Sider

tirsdag den 10. april 2012

Mit liv er ikke en fest, mit liv er ikke en dans på roser.. langt fra. 

Jeg har noget inde i mit hjerte, som jeg bliver nødt til at komme ud med, bliver nødt til at få skrevet i min dagbog... nemlig dig blog. Jeg ved ikke om i kender det, at have en trang til at græde, blive nødt til at skjule tårene for ens forældre, da der ikke er noget værre end at se ens egne forældre være ked af det, eller endda græde. Blive nødt til at komme ud med det, om det er inde i badet hvor ingen kan høre det, eller om det er om aftnen. Det ligemeget, den trang kommer bare. Jeg virker skide glad, som en positiv og grinende pige, ja.. det er jeg nok også, men alligevel har jeg noget som gør utrolig ondt inde i mig. You think that you know me... Det er ikke en facade, jeg er glad, jeg er heldig, og der er nogle mennesker som gør mig glad. jeg har en dejlig familie som elsker mig, og nogle søde venner. Hvad mere kan man ønske sig? men alligevel, så er det bare som om det ikke kan gå væk, og bare bliver siddende. Tiden hele alle sår, men hvornår?  


Når jeg står foran spejlet, kigger på min krop, kan jeg ikke andet end at blive ked af det. Det er ikke bare ked af det, jeg er ulykkelig... Der er så mange ting jeg er utilfreds med, så mange ting jeg ville ønske var anderledes... måske er jeg latterlig, måske er jeg et tudefjæs.. 
jeg er skide lille, og bliver ikke højre.
jeg har tykke ben...
jeg har små bryster.
også videre.... også videre. jeg kunne blive ved, men da jeg ikke synes alle de ting jeg er utilfreds med vedrøre jer, holder jeg dem bare for mig selv.
sad story..
jeg skal leve med dette, heeeeeele mit liv... og den tanke kan jeg bare ikke holde ud!! 


Jeg kan huske det som det var igår, det var i sommerferien, jeg havde gået i utrolig lang tid og have været ked af det. Min farmor, farfar, min mor, og far, og selvfølgelig mig selv var taget til kbh.. lægerne sagde, jeg ikke ville blive højere, så skulle der ihvertfald ske et mirakel. men som jeg ikke tror på mirakler, brød min verden sammen. Det er kun de tætteste der ved dette, da jeg synes det er ret pinligt at være så lille... og skulle leve med det, hele mit fucking liv.. 
derfor gør det mig utrolig ked af det, når nogle fortæller mig jeg er lille... jeg ved jo godt det ikke er ondt ment, men som jeg, er jeg bare en som tager det tungt.. fuck et tudefjæs.. 
når jeg høre ordet højde, når jeg ser folk som var mindre end mig vokse over mig, den følelse af at alle kigger ned til en, når jeg høre andre sige de er lille - men at de er højere end mig.. ja så røre det mig. 


dog er det ikke kun min højde jeg er ked af, oveni er alt andet kommet til mig, så jeg kun ser fejl når jeg ser på mig selv. en lille tyk benet pige, som ingen former har. 


som der er så mange andre ting man kan være ked af, kan man åbenbart også være ked af noget så latterligt, som der bare ikke er noget at gøre ved.. Jeg ved godt mit "problem" ikke er lige så slemt som så mange andres, men alligevel er der ingen som kan tage den tristhed fra mig. Jo, med tiden lære man vel at leve med det, det håber jeg ihvertfald, ellers trist liv jeg får mig. 


jeg ødelægger ting for mig selv, egentligt ærgerligt.. 
Jeg elskede håndbold, og det var en kæmpe del af mig, det gjorde mig glad, og jeg var sammen med de mest fantastiske mennesker, det sluttede, og vi ingen træner havde.
Folk flyttede til en anden klub, og jeg fik tilbudet mange gange, men så "smart" jeg var, takkede jeg nej. Jeg ødelagde en stor del af mig. Den glæde, de mennesker. Men årsagen, som faktisk, ikke ret mange kender til, hvis der overhovedet er nogle.. var bare at jeg ikke orkede at flytte, skulle opbygge et helt nyt hold, nye mennesker, oven i at jeg gik med det jeg var ked af. Jeg magtede ikke at skulle lære en masse andre at kende, hvad nu hvis de ikke kunne lide mig, hvad nu hvis jeg ikke var god nok. 


Nogle gange føler jeg mig alene i denne store verden, føler mig ensom, og fortabt. 
Jeg føler ikke jeg har nogle jeg kan snakker med det om, jeg føler ikke der er nogle som kan hjælpe mig. jeg har nogle super venner som virkelig har været søde, og som har været der for mig, når jeg har været ked af, og det sætter jeg sgu pris på. tak. Jeg ved jo godt hvor svært det er at hjælpe mig, når der ikke rigtig er noget at gøre. Det eneste de kan gøre er bare at de holder af mig, for den jeg er.. og det er jeg heller ikke i tvivl om at de gør. 
mine forældre, jeg har ikke lyst til at de skal se mig ked af det flere gange, det tror jeg de har nok. Jeg ved de altid vil hjælpe mig, og det eneste de ønsker er at jeg har det godt, og er glad. Men da jeg hele tiden brokker mig, over for dem, klager over de ting jeg er utilfreds med, bliver de jo også ked af det, og jeg synes bare tit jeg ødelægger deres humør på at brokke mig, tit ødelægger jeg den gode stemning, tit ødelægger jeg en tur ned i byen som burde havde været hyggeligt.. Så ødelægger jeg lige stemningen med mit brok.. det kan jeg jo egentlig ikke være bekendt. 


