så cute. Vi besøgte en "secret beach" hvilket virkelig var et smukt sted. Derudover besøgte vi byen Galle, og så nogle smukke solnedgange på stranden. Vi forsøgte at nyde den sidste tid, vi havde på vores rejse. Der var dog flere grunde til, at dette desværre ikke helt var muligt. Dagen vi skulle flyve hjem, skulle vi til Colombo. Det var med blandende følelser. I Colombo var der en del sikkerhedstjek, og det var anbefalet, at man var i lufthavnen 4 timer inden. Alle biler blev tjekket ind mod lufthavnen, og det tog en evighed. Da vi endelig kom ind i lufthavnen, hørte vi pludselig en dansk stemme. Aldrig har det været så godt, at høre en dansk stemme. Godt nok havde vi mødt overraskende mange danskere i Sri Lanka, men efter at have været mere eller mindre indelukket i en lille uge, så var dette den bedste lyd. (Det var nogle af de danskere, der var blevet sendt til Sri Lanka, for at hjælpe og besvare spørgmål, vi turister kunne have).

Vi satte os hen for at vente på, at vi kunne checke ind. Pludselig kommer en mand og spørger, om vi kan holde øje med hans tasker, mens han forsvinder. Hannah deler hendes bekymring angående, at der kan være bomber i disse tasker, siden han forsvinder. Der går forholdsvis længe før, han kommer igen. Godt nok føltes tiden også rigtig lang, efter at hun delte denne tanke med mig. Vi overvejede næsten, at sige det til nogle. Tænk at man nu skal gå med den bekymring. Hvor er det dog en sørgelig verden vi lever i. 

Lad mig bare sige, at da vi sad i flyet på vej til Dubai, var det en lettelse. På en måde havde man virkelig ikke lyst til at sige farvel til dette smukke land, men hvor var det rart, at man nu kunne ånde lettet op. Hvis bombningen blot havde været sket en uge tidligere, så havde vi været i området, hvor er det uhyggeligt at tænke på. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.