Sider

tirsdag den 6. november 2012


I can't say how I feel. 
Det er ikke altid nemt at forklare hvad man føler, det ikke altid nemt, at snakke om, og fortælle. Det ikke altid nemt at få det ud af munden, da det tit er noget som påvirker en. Men hvorfor er det så svært? Det ikke nemt at bede om hjælp, det er noget af det sværeste i livet. Man gider helst ikke ses som en person som er følsom, som har brug for hjælp, som ikke kan klare sig selv. Vil du det? Som der altid er, er der nogle der vil tro man kun er ude efter opmærksomhed, hvis man foreksempel siger man ikke selv er smuk, måske mener man det egentlig, hvis man indrømmer man har brug for hjælp, måske har brug for at blive bekræftet, eller græder lidt i ny og næ, i offentligheden. Men nogle gange skal tårene bare ud, og kan måske ikke holdes inde til man kommer hjem. Har du prøvet at cykle så hurtigt hjem, for at kunne komme til at græde, i fred. Har du prøvet at skrue helt op for musikken i badet, så ingen kan høre dig. Har du prøvet at have lyst til at rive håret af dig selv, rive din pude i stykker, slå den, og bare har lyst til at smadre noget. Har du nogensinde haft selvmords tanker? forstillet dig hvordan du ville tage i dit liv, uden egentlig at ville tænke over det, men tanken bare er dukket op? Har du forstillet dig selv død? Måske du har hørt dine venner sige det er egoistisk at tage sit eget liv, og du ikke ved hvad du skal sige, da du egentlig godt kan sætte dig ind i personens sted? Har du kigget dig selv ind i spejlet, kigget op og ned ad din krop, og bare har haft lyst til at græde, lyst til at slå dig selv? Har du nogensinde tænkt over hvordan du ville ønske du så ud, og bare har grædt helt vildt, fordi du ved det aldrig vil ske. Har du prøvet at være ved at opgive din drøm, fordi du ikke tror på den længere? Har du prøvet at se en vildt smuk kjole, men bare ikke har turde at prøve den, fordi du ved du vil blive skuffet over hvordan den sidder på dig? Har du stået inde i butik og tudet, fordi intet tøj sidder pænt, og ingen sko passer? Har du prøvet at tude, fordi du fik et koldt svar på sms, og han virker pisse ligeglad med dig? Har du prøvet at være til fest, få at vide du er lille, høj, eller hvad det nu kan være, og bare er gået for at græde. Har du grædt dig selv i søvn, og vågnet op med helt røde øjne? Har du prøvet at ligge i din seng, følt dig så ensom, og alene. Har du nogensinde været i tvivl om hvor du høre til henne? 
Har du nogensinde følt livet ikke er værd at leve? 

4 kommentarer:

  1. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er dybt rørt helt ind i mit hjerte. Men det er ikke svagt, at indrømme, at man har brug for hjælp. Det er mere stærkt. Det er stærkt at turde, at indrømme, at man har brug for hjælp. Derudover så tror jeg, at alle ville have godt af, at tale med en om sine følelser. Enten en psykolog, læge, forælder eller hvor man føler sig mest tryg, og hvor man føler det giver den bedste virkning, det vil alle have godt af, uanset hvordan ens situation ser ud. Det er på ingen måder flovt, at indrømme, at man har brug for hjælp. Men stærkt, at man selv kan erkende det.

    SvarSlet
  2. det tror jeg du har ret i! Tak for din kommentar! <3

    SvarSlet
  3. synes du er så sej! at du tør åbne og bare skrive det her på din blog!
    ..men du er ikke alene! Det må du aldrig tro.
    Jeg kender hvert fald mange af tingene.

    SvarSlet
  4. Tusind tak skal du have, det sætter jeg stor pris på!
    Det da dejligt at vide man ikke er den eneste, men er da ked af du kender det!
    <3

    SvarSlet

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.