Jeg føler nogle gange at jeg taber mig selv, fordi jeg sammenligner mig med alle andre, istedet  for bare at være stolt af den jeg er. Jeg føler ikke altid jeg er god nok. Jeg ville ønske jeg kunne vågne op fra en drøm, og være smuk... kunne vågne op og være den perfekte pige.. kunne glemme smerten, istedet for altid at være svag. Vågne op, og vide at jeg er okay. Leve mit liv, for der er så mange muligheder ude i livet. 



You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper



undskyld for det lange indlæg, men blev nødt til at komme ud med det... og hvis der er en som har det dårligt med sig selv, og ikke kan acceptere sig selv, så ved du ihvertfald nu at du ikke er den eneste.. Jeg kommer nok ikke til at skrive resten af ugen, da det her var en stor mundfuld, og nu fik i ihvertfald en følsom del af mig.


måske lyder jeg selvglad, eller som en som gerne vil have "medlidenhed" men overhovedet ikke.. Det her indlæg skal heller ikke få mig til at lyde som en som kun tænker på udseendet, for det gør jeg ikke.. synes egentlig også selv det er ret så latterligt.. men det er bare lige noget jeg skal lære at acceptere. & da blog er en ting hvor man skriver gode og dårlige ting, ens følelser og humør, så... 


"stay strong"







14 kommentarer:

  1. Det gør ondt, at du har det, som du har det... Det gør ondt, at der er nogen i verden, som ikke er lykkelige, ikke er tilfredse med sig selv. Jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre da jeg læste det.

    De billeder jeg har set af dig, er utrolig gode. Jeg synes, du er smuk, og det er jeg sikker på, der er mange andre, som også gør. Det er utrolig synd, du ikke selv kan se det smukke i dig!!! Virkelig!

    Jeg håber virkelig, du har nogen gode venner og familie, som hjælper dig! Det fortjener du. Der er ingen i denne verden, som fortjener at være kede af det. INGEN! Alle er gode som de er, om de så ikke høje eller lave, tykke eller tynde, brunette eller blondine, alle er perfekte på hver sin måde! Husk på at det indre er 10000 gange vigtigere end det ydre! Jeg håber inderligt, at du bliver lykkelig, glad, tilfreds med dig selv! Det fortjener du!!!

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. wow, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er helt mundlam!! hvor er det rørende at læse, og wow det gik lige i hjertet!! Tusind tak, virkelig tusind tak, det var virkelig sødt af dig, og tusind tak for de søde ord!!! hold da helt op, hvor er du bare et godt menneske!! Det sætter jeg virkelig stor pris på, det gør jeg virkelig!! hold kæft hvor er du sød!! TAK, TUSIND TAK!!

      Slet
  2. Synes det er flot at du tør skrive så mange af dine tanker herinde og at det kan hjælpe. Lidt trist at du har alle de tanker om dig selv for du er jo en køn pige.

    SvarSlet
    Svar
    1. havde virkelig bare brug for at komme ud med det! er bare super glad for der ikke er nogle som har skrevet noget dumt til det! Mange tak skal du have!!

      Slet
  3. Sofie. Jeg har kendt dig i lang tid men vi taler ikke sammen mere. Jeg har præcis den følelse du beskriver. Lysten til at græde, sorgen indeni. Når jeg så græder føler jeg mig egoistisk der er så mange i verden der har det så slemt og så ligger jeg her og tuder over min krop. Men når uhyret kommer frem, når jeg ser mig selv i spejlet hader jeg den pige der stirrer tilbage på mig. Jeg hader mit udseende nogle dage, andre dage smiler jeg og lader som om jeg er glad, men den usikre pige der hader sit udseende ligger derinde dybt nede i mig. Jeg har prøvet de mest forfærdelige ting for at få mig selv til at se bedre ud (Sultestrejke i flere måneder og at kaste op med vilje)jeg har også prøvet at cutte men kom heldigvis væk fra det igen.

    Nu er jeg i bedring og er ved at have det bedre med mit udseende.
    Stay Strong!

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. jeg føler virkelig nøjagtig det samme, jeg føler mig også egoistisk, og alt det andet du nævner. Præcis, hvor er det bare dejligt at vide jeg ikke er den eneste der føler sådan!!! Er glad for at høre du kom væk fra de dummeste ting, man kan gøre, men jeg kender følelsen af at have lyst til det! Det er godt at høre du har fået det bedre med dit udseende, det håber jeg virkelig også jeg kommer til at have det på et tidspunkt! - hvis der er noget du vil snakke om, kan du altid skrive til mig! Nu ved jeg bare ikke lige hvem du er, så det er lidt svært for mig at skrive til dig. Men tusind tak for du gad bruge lidt af din tid på at skrive en kommentar til mig!

