Sider

onsdag den 13. november 2013

Hope is the only thing stronger than fear. 

Det var en vildt nervepirrende dag, med spænding og sommerfugle i maven. Vi skulle gøre rent på vores værelse en sidste gang, pakke de sidste ting også stille dem ind i et rum på skolen. Der var mange ting, og man skulle gå en del gange. Vi satte os ind i spisesalen og ventede på at få afvide hvem man skulle bo på værelse med. Drengene startede, de skulle alle smide deres højre sko ned i en kasse, hvor læren derefter med bind for øjnene skulle finde to sko og dem som tilhørte dem skulle bo sammen. Vi sad alle spændte, og klappede hver gang nogle fandt sammen, det var egentlig meget sjovt. Da det så kom til os piger, var det ikke længere sjovt men nervepirrende. Vi sad og holdt hinanden i hænderne, mens vi ventede på vores sko ville dukke frem. Min sko dukkede frem, og da jeg så hvem jeg skulle bo med, kunne jeg nærmest ikke have blevet mere glad. Jeg tror vi begge blev lidt overrasket, vi krammede hinanden to gange, smilede bare helt vildt, og jeg var nærmest ved at græde af glæde. Hele dagen havde man bare gået og været nervøs og en lille smule bange, men det endte bedre end jeg havde turde håbe på. 
Freja og jeg bor nu på mælkevejen, det er på selve skolen, så nu behøves vi ikke længere skulle udenfor når vi skal have timer, til fitness, eller i spisesalen, og det er jo egentlig kun dejligt nu hvor der er ved at være pisse koldt udenfor. Vi er 4 tøser som deles om en gang med et stort spejl og skabe, og et stort toilet, men vi bor stadig kun to på hvert værelse. De er heldigvis rigtig søde, så jeg er sikker på det nok skal blive rigtig godt. Vi fik gjort vores værelse hyggeligt, mens vi sad og drak te og spiste agurk og rødpeber stave. Så det var en perfekt start. Vi har også fået en okay gang, og jeg bor stadig tæt på Caro så det er bare helt perfekt. Den eneste ulembe vi har fundet ind til videre, da vi nu har haft den første nat her, er at man tydeligt kan høre dem, der har værelse ved siden af, at vores gulv og toilet dør knirker, så man kunne ikke rigtig undgå, at vågne da dem vi bor med stod op for at gå i bad. Det er ret træls, men jeg håber man vender sig til det, ellers må jeg begynde at sove med ørepropper. I aften tager jeg med nogle venner ind for, at se vores håndbold drenge spille kamp mod Skanderborg. Så det skal nok blive en god aften. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.