      Slet
  4. Det er pisse synd at du trækker dig selv ned sådan. Du er jo en gudeskøn pige, og det tror jeg at du skal til at opdage. Jeg har selv haft det hårdt, da jeg selv er lav og jeg har været som dig. Jeg havde utrolig had til min højde, min krop og alt ved mig. Jeg sammenlignede mig med alle de "perfekte" kendte, som var blevet photoshoppet og alt det. Jeg søgte på alt muligt sundhed på google, og hvordan man fik den perfekte krop, og bla bla bla. Jeg misundede alle. Det trak mig virkelig ned, og jeg havde det så dårligt. Jeg blev ved med at måle mig. hofte, talje, bryst.. Og den vægt.. igen, og igen
    Jeg havde det så dårligt, men så lærte jeg at acceptere mig selv. Min selvtillid er vokset, og jeg har faktisk lært at elske min højde. Jeg er også en af de pige under gennemsnittet på 160cm, og jeg havde det skidt, men jeg har lært at acceptere det og jeg har lært at elske mig selv, uanset om jeg har de menneskelige fejl. Men de "fejl" er hvad der gør mig speciel, og gør dig speciel også.. de gør os alle specielle. Og jeg elsker det, for jeg er ikke som "alle andre" .. men alle andre er sq heller ikke som "alle andre". Altså alle er forkellige, og vi bør acceptere os selv, og elske hvem vi er.
    Du er pisse køn, og du skal ikke frygte at du ikke får de kvindlige kurver som du ønsker at have. Du vokser stadig på den plan, så det bør du ikke frygte. Vi får bare vores kurver i forskellige hastigheder, men bare rolig, for du er skøn som du er, og det skal sq nok komme, hvis det er noget du er bange for. Se nu bare, du er den smukkeste pige, du skal bare lære at acceptere dig selv.
    Jeg håber det virkelig for dig, for det er trist at se dig være så ked af dit udseende, når du er så smuk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det bare dejligt at vide man ikke er den eneste i verden som har det sådan, det er så dejligt at nogle forstår en, og ved hvordan det er. Jeg kender selv til de ting du nævner, så er det ikke bare mig! Det er så stort at se hvor mange søde mennesker der er ude i verden, om man kender dem eller ej, men at de prøver at hjælpe en. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, du gjorde mig bare virkelig glad. Det glæder mig at høre du elsker dig selv nu, og det er jeg sikker på, eller håber ihvertfald jeg også kommer til en dag! Tusind tak fordi du gad bruge din tid på at skrive en virkelig rørende tekst, og tak for de søde ord, virkelig tusind tusind tak!!! Jeg er så taknemlig!!!!!!!!!! Du er simpelthen for sød!!

      Slet
  5. Alle de "fejl" du mener, du har, er ikke fejl men en gave. Det er dem, der gør dig speciel. Unik. De gør dig til den, dú er. Havde du ikke haft de såkaldte "fejl", havde du været kedelig og anonym. Havde du ikke haft de "fejl", havde du ikke været den du er. Og den du er, er perfekt præcis som den er. "At noget er perfekt betyder ikke, at det er fejlfrit, men at det ikke ønskes anderledes!". Jeg elsker den sætning, den for mig til at tænke på, at jeg er god, som jeg er. Og alle er perfekt. Alle er skabt, til at være den de er. Og dú er skabt, til at være den du er!

    SvarSlet
    Svar
    1. hvor er det sødt skrevet!! Virkelig flot skrevet af dig!! Tusind tak Anonyme, respekt til dig!

      Slet
  6. Jeg synes du er dejlig og for mig er du helt perfekt, en rigtig veninde! Du må ikke være ked af det mus du ved min dør altid står åben <3
    du er en af mine bedste veninder og jeg kan ikke sige noget dårligt om dig, vær glad for at du er dig og ikke en anden du er det mest fantastiske menneske jeg kender! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. åh du så dejlig sweety, tusind tak fordi du er sådan en god veninde! Virkelig i lige måde med det hele!!! JEG ELSKER DIG!

      Slet
  7. Det skal du slet ikke føle Sofie, du er virkelig en af de smukkeste piger Sofie. Du virker virkelig som en fantastisk pige. Og jeg kan slet ikke se hvorfor du føler sådan, det har du slet ikke grund til. Og som de andre har sagt kommer formerne, og alt det ligepludselig. Håber du kommer over det, og selv om vi ikke rigtigt kender hinanden, skal du vide at du sagtens kan skrive til mig! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. åh Signe, hvor er du dog sød!!! Tusind tak for din søde kommentar, det varmer virkelig!<3
      jeg ved ikke rigtig lige hvad jeg skal sige, andet end tusind tak!! Det håber jeg også jeg gør, og tak for det!

      Slet

Tak fordi du gav dig tid til at kommentere.
Hver en tanke varmer.